Læsetid: 2 min.

Tegn din egen havnefront

Kunstfonden på nettet til vands og i byen
4. marts 2003

Arkitektur
Så er der en måned endnu, til at give bud på havnefronterne i Århus, Ålborg, Esbjerg, Nyborg, Korsør, Kalundborg og København. Syv store ind- og udskibningssteder som ikke længere er, hvad de var rent erhvervs- og havnemæssigt.
I alt fald ikke sådan med sække og kasser og piger på kajen.
Men hvad de ikke er, det kan de blive, på anden vis. Og det var det Kunstfondens Arkitekturudvalg lagde op til for et par måneder siden ved at åbne for ideer på nettet, med 60 inviterede arkitekter i alle aldersklasser, som mod gode ord og betaling blev inviteret til at give bud på retoucheudgaver af et billede i hver havn, og siden åbent for everybody på adressen www.havn.kunstfond.dk hvor der kan males og tegnes og gives en kort forklaring.

Vandkonstruktioner
Ålborg havnefront har netop fået et nyt og realistisk prospekt tegnet af Coop Himmelb(l)au, en østrigsk-amerikansk arkitekttegnestue med dekonstruktion og ny futurisme på samvittigheden. Deres forslag til et musikhus ved Limfjorden er præcis så spinkelt i sit glastag, som Henning Larsens elefanthus af en opera på Dokøen i København burde blive i sin facade.
Men også mindre danske havne er under omdannelse – Dragør, Ringkøbing, Vejle og Frederikssund. Fra skibsfart og fiskeri til kontorerhverv, boliger og småindustri.
Ialt er der 80 danske havnebyer i egentlig erhvervsmæssig forstand, og selv om Kunstfondens udvalg hører til de større af slagsen kan eksemplerne være karakteristiske nok som affyringsramper for principielle forstillinger om udnyttelsen af vandfronter og indskæringer i større eller mindre købstæders byareal.
Og de foreløbig 60-70 udspil på nettet dækker da også visuelt alle tænkelige rumlige principper for en udbygning i forhold til det våde horisontale element.
Der er husbåde og højhuse, strukturer ind over vandfladen som husbroer og edderkoppespind, kunstige vandhaver og krumme bygningsformationer, kajkantninger og fritstående tårne.

Søtransport
Det største problem ved de hurtige udspil er, at de er meget generelle som udsagn betragtet.
Enhver lokalitet har jo netop en egenart, en dimension eller skala, et bagland af trafik eller fysik i mødet mellem by og kaj, land og vand. Af en art som kræver overordentlig omhu og mindre spektakulære løsninger end mange af dem, der hidtil er bragt til torvs i havnecyberspace.
Men netop derfor kunne der måske være grund til nu selv at gå direkte på nettet og revidere eller maksimere forestillingerne, og bringe yderligere fantasi eller realisme ind i billederne – inden de bliver bragt ud af det virtuelle rum og ind i lokale udstillingssammenhænge.
Og derefter, måske, punktvis bearbejdet og reliseret.
For www.havn er ikke kun tænkt som en arkitekturleg, det er også et forsøg på en anden slags demokratisk udveksling af synspunkter om byernes fremtid.
Kunstfond-arrangørerne Dorte Mandrup-Poulsen og Hans Peter Hagens, to af Arkitekturudvalgets tre medlemmer, insisterer på en menneskelig dimension i udviklingsdebatten. Med både skrammellegepladser for voksne, og særligt fokus på danske havnerum som noget helt unikt. Ikke kun som idyl og udstykning til marinabeboelse, også med henblik på nye havnefunktioner.
Man kunne tilføje: Transportterminaler som i Køge, containertrafik som i Københavns Nordhavn, og mindre ind- og udfaldsveje langs fjordkyster og åbent vand.
Nye former for søtransport kan godt vise sig konkurrencedygtige i et kommende lavenergisamfund. Så:
Ship ohøj! Knæk og bræk! Ved skærmene klar!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu