(2. sektion)
Portræt
»Der har ikke været en kvinde i svensk film, der udstrålede mere erotisk charme end Harriet.«
Så er det sagt og tilmed af en ekspert, Ingmar Bergman. Han har meget at takke Harriet Andersson for. Det var hende, der i høj grad var med til at give ham gennembruddet hos det store publikum med Sommeren med Monika. Det er såmænd 50 år siden.
Her er hun Stockholmer-hverdagspigen Monika på sommerflugt ud til Skærgården med sin kæreste. Og på grund af de for datiden åbenhjertige kærlighedsscener eksporteredes filmen til udlandet, hvor visse dengang unge dunede filmfans fik erotiske chok, de angiveligt endnu ikke er kommet sig helt over.
Harriet Andersson var et vidunder af frisk sensualitet og spontanitet i en ofte forknyt tid. Hun havde dengang kun medvirket i småroller og var kendt som skuespilleren Per Oscarssons kæreste. Under optagelserne indledte hun og Bergman et forhold, som varede ca. tre år. Men heldigvis strakte deres samarbejde sig over næsten 30 år og otte film mere, afsluttende med Fanny og Alexander (1982), hvor Harriet Andersson er formidabelt grotesk som den rottelignende køkkenpige Justina i et af filmen gyserlignende afsnit.
Hun er sin egen
Der er noget gudsforgående, noget drastisk fandenivoldsk over Harriet Andersson. Hendes mørke mandeløjne slår ikke kun smut, de kan også gnistre og lyne. Og glimte med en uforudsigelig farlighed, som kendetegner mange betydelige filmskuespillere.
Det siger sig selv, at Bergman også kunne bruge hende som femme fatale, hvilket skete i den efter Monika følgende, pinagtigt personlige og stadig meget stærke Gøglernes aften (1953) om fortabte eksistenser i et omrejsende cirkus. Hun var mere uskyldig som erotisk gavmild tjenestepige i succes-komedien Sommernattens smil (1955). Men Bergman havde set de stærke kræfter, der rørte sig i hendes modsætningsrige sind og gav hende rollen som den skizofrene søster i kammerspillet Som i et spejl (1961).
Nu var instruktøren blevet et verdensnavn, men ikke alle kritikere tog dette asketiske ø-drama til sig. Derimod var der kun ros til Harriet Anderssons rentfærdigt intense, temperamentsglødende præstation.
Og det er lidt af den samme renfærdighed, Bergman bruger i et af sine nyere hovedværker, Hvisken og råb fra 1973, hvor Harriet Andersson spiller den hvide, jomfruelige søster Agnes, der er ved at dø af kræft.
Barbara og Schade-ikon
Men selv om Harriet Andersson har ydet sine betydeligste præstationer i Ingmar Bergmans film, har hun nået ikke så lidt andet en karriere, der omfatter over 80 film- og tv-roller.
Af Bergmans kvindelige stamspillere fra 60erne og 70erne Bibi Andersson, Ingrid Thulin og Liv Ullmann er hun den mindst internationale. Men hun har dog oplevet at spille Barbara i en tysk filmatisering af Jørgen Frantz-Jacobsens roman, Barbara Wild wie das Meer (1961), gjort tilværelsen usikker for James Mason i Sidney Lumets agentfilm The Deadly Affair (1966) og har været Schadesk erotik-heltinde i Henning Carlsens danske Mennesker mødes... (1967).
I 1960erne spillede hun også nogle meget roste roller i ægtemanden Jörn Donners film En søndag i september og At elske (begge yndede hade-objekter blandt datidens unge danske filmkritikere, men tiden kan have været dem nådig). Og hun skabte gnister i kvindeforkæmperen Mai Zetterlings Elskende par og Flickorna.
Men herhjemme blev hun bedst kendt for sin rørende stærke fremstilling af den frihedselskende, eksotiske mor i Morten Arnfreds Himmel og helvede (1988) efter Kirsten Thorups roman.
Og senest vedligeholder hun den danske forbindelse med en rolle i Lars von Triers endnu uudsendte Dogville (2003).
Bergmans vidnesbyrd
Der er ingen tvivl om, at Harriet Andersson mere arbejder med intuitiv end analyserende intelligens, når hun skaber sine figurer. Det gør dem ikke mindre sande og nærværende, tværtimod. Men svensk films vilde unge pige var ikke mere ustyrlig, end at hun har haft god gammel, jordbunden skuespillerdisciplin til at vedligeholde karrieren i mere end et halvt århundrede.
Det er der ikke mange erotisk betonede skuespilleinder, der gør hende efter.
Lad Ingmar Bergman få det sidste ord med disse linjer om Harriet Andersson i erindringsbogen Laterna Magica fra 1987:
»Hun er en sælsomt stærk, men sårbar person med et strejf af genialitet i sit talent. Hendes forhold til kameraet er ligefremt og sanseligt. Hun er desuden teknisk suveræn og bevæger sig lynhurtigt mellem den stærkeste indlevelse og det nøgternt registrerende. Hendes humor er barsk, men aldrig kynisk. En elskelig person og en af mine kæreste venner.«
