Læsetid: 5 min.

Det store selvbedrag

29. marts 2003

INTERMETZO
Døden taler. Der var en købmand i Bagdad, som sendte sin tjener hen på
torvet for at købe forråd, men lidt efter kom tjeneren tilbage, bleg og skælvende, og sagde: Herre, da jeg stod henne på torvet, var der en kvinde i skaren, der rørte ved mig, og da jeg vendte mig om, så jeg, det var døden, der rørte ved mig. Hun så på mig og truede ad mig. Derfor – lån mig din hest at jeg kan ride bort fra denne by og undfly min skæbne. Jeg vil drage til Samara; der vil døden ikke finde mig.
Købmanden lånte ham sin hest, og tjeneren kastede sig på den, jog sporerne i dens sider og sprængte afsted, bort fra byen, så hurtigt
hesten kunne bære ham.
Så gik købmanden ned på torvet, og han så mig stå i skaren, og han kom hen til mig og sagde: »Hvorfor truede du ad min tjener da du så ham i morges?« »Jeg truede ikke«, sagde jeg, »jeg hævede kun min hånd i forbavselse. Jeg undrede mig over at se ham i Bagdad,
for jeg skal træffe ham i aften i Samara«.
(W. Somerset Maugham)

Statsministeren har som bekendt en kreativ fortid. Nu træder denne atter i karakter. Nu vildleder Fogh Rasmussen ikke Folketinget, men til gengæld folk, der holder Berlingske Tidende. Fogh Rasmussen skrev i onsdags en kronik i avisen, hvori han diverterede læserne/vælgerne med udvalgte træk af dansk udenrigspolitisk historie. Statsministeren opmalede et skræmme- eller nidbillede ved brug af et citat fra 1905. Med det billigste trick en politiker næsten kan benytte, lod Fogh Rasmussen fem og syv være lige og tog nok så nydeligt historien til indtægt for sit standpunkt. Det gjorde han ved at citere løsrevet fra al sammenhæng og med samme citat lægge luft til en bestemt politisk filosofi, der kun kan forstås i dens komplekse sammenhæng. I dette tilfælde drejede det sig altså om dansk udenrigs- eller neutralitetspolitik, således som denne blev formuleret af skarpere hjerner end Fogh Rasmussen, nemlig den radikale historiker, senere udenrigsminister, 1935-40, Peter Rochegune Munch samt af udenrigsminister, 1909-10, 1913-20 og 1940-42, senere statsminister, 1942-45, (han ophørte reelt i funktionen 1943) Erik Julius Christian Scavenius. Det er ikke urimeligt at henregne disse to radikale realpolitikere til den i en dansk sammenhæng eksklusive klasse af statsmænd, som kun tæller yderligere én politiker, nemlig J.O. Krag.
Tankegangen bag neutralitetspolitikken som både Scavenius og Munch praktiserede, var forudsat af de ugunstige alliancevilkår, karakteristisk for nyere dansk historie og særdeles markeret efter englænderkrigene 1801-08 og 1864-krigens ubehændigt førte udenrigspolitik. Danmark måtte på disse vilkår forholde sig i streng neutralitet uden initiativer til offensive militære foranstaltninger, der i givet fald kunne tjene som påskud for eller anledning til intervention fra stormagternes side. Med stormagterne menes Tyskland, hvortil Danmark jo havde et ømfindtligt forhold, hvilket i øvrigt langt hen ad vejen anerkendtes af England.
Det er bl.a. disse uafviselige forhold uden realistiske udenrigspolitiske modstykker, omend nationalchauvinister i perioder ønskede oprustning, der bl.a. førte til P. Munchs udtalelse i 1905, og som statsministeren tonedøvt citerer løsrevet i sin kronik: »...det første og sidste Krav vi skal stille til det danske Diplomati er, at det skal holde sig i Ro og gøre sit yderste til, at vi kan leve saa ubemærket som muligt«. Statsministeren satiriserer over dette rationelle standpunkt for sin tid med bemærkningen: »Ikke se. Ikke høre. Ikke tale. Ikke udsætte sig for kritik. Leve så ubemærket som muligt. Det var kernen i det ydmyge diplomati, som prægede dansk udenrigspolitik helt frem til 1988«.
Utvivlsomt ville P. Munch, der efter kilderne at dømme var selvbevidst indtil det øretæveindbydende, have glædet sig i sit stille sind over at den udenrigspolitik som han formulerede i 1905 virkelig havde en så lang en levetid efter hans egen, der sluttede i 1948 – altså 40 år – og 83 år efter udtalelsen! Statsministeren understreger sit standpunkt ved at anføre at vi alt for længe har sejlet under bekvemmelighedsflag og »ladet andre slås for fred og frihed. Det har der været for meget af i Danmarks fortid«.

Hallo, fru kammerherreinde! Den sang fra de varme lande minder i kategorien om vicestatsminister Bendt Bendtsens uigennemskydelige argument for ikke at bevilge flere penge til vedvarende energi: »Nu har vi haft nok af det«.
Over for et sådan som anført (bevidst af statsministeren?) sammerod af skiftende historiske forudsætninger kæmper selv guderne forgæves. Alligevel må man jo spørge, hvad statsminsiteren mener med sit lodrette vås. Neutralitetspolitikken kan for det første ikke rimeligt beskrives som sejllads under bekvemmelighedsflag. Der var for så vidt ikke andre plimsollere til rådighed, med mindre landet ville have bevæbnet sig til tænderne og nedkaldt et tysk overfald af langt mere robust og ruinerende karakter, end tilfældet blev. Ingen, vel at mærke ingen, var kommet Danmark til undsætning.
For det andet må man spørge, hvad statsministeren mener med bekvemmelighedssejlladsen »op til 1988«. Danmark, der takket være samarbejdspolitikken – en logisk følge af den udenrigspolitiske tænkning, dybt rationel og i pagt med befolkningens ønsker, 1940-43 og 1943-45 under departementschefsstyret med politikerne i kulissen og modstandsbevægelsen, kunne intakt som samfund og uden voldsomme krigsødelæggelser indtræde i FN i 1945, og få år efter i NATO. »Ussel«, kalder Fogh Rasmussen uden antydning af analytisk argumenta-tion, den samarbejdspolitik, der bragte landet frelst igennem den nazistiske voldsbesættelse. Siden har Danmark ikke flaget bekvemmeligt, men bidraget til freds-
bevarende styrker i Gaza og på Cypern, senere i Bosnien. Der-udover har landet indtil Fogh Ramussens visionsløst fornærede miljø-, energi- og u-landspolitik bidraget forholdsvis generøst og sikkerhedspolitisk begavet til disse tiltag og til udviklingen af lande i Den Tredje Verden. Kontante tilskud til verdenshusholdningen med vel at mærke international konsensus. For Cypern og Gazas vedkommende dertil solidt forankret i FN – for nu at anvende en metafor, regeringen så groft har misbrugt. Statsministeren glemmer også det danske bidrag med et hospitalsskib under den FN-forankrede Korea-krig.
Fogh Rasmussen har ret i at vi under statskuppet i Guatemala, Vietnamkrigen, statskuppet i Chile, Panama-aktionen og andre af USAs mere tvivlsomme entrepriser sejlede bekvemt og undlod at deltage. Nu synes meningen med kronikken at være den ophøjede: At Danmark først nu under A.F. Rasmussens uforsvarligt FN-forankrede krigsindsats i Irak har anlagt en aktiv udenrigspolitik, og så kommer USA os nok til undsætning når svenskerne angriber, eller franskmændene, som vi jo bare er sammen med i EU. Det gør USA, hvis det er i USA’s interesse, ikke fordi Bush ringer og siger tak, fordi danskerne er så dumme at gå i krig på et løsagtigt grundlag.
Statsministeren lader til med sin kreative argumentation at mene, at man kan føre udenrigspolitik på mand-til-mand-æresbegreber med et lille flag i knaphullet. Sådanne forestillinger havde Frederik den 6. også, hvilket medførte en katastrofe.
Over for dette står det misbrugte citat og P. Munch og Scavenius, hvis holdning var at et lands politik udadtil bør vær i nøje overesstemmelse med de reale forhold og ikke baseret på demagogisk ahistorisk ønsketænkning og selvbedrag. Det sidste synes at være drivkraften i Fogh Rasmussens filosofi. Det er meget lidt betryggende, når han på Danmarks vegne har sat skæbnen stævne i landet mellem floderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu