Læsetid: 3 min.

USA rapper sig ind i Mellemøsten

Den amerikansk finansierede Radio Sawa skal forbedre USA’s image blandt arabere. Den slår på, hvad Mellemøstens ungdom har til fælles med amerikanerne, og den er et stort hit
26. marts 2003

Grænseløs musik
AMMAN – »Vi lytter til Radio Sawa, fordi den har det bedste musikudvalg. Når jeg kører bil, arbejder eller slapper af, er det den station, jeg hører.«
Ordene kommer fra en ung jordaner, der i Amman forklarer sine lyttepræferencer over for Information.
Radio Sawa er en af grundpillerne i den pr-kampagne, som det amerikanske udenrigsministerium har iværksat for at forbedre USA’s image blandt arabere og muslimer generelt. Stationen, der med popmusik og lette nyheder på arabisk, skal overbevise ungdommen i Mellemøsten om, at USA ikke er »den store satan.«
Indtil videre er det en succes. Faktisk er Radio Sawa blevet så stort et hit blandt unge arabere, at den amerikanske regering har bedt Kongressen om at bevilge en milliard kroner til at udvide Sawa-konceptet til også at omfatte en 24-timers arabisk- sproget tv-satelitkanal.

Mest populære station
Filosofien er enkel. I stedet for at understrege alle de punkter, hvor den arabiske befolkning er lodret uenig med den amerikanske regering som f.eks., når det handler om krigen mod terror, krigen mod Irak og Washingtons støtte til Israel, forsøger Radio Sawa – Sawa betyder sammen på arabisk – at understrege de ting som unge arabere har tilfælles med deres amerikanske jævnaldrende. Som f.eks. begejstringen for Eminem eller Shakira.
Og for at undgå indtrykket af vestlig kulturimperialisme er hver anden sang på Radio Sawa arabisk.
På få måneder er Radio Sawa blevet den mest populære radiostation her i Jordans hovedstad Amman.
I andre dele af Mellemøsten, hvor den amerikanske regerings forsøg på at påvirke befolkningen er mindre velkommen blandt regeringerne, som i Irak eller Saudi-Arabien, sender Sawa på kortbølge.

Slukker for nyhederne
Men kritikere tvivler imidlertid på, at Washington trods høje seer- og lyttertal vil opnå målet med image-kampagnen. At forbedre arabernes holdning til USA.
Der er således ikke mange tegn på, at stationen har ændret lytternes generelle indstilling til Amerika.
»Hver gang, nyhederne kommer, så slukker jeg. Men det gælder ikke kun Radio Sawa, men også de statslige radiostationer. De snakker om politik på en måde, som ikke har noget at gøre med vores dagligdag,« fortæller den unge mand.
Og han er ikke den eneste. Adskillige taxichauffører, Information har talt med, har det på samme måde. Musikken er i top. Men nyhederne ses som propaganda.
Jordanere er nemlig ligesom de fleste andre arabere i forvejen vilde med amerikanske produkter, filmstjerner og livsstil.
I Amman og andre arabiske byer er McDonalds, Dunkin Donuts, Kentucky Fried Chicken og utallige lokale kopier ligeså talrige og populære som i Vesten. Antallet af demonstranter foran amerikanske ambassader i Mellemøsten overstiger kun i særlige krisetider som disse, antallet der står i kø i håb om at få et visum.
Problemet er, siger de fleste jordanere, ikke USA, men USA’s politik.
Som en amerikansk kritiker har bemærket om en række tv-spots, der er en del af den amerikanske imagekampagne, og som beskriver amerikanske muslimers liv i USA som harmonisk.
»Disse spots ville være glimrende, hvis formålet var at fremme immigration til USA, men hvis formålet er at fremme forståelsen for USA’s politik i Mellemøsten fungerer de ikke.«
At få unge jordanere, der for 60 procents vedkommende er af palæstinensisk afstamning, til at elske Bushs ukritiske støtte til den israelske ministerpræsident Ariel Sharons jernnævepolitik over for palæstinenserne og den om muligt endnu mere upopulære krig mod Irak, synes at ligge uden for, hvad man kan opnå med propaganda.
Hvis USA vil være populær blandt unge arabere, må det ændre på dets politik i Mellemøsten ikke kun dets image, siger kritikere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her