Læsetid: 5 min.

Trekants-drama bag skattepakken

Regeringen er tæt på at få sin skattepakke i hus. Men forhandlingerne har afsløret, at forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti bliver stadig værre. I de seneste uger er striden kommet til udtryk i forhandlingerne om skattepakken
31. marts 2003

ANALYSE
Var historien om den økonomiske politik en amerikansk krimi-serie, var der næppe tvivl om rollefordelingen: Anders Fogh Rasmussen spiller ’good cop’, og Bendt Bendtsen udfylder rollen som ’bad cop’. Venstres formand holder meningsmålingerne oppe ved ikke at genere danskernes privatøkonomi eller gøre indhug i velfærdssamfundet. Den konservative leder har påtaget sig det beskidte arbejde med at sige de upopulære ting og gøde jorden for nedskæringer og prioriteringer i den offentlige sektor.
Som sådan det perfekte makkerpar, hvis det ikke lige var fordi, seriens statist er ved at tilkæmpe sig en hovedrolle: Dansk Folkeparti er siden folketingsvalget rykket ind mod magten, og hvor forventningen i begyndelsen var, at de utrænede DF’ere hurtigt ville volde regeringen store problemer og føre til valgudskrivelse, er status i dag, at regeringen betragter DF som en solid og troværdig forhandlingspartner. Eller rettere: At Venstre gør det.
For Det Konservative Folkeparti giver DF’s opstigen anledning til hyppig irritation.
En række centralt placerede kilder i partierne og ministerierne, som Dagbladenes Bureau har talt med, giver et næsten entydigt billede af forholdet mellem de konservative og regeringens parlamentariske grundlag: Forholdet er præget af nid, nag, misundelse og konkurrence udover, hvad man kan forvente af den almindelige politiske kamp om indflydelse og vælger-gunst.
Konflikten bunder ikke blot i, at Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i nogen grad har kæmpet om de samme Gud-konge-fædrelands-vælgere.

På det politiske plan er det indlysende, at DF er i gang med at etablere sig som et parti, der har andet at byde på end stram retspolitik og udlændingepolitik – to områder, hvor DF’erne efterhånden har udspillet deres rolle, fordi det snart ikke er muligt at stramme mere.
DF placerer sig sammen med Venstre som et velfærdsbevarende parti, der vil sikre bedre sygehuse og ældreomsorg, uden at der skal tages noget fra nogen. Det efterlader en platform ud til højre for de konservative, der kan manifestere sig som den eneste borgerlige garant i regeringssamarbejdet og som dem, der tør tage diskussionen om, hvordan velfærdssamfundet finansieres i fremtiden.
Men problemet for de konservative er ikke blot, at deres advarsler om kursen klinger hult, når Venstre kategorisk afviser, at der overhovedet er behov for at gå ind i den upopulære diskussion om efterløn, dagpenge, børnecheck og brugerbetaling. Problemet er også, at Dansk Folkeparti på det nærmeste ser det som en selvstændig drivkraft at forhindre konservative sejre.
Selv om de konservative og DF eksempelvis har forslaget om at begrænse børnechecken til to børn i en familie til fælles, betyder det dårlige klima mellem de to, at det i øjeblikket synes utænkeligt, at partierne ville lægge fælles pres på Venstre for at få det gennemført.

I det hele taget præges forholdet af, at DF’erne aldrig hos de konservative har opnået samme anerkendelse og respekt som hos Venstre-folkene.
DF, der tidligere led under Poul Nyrup Rasmussens stempling af partiet som ’ikke-stuerent’, vil accepteres på lige fod med andre. Og det vækker vrede, at de konservative – som ved valget i 2001 fik langt færre stemmer end DF – fortsat agerer, som om Pia Kjærsgaard & Co. ikke hører til det gode selskab.
Som et medlem af Dansk Folkeparti udtrykker det: »Det er er kraftedeme vores skyld, at de konservative overhovedet kan køre rundt i ministerbiler.«
Det dårlige forhold mellem DF og Det Konservative Folkeparti stikker så dybt, at DF ved valget var meget tæt på at stille som ultimativt krav, at Anders Fogh Rasmussen dannede en ren Venstre-regering.

I de seneste uger er striden mellem K og DF kommet til udtryk i forhandlingerne om skattepakken, der er Bendt Bendtsens projekt.
Dansk Folkeparti har fra start været imod den konservative plan om at fjerne mellemskatten – selv om de fleste økonomer peger på, at det er her, samfundet får mest ud af pengene, fordi flere vil arbejde mere.
Uden den konservative leder var skattelettelser slet ikke kommet på tale nu – men DF har æren for, at den oprindelige ide er blevet udhulet i en grad, så Bendt Bendtsen har været tæt på at sætte hårdt mod hårdt og lade hele projektet falde.
Ifølge oplysninger til Dagbladenes Bureau går smertegrænsen for den konservative leder således ved, at der flyttes rundt på maksimalt en mia. kr. i skattepakken til 10,6 mia. kr. Samtidig vil Bendt Bendtsen ikke acceptere, at der skæres mere af lettelserne på mellemskatten til fordel for lettelserne i bunden.
De Konservative kan heller ikke leve med DFs krav om, at overførselsindkomsterne fredes helt til 2007. Rent faktisk er det Bendtsens plan, at der i et kommende regeringsgrundlag – hvis VK får endnu en periode ved magten – indskrives mål om velfærdsreformer.
Kilder vurderer, at skatteaftalen med Dansk Folkeparti formentlig ender med en passus om, at lettelserne ikke finansieres gennem serviceforringelser eller nedskæringer i overførslerne. En passus, som vil blive formuleret på en måde, så det tilfredsstiller DF, men uden at de konservatives hidses for meget op, eller manøvremulighederne i de kommende år ødelægges.
Hverken V eller K vil kunne leve med at være bundet på den økonomiske politik langt ind i næste valgperiode.

Mens Venstres topministre, Anders Fogh Rasmussen, finansminister Thor Pedersen og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har det rigtig godt med Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard og finansordfører Kristian Thulesen-Dahl, vækker de konservative ministre mishag i DF’s folketingsgruppe.
Især justitsminister Lene Espersen er lagt for had, fordi DF’erne oplever, at hun forsøger at gå uden om dem, selv når det drejer sig om forslag, DF selv har fremført.
Ikke overraskende førte DF’erne i denne uge an i kritikken i folketingssalen af justitsministerens håndtering af sagen om den nu forsvundne irakiske hærschef.
Forholdet til den konservative kulturminister Brian Mikkelsen er belastet af, at han gav udtryk for brækfornemmelser under Dansk Folkepartis sejrsrus under euroafstemningen.

Og mest af alt husker DF’erne, hvorledes Bendt Bendtsen tilbage på landsrådet i 1999 – kort efter sin tiltræden som konservativ partiformand, gav Dansk Folkeparti tørt på:
»Der er en afgrundsdyb forskel på os konservative og så det menneskesyn, som lanceres af det nye makkerpar i dansk politik - Glistrup og Kjærsgaard,« sagde Bendtsen og forklarede endvidere, at Dansk Folkeparti ikke skulle have noget at skulle have sagt på en borgerlig regerings politik.
»De kan stemme for vores forslag, hvis de vil. Eller de kan stemme sammen
med de røde,« lød det kategorisk fra den fynske betjent.

*Helle Ib er freelance-journalist tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her