Læsetid: 7 min.

Et stykke med bart afgør slaget

Når kvindekroppen går i krig, trækkes seksualiteten ud af soveværelset og sættes politisk på spil
8. marts 2003

Når kvindekroppen går i krig, trækkes seksualiteten ud af soveværelset og sættes
politisk på spil

Hvor nøgen skal en kvindekrop være for at stoppe en kampvogn? Det kunne man i søndags spørge ved synet af 300 australske kvinder, der smed alt tøjet og lagde sig forsvarsløst og blottet på ryggen på en fodboldbane i Sydney. Deres lyserøde kroppe dannede på baggrund af grønsværen ordene ’No War’. Information bragte dagen efter billedet på forsiden, og det var i hvert fald et af formålene med den usædvanlige adfærd på sportspladsen, hvor bredskuldrede mænd normalt bakser rundt i kappestrid: At skabe noget spektakulært, som ville friste alverdens redaktører og få medierne til at bringe protesten mod den forestående krig mod Irak.
Men hvorfor kvinder – og hvorfor nøgne? Er der tale om en ny type ekstremistisk nudisme? Eller har det noget med sex at gøre? Skrives kroppenes nej til krig af overvintrede hippier? Tænker demonstranterne på det fredselskende, splitternøgne par John Lennon og Yoko Ono med frimodigt hængende attributter?
For at komme svarene nærmere kan man prøve at konfrontere sig med den modsatte yderlighed inden for kvindekroppe i krigens skygge, hentet fra det kommunistiske Kina på et af landets ideologiske højdepunkter i 1960’erne og 70’erne. Kom op på tåspidserne sammen med det røde kvindekompagni.
Det var vist selveste den internationalt velbevandrede Chou En-lai, der i 1963 tog initiativ til en balletforestilling om heroiske kvindesoldater af arbejder- og bondeæt. Det kom der i 1971 en plakat ud af. Hvilken revolutionær opmuntring er ikke disse adrætte kvinder, der så slående forener styrke og ynde, det maskuline og feminine. At kommunisme ikke kun er kedsommelig politisk teori fremgår af de unge lår, der byder på et kommunistisk afmålt stykke bart, som kan nydes sammen med de bedårende falliske geværer.
Der er pinlig orden i rækkerne og i partibogen, og man kommer næsten i tvivl, om disse kinesere har noget til fælles med de ligeledes i rad og række nøje indordnede australske fredsnaturister. Eller om de bevæbnede dansere – med en mere politisk korrekt association – skal sættes i bås med amazonerne i den græske oldtid, et mytisk folkeslag af kvindekrigere, som formerede sig ved en slags insemination og kun lod pigebørnene overleve.
Tilsyneladende er der under alle omstændigheder en seksuel snert over hele linjen...

Hvad siger Anette Warring, der er lektor ved Roskilde Universitetscenter og ekspert i køn og krig?
For Warring er der ingen tvivl: Kvinders seksualitet er omdrejningspunkt for en række afgørende forestillinger om krig. Det gælder for eksempel i forhold til den nuværende konfrontation mellem fundamentalistisk islam og fundamentalistisk kristendom, hvor præsident Bush som repræsentant for sidstnævnte ses som befrier af undertrykte arabiske kvinders liv og underliv (samtidig med, at han næppe finder sin egen hjemlige abortmodstand kvindeundertrykkende).
I det hele taget og historisk set bruges den kvindelige seksualitet til at markere vigtige kulturelle ligheder og forskelle – den slags træk, der trækkes benhårdt op, når der er krig. Fjendens kvinder er primitive eller depraverede, og de bør derfor voldtages eller i bedste fald fjernes fra deres oprindelige kultur. Derimod er de egne kvinder ophøjede og rene, hvorfor de skal beskyttes mod fjendens smitte og smuds.
Warring har blandt andet forsket i de danske ’tyskerpiger’, som under besættelsen 1940-45 kom for skade at forelske sig i en tysk soldat. Disse kvinder måtte ved befrielsen igennem en voldsom rituel ydmygelse, hvor tøjet blev revet dem af kroppen af en rasende folkemængde, håret blev klippet af deres hoved og hagekors malet på kroppen. Deres utilgivelige brøde var, at de havde udleveret nationens dyrebareste eje, kvindeskødet, til fjenden og dermed bragt vanære over Danmark.
Jo, kig efter seksualiteten, når svarene på gådefulde billeder af kvinder og krig skal findes, lyder det fra Anette Warring.
Fælles for de kinesiske gardister og myten om amazonerne er en tilsyneladende streng beherskelse, men dog ikke komplet udradering af seksualiteten.
Måske har ingen bedre end Adolf Hitler beskrevet kønnene i et ensrettet samfund besat af krigstanker og militaristisk disciplin. I Mein Kampf skriver Hitler i 1926, endnu fem år fra magtovertagelsen (citeret efter den danske 1934-udgave):
»Fremfor alt skal en ung, sund Dreng lære at finde sig i Slag. Det er ikke den nationale Stats Opgave at opelske en Koloni af fredsommelige Æsteter og legemligt degenererede. Den ser ikke sit Menneskeideal i den ærbare Spidsborger eller den dydsirede gamle Jomfru, men i den trodsige Legemliggørelse af mandig Kraft og i Kvinder, som evner at føde Mænd til Verden«.
Piger, spred med andre ord endelig benene, så længe det blot sker i nationens og oprustningens tjeneste. Hold takten, når seksualiteten sættes ind for den gode sag, men forfald ikke til forfængelighed og modepjank. For som Adolf fråder: »Den unge Pige skal lære sin Ridder at kende. Hvis den legemlige Skønhed ikke nutildags blev trængt fuldstændigt i Baggrunden ved de lapsede Moder, vilde det være udelukket, at hundrede tusinde unge Piger lod sig forføre af skævbenede, modbydelige Jødebastarder«.

Her var sandelig holdninger at gå i krig mod for de allierede. En nødvendig krig må man mene. Men selv de allieredes kvindebilleder kan trænge til et eftersyn i seksualitetens spejl.
Tag nu en af Anden Verdenskrigs mest populære plakatmotiver, der den dag i dag trykkes op i kæmpeoplag, nemlig den amerikanske tegning af sagnfiguren Rosie the Riveter, som på dansk vel ville have heddet Karen Kleinsmed. Ifølge sagnet skulle en Rose Bonavita i 1943 på en våbenfabrik lynhurtigt have smækket 3.345 nitter i en torpedo-bombemaskine. Hun var en krigshelt ligesom alle de andre seks millioner amerikanske kvinder, som smed husmoderrollen ud med badevandet og blev fabriksarbejdere i rustningsindustrien.
J. Howard Millers We Can Do It-plakat er en hyldest til disse kvinder, en slags civile amazoner, som afstår fra en række traditionelle kvindeting for at springe ud som frie – og maskuliniserede – væsner. Man går ikke fejl af den knyttede næve, blottede biceps og aggressive albue lige i synet på betragteren. Krigen har hærdet Rosies krop, næsten med den »trodsige Legemliggørelse af mandig Kraft«, som Adolf Hitler priser.
Alligevel besidder ansigtet den hjerteformede skønhed, som er særegen for kønnet. Man kan allerede skimte den konflikt af dimensioner, der opstår ved krigens slutning, hvor den nyvundne styrke skal afvikles, og kvinderne skal tilbage til kødgryderne. Av av, den varme krig på de fjerne slagmarker i Europa og på Stillehavsøerne rykkede hjem som en kold kønskrig i hverdagen. Men det er, næsten, en anden historie.
Der er erklæret våbenhvile i den daglige kønskrig, så længe mændene er optaget af at skyde nazister. Coca-Cola afspejler de tvangsharmoniske hjemlige kønsforhold i mange reklamer under Anden Verdenskrig. I den her viste plakat genindspilles en klassisk krigskvinderolle, Florence Nightingale, der som britisk sygeplejerske under Krimkrigen i midten af 1800-tallet tog sig så uegennyttigt og helgenagtigt af de sårede soldater, at hun blev et begreb.
Hos Coca-Cola har den noget støvede Florence fået en gevaldig gang lak, og kjolen er krøbet godt op. I stedet for sårsalve og forbindinger kan Coca-Colas rulleskøjteprinsesse forsøde soldatens liv under orlov med sukkervand og glatte ben. Ikke en øjenkrog eller trusse er vel tør efter denne ugebladsromance.
Florence Nightingale ligger for en umiddelbar betragtning fjern fra den måske mest udbredte krigskvinderolle, offeret, der kendes fra plakater rettet mod de mandlige soldater, som skal motiveres til fortsat kamp. I denne passive rolle nævnes kvinder næsten altid i samme åndedrag som børn.
Fælles for Florence Nightingale og krigens ’kvinder og børn’ er dog en af de mest traditionelle kvindelige værdier, omsorg, der er beslægtet med reproduktion. Ligesom kvinden kan blive offer, kan hendes børn blive det, og drejer det sig om voksne drengebørn, ofres de af moderlandet som soldater. Derfor ses den sørgende mor med sin døde søn i skødet ofte i forbindelse med krigsmindesmærker – det gælder for eksempel Mindelunden i Ryparken, Hellerup.

Her er så måske forklaringen på de nøgne fredsaktivister. Den kvindelige offerrolle gøres af disse kvinder til et redskab. Aktionens enkelte kvinde har lagt sig på jorden blottet og forsvarsløs som et offer for krigsliderlige mænds bomber eller voldtægt. Hun har på det samlede kvindekøns vegne lagt sig som ’forebyggende offer’, der skal modsvare et ’forebyggende angreb’. Hendes demonstrative nøgenhed er en tålelig vaccination, der skal komme tvungen og dødelig blottelse i forkøbet. Det er lige før, hun byder sit skød til bajonetterne for at bevise krigens rædsel.
Så vidt kommer det ikke, heller ikke på bogomslaget til FN’s rapport (skrevet af Ellen J. Sirleaf og Elizabeth Rehn for UNIFEM) om situationen for verdens kvinder anno 2002.
Forsidefotografiet, der er taget af den palæstinensiske fotograf Musa al-Shaer, viser et par kvindearme, der løftes mod en kampvogn. Billedet har det hele: De nøgne, ubeskyttede, ikke-uniformerede, civile kvindearme, der hæves i en ubestemmelig blanding af overgivelse og protest. Gennem armene skimtes det maskuline, militære isenkram med hævet kanon.
Jo, dette bruges som et globalt – og kvindepolitisk indforstået – sindbillede på køn og krig. Eller med rapportens egne ord: »Kvinders kroppe er blevet en slagmark, hvorpå modstridende kræfter kæmper«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu