Det er en ret tam lyd. »Klik,« siger det. Og så ingenting.
Niels Ole Madsen drejer tændingsnøglen igen. Klik. Ingenting. Fandens også, tænker han. Der er altid problemer med den forbandede bil. En sveddråbe løber ned over hans kind, og håret er vådt i nakken. Hele dagen har han slæbt containere med blomster ud til franske blomsterhandlere, og nu er hans Scania 124/420 så død som en røget sild.
Han står midt ude i det franske landskab og har mildt sagt travlt.
12 steder skal han aflevere blomster til franske blomsterhandlere, og ni franske vinproducenter venter ham. På fem dage. Desuden skal han køre omkring 4.000 kilometer på danske, tyske, bel-
giske, luxembourgske og franske landeveje.
En Tour de Force uden tid til svinkeærinder.
Dagen inden uheldet er han blevet budt på den barske menu hos handelsfirmaet Samlast i Odense. De mange ordrer skal lastes på den helt rigtige måde. Mange af kunderne bor på afsidesliggende steder, som kræver et godt kendskab til området. Og tiden er knap. Programmet ville få en mere uerfaren chauffør til at miste ansigtskuløren. Men ikke Madsen.
»Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke lader mig stresse. Hvis det går i ged, ringer jeg hjem og siger, at det braser sammen,« siger han.
Sådan har det ikke altid været.
Stress fik ham faktisk til at opgive tilværelsen som vognmand i 1988. Kroppen sagde stop. Og så sagde Madsen også stop. Der er andre ting i livet end arbejde, tænkte han. Det er ikke prisen værd. Jeg bliver nødt til at lytte til min krop. Han gentager det flere gange. »Man skal lytte til sin krop«.
Det er hans lære af de stressede år som vognmand. I stedet kørte han videre som almindelig chauffør. Men selvom han har gearet ned, brokker kroppen sig stadig.
Den 27. juni sidste år fik han indopereret to nye hjerteklapper. Hver aften spiser han to til tre piller med hjertemedicin for at fortynde blodet, så det ikke sætter sig på hjerteklapperne. Spiser han for mange piller, får han mavesår.
Eksportchauffører er sammen med hjemmehjælpere, ansatte på døgninstitutioner og buschauffører de faggrupper, hvor arbejdsbetingede hjertelidelser oftest fører til indlæggelse. Det har Arbejdsmiljøinstituttet (AMI) dokumenteret i to nye rapporter. Fælles for faggrupperne er, at de arbejder under stort pres og har lille indflydelse på deres arbejde. Også kaldet psykosociale belastninger.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Keld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet koster arbejdsskader i kategorien »psykiske lidelser« herunder stress årligt det danske samfund 2,6 milliarder kroner. Og hver fjerde dansker er så stresset, at det går ud over helbredet og truer livskvaliteten, oplyser leder af stressklinikken på Hillerød sygehus, Bo Netterstrøm.
Men de tal ved Niels Ole Madsen ikke noget om.
Han ligner han en ung bedstefar, der lige er kommet ind fra haven. I kappeløse sikkerhedstræsko, lyseblå, slidte Wrangler jeans, en mørke sweatshirt og en sort platickam i baglommen til at rede det bølgende, grå hår sirligt på plads.
Neglene er perfekt klippede, og hænderne stærke og tykke af hård hud. Det kødfulde ansigt ændrer sig når han griner; kinderne bliver tykkere, smilerynkerne dybere og et drilsk glimt spiller i øjnene.
Men selvom han ligner en rigtig bessefar og har fire børnebørn, er det traditionelle familieliv er ikke noget for den 57-årige Madsen. Han er en fri fugl. En rullende cowboy på Europas åbne prærie. Med ansvar for en bil til 1,8 millioner. Foruden lasten. Og en vis grad af frihed. Han arbejder fire uger af gangen og har så to uger fri, hvor han tager hjem til landsbyen Illo i det sydlige Finland. Han plejer at sige, at han købte sit hus ved et uheld i 1998. I dag bor han bor alene.
Vi ruller. En let summen under fødderne fortæller det, mens regnen slasker mod ruden og Sebastian danser på vulkaner på P3. Madsen giver maven lidt frirum ved at åbne sit bælte, gaber og spiser et æble og lidt kanelknækbrød. Det skylles ned med danskvand. Fartbegrænseren sikrer, at vi holder os på 90 kilometer i timen. I Padborg bliver bilen tanket, og Madsen sludrer med en kollega, der kører med en last af mobiltelefoner.
Det er en risikabel sag. Lasten er mange millioner værd og slik for landevejsrøvere.
Af samme grund får chaufførerne først besked om lastens indhold lige før, de kører. De har ordrer om ikke at stige ud af bilen og ikke at standse unødigt, før de når frem til aflastningsstedet i Bologna. Bilen har et sattelitsystem, som gør det muligt at overvåge den fra Danmark, og bilen bliver ringet op hver gang, den standser i længere tid. Skulle chaufførerne blive standset af politiet, har de papirer med, der giver dem ret til at blive i bilen. Madsens kollega virker lidt nervøs ved situationen.
Det er forståeligt.
Sidste år blev 50 danske chauffører ifølge de officielle rapporter overfaldet. Det reelle antal er formentlig en del højere. Da Madsen blev overfaldet for præcis et år siden, var han heldig.
Det var torsdag aften ved 22-tiden. Han var på vej hjem med vin fra Frankrig. Stoppede for natten på en uoplyst rasteplads i Tyskland. Klokken halv fem kom de. Lyset i vognen var indstillet til at tænde, når døren blev åbnet. Tilfældigvis. Derfor opdagede han dem. De havde stukket en skruetrækker ind i låsen og vredet den rundt. Han kunne skimte to østeuropæske mænd udenfor. Han kom op og råbte, »Hvad laver I?«. Smækkede døren i hovedet på dem. De stak af. Først var han lidt slået ud. Han fik hjælp til at sætte låsen på plads igen af en dansk chauffør. Gik rundt og spurgte, om nogen havde set noget. Det var der ikke.
Måske skulle han ringe til politiet, men han ville væk. På den næste rasteplads traf han det tyske politi. Han forklarede dem situationen. De var for-stående, men han skulle have ringet straks. Senere tænkte han, at han skulle have sparket overfaldsmændene i hovedet. Sådan nogle svin. Han var ikke bange. Han var vred. Så traf han en beslutning. Det må ikke ske igen. Aldrig mere. Det må være min sikkerhed, der kommer i første række, tænkte han. Jeg er ligeglad med køretidsreglerne. Jeg kører for lang tid eller stopper tidligt. Jeg vil kun overnatte på sikre steder. Og så kørte han videre.
Turen er en smule ensformig. I starten. Med en selvfølgelighed som kørte han rundt i en mindre dansk provinsby fører Madsen os rundt til de franske blomsterhandlere uden på noget tidspunkt at kigge på kortet. Hvert sted er rutinen den samme: Han åbner dørene, kører liften op, hiver containere med blomster ud til kunden. Henter og pakker et tilsvarende antal containere, strammer en sele, der holder dem på plads og udfylder fragtpapirer.
Nogle steder udspænder der sig en kort samtale med blomsterhandlerne, andre steder ikke. Vi er et stykke ude på landet. Bag drivhuset hos blomsterhandleren i Chamblis humper en halt schäferhund omkring. I gartneriet går en ældre kvinde rundt og fejer. Madsen er i gang med at pakke noget af sendingen om. Det giver visse problemer.
»Pis,« lyder det inde fra vognen. Men omsider kommer containerne på plads. Og der mangler kun to afleveringer, inden vi er klar til at køre mod Paris. Tror vi.
Klik! Madsen drejer tændingsnøglen igen. Klik. Bilen nægter at starte. Og den flade klik-lyd tyder ikke på, at den har tænkt sig at gøre det foreløbig. Madsen kigger resigneret op, sukker og griber sin mobiltelefon. Han ringer til værkstedet i Danmark. Hans stemme er mærkeligt tyk, og han sveder. Febrilsk går han i gang med at søge efter oversigten over Scania forhandlere i området. Han finder bogen, går ind i drivhuset og forklarer blomsterhandleren situationen så godt, han formår. Franskmanden prøver at trække Scaniaen i gang med sin lastbil.
»No! Stop,« råber Madsen. Det går ikke. Bilen er ikke i nærheden af at starte.
Eksportchaufføren ringer til Exposa for at fortælle, hvad der er sket. Så ringer han til sin vognmand, Ole Larsen i Bra-brand.
»Det er noget lort, det her. Exposa er sure. De siger, vi kører i stykker for tit,« fortæller han.
Og det er virkelig noget skidt. Mens vi venter på assistance, går chaufføren langsomt rundt om sin bil. Hovedet er bøjet, og panden rynket. Allerede fredag havde han sagt til mekanikeren, at bilen havde en mærkelig lyd. Men det havde mekanikeren ikke tid til at kigge på. Han ville hellere hjem. Og nu holder han her. Kørt i stykker for femte gang på et halvt år. Pludselig lyser han op i et desperat smil: »Nu er det vigtigste at finde et godt sted at spise i aften,« udbryder han.
Men han kan ikke rigtig holde begej-stringen. Han er forsinket.
Den eksklusive blomsterbutik Prim-fleur i hjertet af Paris får ikke sine blomster i dag. Ventetiden føles lang.
Men endelig kommer assistancen.
Klokken er 17:10, da en meget ung og målrettet mekaniker fra Scania France drejer op ad grusvejen for at se på bilen. Under stadig konversation med blomsterhandleren tjekker mekanikeren generatoren. Uden resultat. Han tjekker starteren. Med resultat. Den er færdig. En time og fem minutter efter sin ankomst er den unge mekaniker smurt ind i olie op til begge albuer. Men han har løst sin opgave. Madsen bander indvendig. Starteren var næsten ny.
Men værkstedet i Danmark har indkøbt et kopi-produkt for at spare penge. Amatører! Men den franske mekanikers effektivitet gør det muligt at nå to af de tre sidste afleveringssteder i dag. To minutter i lukketid når vi det sidste sted i Cormeilles. Morgentrafikken mod Paris skal undgås, hvis tidsplanen skal rettes op.
Vi er fremme ved åbningstid. Mens Clint Eastwood ser til fra en biografplakat, klares aflastningen i en ruf. Kaffen bobler lystigt, og vi prøver at komme fri af storbytrafikken. Men det er svært. Byen er vågnet, og scootere, motorcykler og små biler skærer konstant ind foran lastbilen. Ofte i blinde vinkler. Madsens humør er blandet. På den ene side har han lidt dårlig samvittighed over, at han er forsinket. På den anden side ved arbejdsgiveren godt, at han gør, hvad han kan.
»Der er en eller anden lille orm, der sidder og gnaver inden i èn. Når jeg gør det så godt jeg kan og ikke kan nå det alligevel, så bliver jeg sgu lidt ked af det,« forklarer han.
Og den her morgentrafik er et helvede. Endelig slipper vi dog ud af storbyens fangarme. På fire en halv time har vi kørt 80 kilometer. Og nu er lunten kort.
Det er ikke den normale hjælper, der kører trucken i Guyot. Rampen er våd, og trucken glider. Franskmanden vil ikke tage nogen chancer.
»Så stiller du den der,« råber Madsen på dansk. Han er rød i hovedet: »Nu er det mig, der bestemmer.«
Under megen banden og stønnen får han anbragt den første palle vin. En belgisk chauffør er ankommet i mellemtiden.
»Det er ikke den normale. Ham her er er ikke rigtig klog,« forklarer Madsen ham.
I fællesskab får de anbragt de sidste paller. Madsen beder franskmanden gøre papirerne klar, mens han gør bilen klar til afgang. No! Papirerne skal ordnes straks. Skulder ved skulder går de to kamphaner indenfor. Belgieren trækker på skuldrene og smiler lidt for sig selv. Vi er på vej hjem hvis vi kan undgå flere forsinkelser.
Violiner og kastagnetter knalder rundt i kabinen. Uheld synes at høre hjemme i en anden verden. I kabinen hersker violinisten Andrè Riou. Alte Kammeraden, Eine kleine Salonmusik, Wir bleibt Wien og Colonel Bugny. Publikum klapper og Madsen fløjter, mens han trommer på rattet og brummer med sin dybe bas. Han er ked af, at han ikke synger så godt. Hans far sang fantastisk. Lidt i retningen af Bing Crosby. Når han er i Finland, danser Niels Ole Madsen. Hvis du først går til dans i Finland, skal du låse dig inde ude på toilettet, hvis du ikke vil ud på dansegulvet. Han trommer på rattet.
»Når jeg hører sådan noget musik, kan jeg lige forestille mig, hvordan det er at danse med sådan en rigtig dejlig dulle,« siger han med et smil.
I Padborg skilles vore veje. Jeg skal med toget til København. Madsen ved ikke, hvor han skal hen i aften. Ikke hjem til vognmanden i Brabrand. Det orker han ganske enkelt ikke.
*Henrik Førby Jensen er freelancejournalist
