Læsetid: 2 min.

Venedig blev hendes skæbne

21. marts 2003

Spot
Det ligner en solstrålehistorie og en perfekt modgift til nutidens lavttaljerede popstardrømme: Fritidspædagoguddannet christianit uden modelmål får hele Danmark til at skråle med på en sang om gajoler og gondoler. I virkeligheden var historien om Lone Kellermann tæt på at ende i en menneskelig tragedie.
Da Lone Kellerman, som i går fyldte 60, i 1978 gav lyd på den danske folkesjæls mellembølge med Kim Larsen-sangen »Se Venedig Og Dø« virkede det på det brede publikum som hun kom ud af intet. Det gjorde hun ikke.
Først i 70’erne vakte hun og hendes store, bluesmættede stemme opsigt i musikinderkredsen og i datidens hotteste musikmiljø i den da helt unge fristad. Hun blev medlem af Blue Sun, som var stamorkester i det miljø, der kaldte sig selv progressivt, men det blev på støttepladen til fordel for Christiania, at hun første gang løftede sig ud af miljøet som dets besynger. Det skete med »Christianias Kampsang« i 1976.
På en scene demonstrerede Lone Kellermann en charmerende balancegang mellem det lidt kejtede og sky og så det naturkraftfulde utæmmelige. Der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig de muligheder, også økonomisk, der lå i at få hendes udtryk overført til vinyl. Tidens talentudvikler Poul Bruun producerede hendes to første plader. Og den anden blev katapult for hendes karriere.
Før Natten Bliver Til Dag var ikke mindst takket være samspillet mellem guitaristen Nils Henriksen og Kellermann et respektindgydende forsøg på at fordanske den bluestradition, Janis Joplin havde videreført. Anmelderne var begejstrede, det samme var det stadig voksende
live-publikum, og derved var det blevet, havde det ikke været for en enkelt lille melodisk bagatel, der skilte sig ud: Kim Larsens Giro 413-gearede »Se Venedig Og Dø«.

Lone Kellermanns ulykke var sådan ikke, at hun blev berømt på tre minutter, men at hun blev det takket være en repertoiremæssig anomalitet. Hendes nye publikum hyldede hende som en hybrid af Raquel Rastenni og Liva Weel og ville ikke høre tungtvejende guitarsoloer og sange af kød og blod. På den anden var hendes gamle publikum ligeglad med at se hende optræde i Cirkusrevyen. Ja, det gav faktisk så stort et minus i karakterbogen, at en turne måtte aflyses, fordi der ganske enkelt ikke var solgt billetter.
Dilemmaet sled voldsomt på Lone Kellermann, som ikke var for nænsom ved sig selv, og tog for sig af både frustrationer og fadøl. Siden kom hun på fode, også musikalsk, og de senere år har hun gjort en god figur i film som f.eks. Bryggeren og Flyvende Farmor. Men showbiz og kynismen i succesens flygtige virak satte sine spor i en sårbar sjæl, som i dag bor fjernt fra alfarvej på Lolland med fod under helt eget bord.

DR2 kl. 18.20-19.20: Gyldne
Timer: Lone Kellermann fortæller om sit liv. 1977

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu