Læsetid: 3 min.

Teatret lider af Hamlet-lammelse

Skal teatret være demokratiets vagthund, blev der spurgt under vred og spredt fægtning på den internationale T-dag
29. marts 2003

»Hamlet lader sine skuespillere spille ’virkelighed’ for at afsløre mordet på Claudius. Kan vi også gøre det med vores teater, nu hvor vi er i krig?« spurgte ordstyreren Mikkel Stubbe Teglbjærg på Bådteatrets debatmøde for den internationale teaterdag, T-dag.
Så var diskussionen antændt på den gamle båd i Nyhavn.
»Nej, teatret skal ikke være demokratiets ’watchdog’,« sagde dramatikeren Jokum Rohde. »Jeg tror fortsat på, at kunstens fremmeste mål er skønhed.«
»Jeg vil altså gerne bruge mit teater – mit fag – til at udtrykke min mening. Og jeg har lyst til, at vi begynder at tale moral,« sagde Bådteatrets direktør Tue Biering. »Men vi lever med dét der Hamlet-syndrom: Vi er handlingslammede.«
»Teatret og samfundet er forbundne kar, « sagde Jytte Andersen, Socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører. »Almindelige mennesker har svært ved at udtrykke deres forargelse over Irak-krigen på en måde, der kan interessere andre end konen og kæresten. Jeg tror, at de fleste kunstnere har lettere ved at udtrykke sig. Mange kunstnere har i hvert fald en vrede, og det må teatrene give rum for.«

Omkring egen navle
»Teatrets ’vi-hører-ikke-til-i-samfundet’-fornemmelse provokerer mig,« sagde skuespilleren Andrea Vagn Jensen. »Teatret i Danmark lukker sig meget om sig selv. Vi spiller omkring egen navle. Jeg er vred, og jeg føler et ansvar for at sige noget fornuftigt. Kendthedsfaktoren giver os skuespillere mulighed for at komme til orde, og jeg har tidligere udtalt mig om ting, der er blevet opfattet politisk. Men jeg kan jo ikke udtale mig om noget, jeg ikke ved noget særligt om. Jeg blev f.eks. ringet op af DR Nyhederne, der gerne ville have mig til at komme og fortælle om Irak-krigen. Jamen, jeg er da ikke ekspert på Irak – jeg er skuespiller!«
»Hov,« afbrød en mandlig tilhører. »Kunstnere har altså ikke noget større ansvar for verden end vicedirektøren på Danisco eller arbejdsmanden på Holmen. Vi har allesammen et ansvar.«
»Jeg savner, at teatret gennemskuer sine rammer noget bedre,« sagde dramatikeren Christian Lollike fra tilskuerpladsen. »Det Kgl. Teater burde f.eks. sende sine skuespillere på gaden og ytre sig – og samtidig lade dem spille på scenen.«

Succesfuldt dansk teater
Men det tager længere tid at vende en stor skude end en lille. Ovre på Kgs. Nytorv blev teaterdagen forbigået i stilhed – selv om opførelsen af Schillers Kabale og kærlighed på Stærekassen selvfølgelig rummer dilemmaet omkring følelse og pålagt pligt.
I det velforankrede Teatermuseum på det gamle Hofteater på Christiansborg var logerne til gengæld overfyldte med debativrige teaterelskere.
»Dansk teater er en fantastisk succes,« sagde Skuespillerforbundets formand, Henrik Petersen. »I 1950’erne var det fem procent af befolkningen, der gik i teatret – nu er det omkring 40 procent!«
»Men i teaterverdenen har vi ikke turdet tage stilling,« sagde skuespilleren Pia Rosenbaum. »Jeg har set en samfundsdebat blive undertrykt på grund af politisk korrekthed. Teatrene holder sig til det sikre repertoire.«
»Ja, og forestillingsprojekterne uden for de etablerede teatre og børneteatret er skammeligt underprioriteret i den offentlige støtte fra Teaterrådet,« sagde instruktøren Mogens Pedersen. »I den forbindelse vil jeg gerne skyde på medierne, for det er åbenbart ikke in at skrive om børneteater.«

Turpas
Berlingske Tidendes teateranmelder, Me Lund, indrømmede straks: »Vi svigter på børnekulturområdet,« sagde hun.
»Der skal flere midler til,« opsummerede skuespiller Søren Spanning. »Så er der nogen, der kan give mig en forklaring på, hvorfor teaterlovsrevisionen er blevet udsat? Jeg får den grumme tanke, at det er, fordi vi skal have et nyt skuespilhus på Det Kgl. Teater først. Jamen, halløj, hvorfor finder vi os i, at Det Kgl. Teater skal sætte dagsordenen for alt andet teater?« spurgte Søren Spanning.
Den kommende skuespilchef for Det Kgl. Teater, Mikkel Harder Munck-Hansen prøvede at forklare: »Jamen, Det Kgl. Teater har kæmpet for et nyt skuespilhus helt siden sidste krig,« sagde han.
Men så sprang PR-manden Christian Have ind i rollen som mægler. »Jeg vil gerne forære alle folketingets medlemmer et turpas til 10 teaterforestillinger, så de kan se, hvad dansk teater er lige nu. Noget tyder jo på, at de ikke kender det.«
Formanden for det nye ’kunstråd’ hedder Lars
Liebst. Han deltog ikke i disse to teaterdagsdebatter, men han behøver næppe noget turpas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu