Læsetid: 5 min.

Velkommen til en uhyrlig verden

Hvordan skal man beskrive en så grufuld begivenhed som resultatet af de amerikanske missiler mod et indkøbsstrøg i Bagdad? Måske vil en medicinsk rapport være mere passende
27. marts 2003

SHA’AB, Bagdad – Det var uhyrligt og modbydeligt. En kløvet hånd på metaldøren, blod- og mudderpøle på vejen, menneskehjerner inde i en garage, de forbrændte rester af en irakisk mor og hendes tre små børn i deres stadig ulmende bil. To missiler fra et amerikansk jetfly dræbte dem alle – mere end 20 irakiske civile, sprængt i stumper og stykker før de fik en chance for at blive ’befriet’ af det land, som gjorde det af med dem.
Hvem vover at kalde det ’utilsigtet samtidig skade’, spørger jeg mig selv?
Abu Taleb Street var fyldt med fodgængere og biler, da den amerikanske pilot nærmede sig i den tætte sandstorm, som i går morges indhyllede det nordlige Bagdad i et tæppe af rødt og gult støv og regn. Det er et usselt og fattigt kvarter med beskidte garager, overfyldte lejligheder og billige caféer. Hovedparten af indbyggerne er shiamuslimer, de selvsamme mennesker, som de herrer Bush og Blair stadig håber, vil rejse sig mod Saddam. Alle, jeg har talt med, hørte flyet. En mand var så chokeret over de hovedløse kroppe, han lige havde set, at han kun kunne sige to ord: »Brag, glimt,« blev han ved med at gentage, mens han klemte øjnene tæt sammen.
Hvordan skal man beskrive en så grufuld begivenhed? Måske vil en medicinsk rapport være mere passende. Dødstallet er nu 15, men forventes at nå op på 30, og irakerne er vidner til sådanne begivenheder hver eneste dag, så der er ingen grund til ikke at beskrive hele sandheden.

Blodig frokost
Et andet spørgsmål dukkede op i mit hoved i går. Hvis det her er, hvad vi ser i Bagdad, hvordan mon der så ser ud i Basra, Nassariyah og Kerbala? Hvor mange civile bliver slået ihjel der, helt anonymt uden at blive registreret for der er ingen reportere på stedet til at bevidne deres lidelser?
Abu Hassan og Malek Hammoud var ved at forberede frokosten til deres kunder på restaurant Nasser på den nordlige side af Abu Taleb Street. Det missil, som dræbte dem, landede ved siden af den vestgående kørebane, og rev caféens facade væk og skar de to mænd på henholdsvis. 48 år og 18 år i stumper og stykker. En af deres kolleger førte mig gennem murbrokkerne. »Det er alt, hvad der er tilbage af dem,« sagde han og holdt en bloddryppende pande op.
Mindst 15 biler udbrændte med førere og passagerer. Flere mænd forsøgte desperat at åbne dørene på en brændende bil, som var landet på taget, men måtte magtesløse se til, mens en kvinde og hendes tre børn inde i bilen brændte ihjel for øjnene af dem. Det andet missil ramte præcist på den østgående kørebane og sendte en regn af metalsplinter ind i tre mænd uden for en boligblok, hvor der på muren var skrevet ’Dette er Guds ejendom’. Bygningens tilsynsførende løb udenfor, så snart han hørte den voldsomme eksplosion. »Jeg fandt Ta’ar i små stykker derovre,« fortalte han mig. Hans hoved var sprængt væk. »Det er hans hånd«. En lille gruppe unge mænd og kvinder førte mig lidt hen ad gaden, og det lignede mest af alt en scene fra en gyserfilm. Ta’ars hånd var skåret af ved håndledet, og hans fire fingre og tommeltot holdt fast i et stykke metal. Hans yngre kollega Sermed blev også dræbt på stedet. Hans hjerne lå som en rød og grå masse lidt længere væk bag en udbrændt bil. Begge mænd arbejdede for Danoon.
Mens de overlevende beretter om den forfærdelige tragedie, begynder identifikationen af de døde. Forretningsejeren som blev dræbt bag disken i sin forretningen, ramt af det samme missil som Ta’ar og Sermed, og dørmanden i bygningen, og den unge pige som stod at ventede på at krydse gaden, og lastbilchaufføren som var få meter væk fra, hvor missilet slog ned, og tiggeren som ofte kom forbi for at se, om hr. Danoon havde lidt brød til ham, og som var ved at gå, da missilet trængte igennem sandstormen for at dræbe ham.
I Qatar annoncerede de amerikanske og britiske styrker (lad os glemme alt det sludder om en koalition) en undersøgelse af hændelsen. Den irakiske regering, som er de eneste, som nyder godt af den propaganda, som et sådant blodbad fører med sig, tog naturligvis afstand fra myrderiet, som de i begyndelsen opgjorde til 14 døde. Hvad var det egentlige mål? Nogen irakere snakkede om, at der var en militærtræningslejr mindre end to kilometer fra gaden, men jeg kunne ikke finde den nogen steder. Andre talte om et hovedkvarter for det lokale brandvæsen, men brandvæsenet kan næppe betegnes som et militært mål.
Der havde godt nok fundet et angreb sted en time tidligere på en militærlejr længere nordpå. Jeg kørte forbi militærbasen, da to raketter eksploderede, og jeg så irakiske soldater løbe for livet ud af porten og hen ad gaden. Så hørte jeg yderligere to eksplosioner, det var de to missiler, som ramte Abu Taleb Street.
Piloten, som i går dræbte disse uskyldige mennesker, kunne selvfølgelig ikke se sine ofre. Piloterne affyrer via computerstyrede koordinater, og sandstormen i går forhindrede ham også i at se gaden.Men da en af Malek Hammouds venner i går spurgte mig, hvordan amerikanerne i blinde kan dræbe de, som de hævder at ville befri, var det ikke fly- og våbenvidenskab han havde lyst til at høre om.

Ingen sikkerhed
Og hvorfor skulle han også det. Det sker næsten hver dag i Bagdad. For tre dage siden blev en familie på ni medlemmer dræbt i deres hjem tæt på byens centrum. En busfuld passagerer blev efter sigende dræbt på en vej syd for Bagdad for to dage siden. I går fik irakerne kendskab til fire civile, som blev dræbt i en syrisk bus, som blev angrebet af et amerikansk fly tæt ved den irakiske grænse i weekenden. Sandheden er, at man ikke kan føle sig sikker nogen steder i Bagdad, og det vil blive tydligere for hver dag, der går, og amerikanerne og britternes besættelse af byen nærmer sig. Det bliver svært at finde en moralsk forklaring på, hvorfor disse mennesker skulle dø.
De døde på grund af 11. september, vil vi måske sige, på grund af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, på grund af overtrædelser af menneskerettigheder, på grund af vores desperate ønske om at ’frigive’ dem alle. Lad os ikke blande oliespørgsmålet ind i det. Lige meget hvad, så vil jeg vædde på, at vi får at vide, at det i sidste ende er Saddam, som er ansvarlig for deres død.
Vi nævner slet ikke piloten.

*Oversat af Runa Trosborg

© Information & The Independent 2003

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her