Læsetid: 3 min.

Sport er en mandighedskult

Eliteidrætten – med dens nationale og seksuelle appel – er en magnet for pengemænd, politikere og terrorister, siger den nyudnævnte professor i idrætshistorie, mandeforskeren Hans Bonde
14. marts 2003

(2. sektion)

Eliteidrætten – med dens nationale og seksuelle appel – er en magnet for pengemænd, politikere og terrorister, siger den nyudnævnte professor
i idrætshistorie, mandeforskeren Hans Bonde

Synspunkt
Danmarks første professor i idrætshistorie, den netop tiltrådte dr. phil. Hans Bonde, svarer:
»Jo, det er naivt og ahistorisk at kræve elitesport og politik holdt adskilt.«
Han skynder sig at tilføje:
»...selv om vi selvfølgelig ikke skal opgive idealet.«
– Som altså er naivt?
»Ja, for det kan ikke lade sig gøre at holde dem adskilt. Eliteidræt er en verdenstribune. Som Per Olov Enquist siger det i Katedralen i München om massakren ved olympiaden i 1972: En sådan scene som OL er en magnet for alverdens økonomiske spekulanter og politikere.«
– Hvad er prognosen for de kommende år?
»Allerede nu ser vi en tendens til, at det bliver forstærket efter den 11. september 2001. George W. Bush tillod sig at ændre den faste tekst ved åbningen af OL i Salt Lake City 2002. Noget end ikke Hitler turde ved olympiaden i Berlin i 1936. Netop for at undgå at få politik ind har de olympiske ledere været meget restriktive over for selv den mindste ændring.«
– Men Bush...
»I Salt Lake City sidste år benyttede han lejligheden til – i hvert fald indirekte – at tale om 11. september og de amerikanske ofre. Og den amerikanske delegation gennemtvang sig retten til at indbære et flag, der sagdes at have overlevet bombardementet af World Trade Center. Ikke båret af en fanebærer, men af brandmænd fra New York – det nye maskuline ideal. Når man kan politisere i en god sags tjeneste, kan man også i en ond.«
– Hvilken rolle spiller tv?
»Ja, hvis eliteidrætten er en tribune for kapitalister, politikere og terrorister, så gør tv, at OL bliver det største enkeltstående spektakel i det moderne samfund. Mændenes 100 meter løb er den gentagne begivenhed i verden, der tiltrækker flest øjne.«
– Hvorfor mændenes?
»Sport er en mandighedskult. Mænd kan noget, som kvinder ikke kan. Vi er ’hurtigere, højere, stærkere’. Det er – på latin – de olympiske leges motto.«
– Hvad laver kvinderne så ved OL?
»Hae, hae. Det ligger i den kvindelige ligeberettigelseskamp, at man vil ind i alle de zoner, hvor mænd dominerer.«
– Og netop på grund af det med mandszonen bliver homoseksuelle opfattet som trojanske heste i lejren?
»Sporten er som sagt en mandighedskult. Der er en dialektik. Mændene tillader sig at gå tættere på hinanden, end de ellers gør. Når man har scoret et mål, er der ingen tvivl om ens maskulinitet.«
– Så derfor kan medspillerne kravle på ham, der scorer, som om det var bøssegruppesex?
»Lige præcis. Når der utvivlsomt er tale om heteroseksualitet, kan man vælte sin kammerat om i græsset og kysse ham. Uden at blive mistænkt for noget. Tilstedeværelsen af åben homoseksualitet i sporten vækker forestillingen om, at der alligvel kunne være tale om homoseksualitet i sådanne handlinger.«
– Der er en sammenhæng mellem sportens kønslige appel og dens politiske?
»Uden tvivl. Sport kan forstås som symbolsk krig. Særligt holdsport bliver til forsvar for nationen gennem de unge mænds offervillighed.
– Og sådan oplever deltagerne det selv?
»Ja, jeg har selv været på landsholdet i judo. Det er en krigskunst. Det at repræsentere sin nation mod ændre mænd giver associationer til et grænseforsvar. At boldspillet er så populært, handler om, at fjenden ikke skal have lov at trænge ind på mit territorium, skyde sit mål af i min zone – men jeg vil gerne gøre det mod ham.«
– Så hører man igen den seksuelle undertone?
»Ja. ’Jeg fik klatten op i trekanten.’ Det er jo udtrykket, når det lykkes for én selv. Til gengæld er man ødelagt, når det lykkes for ham – fjenden.«
Hans Bonde tilføjer:
»Det er nu alligevel godt, at sport er symbolsk krig, for ellers ville vi jo gå i rigtig krig.«
– Det gør vi jo alligevel?
»Åh jo, men vi gør det ikke så hyppigt som tidligere. I dag er sporten med til en civilisering.«

*Grå bog
Hans Bonde, født i 1958. Er nyudnævnt
professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet. Blev i 2001 dr. phil. på en afhandling om stifteren af Ollerup Gymnastik-højskole, Niels Bukh. Har også skrevet: Mandighed og sport (1991) og Sport – en moderne kult (1993)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her