Læsetid: 5 min.

’Den værste aviskrise siden 1945’

De store tyske aviser er i krise i en grad, der udløser bekymring for demokratiet hos nogle. En litteraturkritiker konstaterer beklemt, »i hvilket vanvittigt omfang standarderne for det tyske åndsliv har forandret sig til det stupide«
21. marts 2003

(2. sektion)

Tyskland
I en anmeldelse af brevvekslingen mellem Max Horkheimer og Theodor W. Adorno fra årene 1927 til 1937 konstaterede en af Tysklands mest fremtrædende og renommerede litteraturkritikere Joachim Kaiser i Süddeutsche Zeitung i mandags, at man ikke kun læser denne korrespondance fuld af beundring, men samtidig med en følelse af skam: Dannelsesniveauet og klogskaben hos disse to mænd var så overvældende højt og deres breve præget af deres »levende viden« samt lysten til en »formulerende tænken«, at man »beklemt må konstatere, i hvilket vanvittigt omfang standarderne for det tyske åndsliv har forandret sig til det stupide.«

Et nationalt forum
At det endnu ikke ser helt håbløst ud med hensyn til det intellektuelle niveau i Tyskland, har ikke mindst de seriøse og såkaldte overregionale aviser en væsentlig andel i: De liberale Süddeutsche Zeitung og Frankfurter Rundschau, den konservative Die Welt, den alternative Tageszeitung såvel som institutionerne Neue Zürcher Zeitung og Frankfurter Allgemeine Zeitung, som begge lige har delt tredjepladsen i en opgørelse over verdens mest renommerede aviser – efter The New York Times og den britiske Financial Times.
I et land med 82 millioner indbyggere, 16 delstater og et hav af lokale publikationer samt radio- og fjernsynsstationer er det disse seks aviser, som danner det, man kunne betegne som et nationalt forum. Det er her, alle vigtige diskussioner bliver ført: fra den klassiske Historikerstreit, over Bubis-Walser-debatten til den aktuelle diskussion omkring den tyske holdning til krigen i Irak.
Som en af FAZ’s indflydelsesrige udgivere, Frank Schirrmacher, skrev i en betegnende leder sidste weekend: Mellem tre og fire uafhængige overregionale medier formulerer og animerer den politiske, økonomiske og intellektuelle diskurs.
»Der har i de seneste år i en sand evolutionær proces dannet sig en stadigt voksende og omfattende intellektuel kompetence hos de vigtige tyske aviser. Aviserne overtog sågar opgaver, som tidligere var forbeholdt fagskrifter, og de erstattede publicistiske organer og institutioner, som ikke længere kunne finansieres eller fik opbakning af det brede publikum. Utallige aviser og tidsskrifter i dette land, utallige internetfora og newsgroups lever, bevidst eller ubevidst, af de forudsætninger, som dagligt skabes af de få eksisterende kvalitetsaviser og deres journalister og korrespondenter. Viser det sig dog, at dette system ikke længere er ønsket eller muligt at finansiere, så slår substanstabet ned, helt til sidste led, i den intellektuelle anvendelseskæde.«
En vurdering, som også filosoffen Jürgen Habermas er enig i: »Disse aviser danner rygrad for den diskursive indre opbygning af en fri politisk menings- og viljedannelse. De er grobunden for en argumentativ substans, som hverken kan erstattes af den regionale dagspresse eller et af privatisering betrængt fjernsyn. Fjerner man dette fundament under en splittet politisk offentlighed, så vokser muligheden for en manipulation af den offentlige bevidsthed.«

Kløft
At denne diskussion bliver ført med en sådan intensitet i disse dage, skyldes den tiltagende kløft mellem kvalitetsavisernes selvforståelse og deres aktuelle situation, dvs. mellem deres publicistiske succes på den ene side og deres økonomiske krise på den anden.
I sidste uge meddelte forlaget for Süddeutsche Zeitung, at man ser sig nødt til at indstille det regionale tillæg for Nordrhein-Westfalen. Tillægget havde i dets 14 måne-
ders eksistens ikke kun fået ros for dets dækning af begivenhederne i Tysklands største delstat med sine 18 millioner indbyggere. Det havde også skaffet 10.000 nye abonnenter og dermed forhøjet avisens oplag i Nordrhein-Westfalen med 30 procent til lidt over 40.000. Alligevel så forlaget sig nødt til at stoppe projektet, fordi udgifterne ikke kunne dækkes på grund af en manglende annoncering.
Denne meddelelse var blot én i en strøm af dårlige medie-nyheder, som tyskerne har kunnet læse om de sidste to år. Allerede i fjor blev Süddeutsche Zeitungs daglige udgave – på trods af et stigende abonnenttal, som er ved at runde de 450.000 – reduceret fra 80 til mindre end 50 sider, og omkring 80 journalister blev afskediget. Som årsag peges igen og igen på den almene økonomiske krise, som har ført til en markant tilbagegang af reklamer. Derudover har internettet overtaget mange af de klassiske job-, bil- og boligannoncer.

Besparelser
Disse kendsgerninger gør sig naturligvis også gældende andre steder: Hos FAZ måtte 100 ud af cirka 400 journalister forlade redaktionen; Bilder und Zeiten, Tysklands uden tvivl flotteste weekendtillæg, Berliner Seiten, et dagligt hovedstadstillæg, den engelsksprogede FAZ-udgave i samarbejde med the International Herald Tribune såvel som FAZ Business Radio – alle ambitionsrige og nyskabende projekter – måtte lukkes, de sidste tre efter en forholdvis kort levetid.
Og sådan kunne man blive ved. Besparelser og fyringer hos Die Welt, Neue Zürcher Zeitung og Frankfurter Rundschau. Die Woche, den første ugeavis med et særligt fokus på øst-vest-spørgsmål, gik konkurs og hører nu fortiden til. I dag er der 10.000 arbejdsløse journalister i Tyskland. »Avisernes omfang er nu ført tilbage til det minimum, som ikke kan underbydes uden en indskrænkning af den publicistiske kvalitet,« kommenterede Neue Zürcher Zeitung.
FAZ tilsluttede sig: »En hel aviskultur står til disposition.« Mathias Döpfner, bestyrelses-formanden for Axel-Springer-Forlaget, som udgiver både den boulevardeske Bild-Zeitung og Die Welt, taler om »den værste aviskrise siden 1945«. Chefredaktøren på Frankfurter Rundschau, Wolfgang Storz, ser endda en »fare for demokratiet«. Og hvad værst er, også i året 2003, er der ingen ende på krisen i sigte.

Mellem frihed og støtte
Sidstnævnte Storz er nu selv gået nye veje for at afvende den truende konkurs på den traditionsrige Frankfurter Rundschau. I sidste uge spurgte han regeringen i delstaten Hessen om et statsgaranteret banklån på 10 millioner euro. Ministerpræsident Roland Koch viste sig positiv over for ansøgningen, hvis bladet på denne måde kan reddes. Alligevel vakte dette skridt opsigt, idet der i Tyskland – bortset fra en reduceret moms på syv procent – ikke er tradition for statslig støtte til aviserne. En sådan økonomisk forvikling bliver betragtet som en mulig fare for, eller indskrænkning af, pressefriheden.

Litterær intelligens
Er dette så vejen frem? Staten i stedet for markedet? Lige nu gælder, hvad Frank Schirrmacher formulerede således: »Aldrig var den berømte tyske inderlighed, dvs. tankerigdom og indre frihed, historisk set mere moden end i de store overregionale organer. De er det eneste, det allersidste sted i vores medial-orale sludresamfund, hvor den skriftssproglige, dvs. litterære intelligens overhovedet stadig kan udfolde sig. Denne tradition står over for indskrænkelser. Ganske vist er Aftenlandet ikke ved at gå under, men det kunne være, at et eller andet eller en eller anden frarøver dette land en del af dets sjæl.« Som bekendt måtte allerede Adorno og Horkheimer opleve en lignende situation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu