Man kan lige nå det efter Fjernsyn for Dig, hvis man skynder sig at stille over på DR 2 i stedet for at se den tidlige tv-avis. Men alle tiders sjoveste politiske satire, Javel hr. Minister, burde nu have et bedre sendetidspunkt.
Serien om det politiske liv bag kulisserne er aktuel i denne uge: I går viste tv et politisk portræt af Mogens Lykketoft. Tirsdag var det dels filmen om Anders Fogh Rasmussen og EU-topmødets sjakringer med euromilliarder og mælkekvoter, dels Præsidentens Mænd, et afsnit, der med sine politiske flueknepperier bekræftede, hvad Yes, Minister-departementschefen Sir Humphrey Appleby (Nigel Hawthorne) elegant har udtrykt således: »At se en minister i aktion er at se vigtige langsigtede områder ligge endeløst under for kravene fra hastende ligegyldigheder.«
Premierminister i 1980ernes England, Margaret Thatcher, var forbillede for skuespilleren Paul Eddingtons Jim Hacker, minister for administrative anliggender (!) Thatcher elskede serien, »timer af ren fryd«, kaldte hun den og skrev endda en (kort) sketch til den med hende selv i.
Hvis man som jeg af og til kun når at se det sidste kvarter, er det skægt at regne ud, hvad setupet var: Kunsten at få en minister til at æde sine ord i sig igen er nemlig en slags fast formel for dialogerne mellem ministeren, der skal genvælges, og departementschefen, der forsvarer sig selv og sit embedsmandsapparat. Samt ministersekretæren Bernard og andre, som naivt tror, at det drejer sig om sagen.
Fra sit bagland eller medierne har ministeren nemlig fået en idé, som han begrunder med en række noble udtryk: Demokrati, nedbringe bureaukratiet, mindske afstanden mellem regering og befolkning... .
Departementschefens øvelse går nu ud på at forhindre gennemførelsen, med begrundelser, som egentlig lyder udmærkede: »Det er kun totalitære regeringer, der undertrykker kendsgerninger. I dette land tager vi ganske enkelt den demokratiske beslutning ikke at offentliggøre dem«. Hvis noget lækkes til pressen, ja, så kan minister Hacker desperat udbryde: »I dont want a leak enquiry, I want to find out who did it.«
Emnet for dagens episode (fra 1985) er: Skal hæren forflyttes til Nordengland for at skabe arbejdspladser? Det bliver nok ikke til noget.
Men så kan man hygge sig med beskrivelsen af EU, hentet fra nettets guldgrube af citater fra serien: »Vi (englænderne, red.) gik ind i Fællesmarkedet for at holde franskmændene adskilt fra tyskerne. Franskmændene gik ind for at beskytte deres ineffektive landbrug mod kommerciel konkurrence. Tyskerne gik ind for at rense sig for folkemord og ansøge om genoptagelse i den menneskelige race.«
DR2 18.25: Javel hr. minister