Læsetid: 3 min.

Tabes terrorkrigen?

Frygten for at pakistanske atomvåben kan falde i hænderne på al-Qaeda overskygger de seneste succeser i jagten på terrornetværket
15. marts 2003

ANALYSE
Samtidig med, at krigstrommerne buldrer i Den Persiske Golf, har USA langt om længe opnået væsentlige fremskridt i krigen mod al-Qaeda.
Anholdelsen af Khalid Sheik Mohammed i slutningen af februar var en god fangst. USA karakteriserer ham som hjernen bag 11. september og sætter ham ydermere også i forbindelse med mordet på den amerikanske journalist Daniel Pearl i Pakistan i 2002.
Med anholdelsen er USA godt på vej til at æde sig ind på lederne omkring Osama bin Laden. Siden sidste sommer er fem ledere blevet anholdt og erfaringer fra de fire første viser, at man hver gang får vigtige informationer ud af det. Udover at amerikanerne dermed nærmer sig en opfyldelse af et af sine militære mål for krigen mod terrorisme, nemlig at fange mændene bag 11. september, får de både information om, hvordan netværket fungerer, og hvad det har af planer.
Meget tyder dog på, at de også får en masse misinformation, der i hjemlandet fører til den ene falske alarm efter den anden, som skræmmer de amerikanske borgere til at fylde boligerne med vand, konserves og gasmasker.
Netop nu svirrer et – ubekræftet – rygte om, at selveste Osama bin Laden skulle være gået i nettet. Spørgsmålet er imidlertid, hvad de gode fangster reelt betyder og i videre forstand, hvad en tilfangetagelse af Osama vil have af konsekvenser for krigen mod terrorisme. Symbolsk vil det naturligvis være en kæmpefjer i hatten for Bush, der med pågribelsen endelig kan slå et kryds over den værste af dem alle.
Problemet er, at Bush dermed langt fra kan læne sig tilbage i stolen og selvtilfreds puste ud efter anstrengelserne. I hvert fald ikke hvis man kan regne blot en smule med, hvad hans egen chef for CIA siger, nemlig at vi er på vej ind i »en ny verden af spredning«, underforstået spredning af masseødelæggelsesvåben.
Ved en høring i Kongressen 11. februar talte CIA chefen George Tenet om det »21. århundredes domino-teori«, hvormed han pegede på en stigende trussel fra spredning af atomvåben og nukleart materiale fra svage stater til terrornetværk.
Tenet glædede sig over, at det var lykkedes at anholde 3.000 formodede terrorister i op mod 100 forskellige lande. Ganske vist måtte han tilføje det lille ord formodede og indrømme, at en del af de pågrebne måtte slippes fri igen, fordi de viste sig ikke have meget med den store sag at gøre. Men alligevel!
Efter disse beroligende og på sin vis selvsikre bemærkninger, der oven i købet blev fremsat inden den store fangst af Khalid, fortsætter Tenet med at oprulle et skrækscenario af de helt store. Problemet er, fastslår han både med rette og med overbevisning, at kombinationen af svage stater, der besidder masseødelæggelsesvåben og globale terrornetværk, der netop har gjort udnyttelse af de selv samme stater til deres speciale, stiller USA og supermagtens allierede over for nogle trus-ler, der byder på kæmpeudfordringer i årevis fremover.
Det har længe stået klart, at al-Qaeda faktisk har vist interesse i både atomvåben og radioaktivt materiale til brug ved fremstilling af ’beskidte bomber’. I en bemærkelsesværdig artikel i det nyeste nummer af det amerikanske tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists kan man næsten som en illustration af Tenets værste anelser læse en artikel, der konkret dokumenterer, at pakistanske videnskabsmænd har forsøgt at videregive såvel materiale, teknologi som viden til al-Qaeda og grupper med tilknytning til netværket.
Motiverne er vrede over, at Pakistan vil indordne sig, det, de pågældende videnskabsfolk betegner som, den amerikanske orden i Mellemøsten og Sydøsten. De gør gældende, at det bør være de muslimske samfund, der drager nytte af den viden, som er blevet udviklet i det pakistanske atomvåbenprogram og ikke, at Pakistan underordner sig USA’s interesser i regionen.
Deres motivation til at samarbejde med al-Qaeda voksede efter, at Pakistan begyndte at hjælpe USA i krigen mod terrorisme. Nu vil amerikanerne have Pakistans støtte til en krig mod Irak. Man kan kun frygte, hvad det betyder for situationen i Pakistan og andre såkaldte svage stater, der interesserer sig for at udvikle masseødelæggelsesvåben. I det perspektiv er anholdelsen af Khalid ret betydningsløs i fremtidens krig mod terrorisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her