Læsetid 2 min.

Zinkernagel har forladt virkeligheden

Den originale, kontroversielle filosof, der fik én ide og skrev tre bøger, er død
21. marts 2003

NEKROLOG
Filosoffen dr. phil. Peter Zinkernagel, der døde sidste fredag, 81 år gammel, var ikke nem. På ingen måde nem. Når man sad på en restaurant med ham, skulle man ikke kun være indstillet på røgen fra den cigar, han gerne nød til cognacen, men også på at lytte længe til komplekse, omend strengt logiske ræsonnementer om filosofiens grundlagsproblemer og tilværelsens grundvilkår. For ikke at tale om den anstrengelse det var for både tålmod og intellekt at være den, der fik opgaven og privilegiet at deltage i redigeringen af et af de ganske få manuskripter, Peter Zinkernagel producerede i sit liv.
Det så vidt vides allersidste, der blev publiceret fra Zinkernagels hånd, var et af filosoffens klassiske, ordknappe læserbreve i Information (17. okt. 2002), måske det korteste læserbrev avisen nogensinde har bragt:
»Vejen til helvede er brolagt med pjat og løs snak.«
Som læserbrevet i al sin kortfattede præcision afspejler, var Zinkernagel ofte vred over den slaphed, skødesløshed og samvittighedsløshed, hvormed medier, politikere, meningsmagere og folk i almindelighed forholder sig til tilværelsens centrale forhold og udfordringer, herunder til det sprog vi håndterer tilværelsen med.
Peter Zinkernagel blev født 1921 i Gadbjerg og blev magister i filosofi fra Københavns Universitet i 1952. Hans hovedværk og indgang til livslangt at beskæftige sig med forholdet mellem sproget og virkeligheden, med mennesker, deres vilkår og deres rettigheder, var hans skelsættende doktordisputats fra 1957, Omverdensproblemet.
Disputatsen rummer én central og original tanke – den eneste jeg fik, sagde Zinkernagel selv – nemlig den forklaring på et af filosofiens grundproblemer, at sproget forlanger at stå i forhold til noget, der findes i sin egen ret. At føre bevis for omverdenens uafhængige eksistens, dét at verden ikke blot findes som vore beskrivelser af verden men som ting, der i sidste ende er defineret ved relationerne imellem sig, er en hårdnakket filosofisk nød, som Zinkernagel knækkede, og som gjorde ham til læremester og ledestjerne for en række yngre filosoffer efter disputatens offentliggørelse.
Denne ide udviklede han siden kun to gange i mere omfattende skriftlig form. I bogen Virkelighed fra 1993 og i udgivelsen Tilvante forestillingers magt på bare 18 sider, som blev udgivet i 2001 af Zinkernagels søn Frederik Preisler.
Heri udfolder Zinkernagel den tanke, at personer ikke blot er det, vi kan vide om hinanden og beskrive med sproget. Personers eksistens er defineret og betinget af deres rettigheder. Som derfor er ukrænkelige. Hvad der fører til det opgør med magtkoncentrationer, der prægede Zinkernagels virke de senere år. For magtkoncentrationer respekterer ikke mennesker som personer med rettigheder.
»Vi ved alle, at krige og økologske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød,« skrev han. Men samtidig, at »vi kan ikke være medlemmer af et samfund uden at blive medlemmer af magtkoncentrationer. I stedet for at kæmpe for mennesker kæmper vi for magtkoncentrationer. I stedet for guder tilbeder vi magt.«
Hvis Zinkernagel troede på noget, så var det vel, at mennesker, når de erkendte det fundamentale logiske forhold, at personer er defineret ved at have rettigheder, nærmest pr. definition ville begynde at handle ordentligt, herunder behandle hinanden ordentligt.
Nogle kritiserede Zinkernagel for at drive logikken ad absurdum, andre kaldte ham en af vor tids mest originale tænkere. Selv skrev han her i avisen:
»Egentlig har jeg kun gjort een opdagelse, nemlig at det er vanskeligt at tænke sig om. Det, jeg forsøger at forklare Information, er, at medmindre vi tænker os om, er det, der kommer på tryk, underholdning ved Titanics undergang.«
Så sandt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Andreas Trägårdh
    Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu