Læsetid: 8 min.

Altid søndag eftermiddag

Vor rockanmelder bryder sammen og bekender sin skamløse kærlighed til opulente Hollywood-musicals såvel som de sidste 30-40 års forsøg på at ajourføre genren
4. april 2003

(2. sektion)

Musicals
Okay da – det er noget med, at jeg som barn elskede musicals. Og elskede alt ved dem; d.v.s. også alt det, man forventes at hade. At personerne f.eks. har en tendens til i tide og utide at bryde ud i sang. At de gerne – men ikke nødvendigvis; dans er ikke et must i musicals – pludselig får en ubetvingelig lyst til at danse. Om end de modsat den almindeligt udbredte opfattelse ikke gør nogen af delene uden grund. Samt ikke mindst en total mangel på ’realisme’ – et af de mest latterlige krav til kunst, der stilles kan – hvad det så i øvrigt er for en størrelse. Stiliseringen, stereotypificeringen, de opulente kulisser, de forudsigelige plots – det hele, med andre ord.
Det blæste låget af os, når fligen blev løftet for... Hollywood! Tingeltangel, glimmer, glitter, glamour, gedign spænding, imponerende kameraføring, labre larver med opslidsede kjoler og maskuline mænd med kæbepartier, der så ud som om de var hugget ud i granit. Og når de maskuline mænd tog de labre larver i deres arme og kyssede dem (uden vulgær brug af tungen, for chrissakes!), råbte vi måske nok ’ismand’, så det gjaldede, men indeni boblede en sød og forventningsfuld fryd. Så stor, kærligheden altså. Så smuk, så ren, så altovervindende. De voksne havde det for fedt.

Hollywood!
Min fader – et musikalsk menneske med smag for moderne jazz – så gerne Hollywood-musicals sammen med os unger, mens han hånede dem i ét væk. Men han fløjtede da med på melodierne og så dem til den bitre ende, så noget må han jo have kunnet lide ved dem. Og jeg – jeg elskede hvert øjeblik.
At se Fred Astaire og Ginger Rogers svanse rundt i de der lækkert-luksuriøse kulisser man end ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig overhovedet eksisterede, overbeviste mig om, at de velstillede virkelig formåede at leve livet på et andet niveau end os fattigrøve. Når Gene Kelly i sømandstøj indtog endnu en by i selskab med Frank Sinatra og Jules Munshin, var jeg overbevist om, at man i marinen ikke lavede andet end at være på orlov og nedlægge damer, der tilfældigvis sang som en drøm. Og når Judy Garland besang St. Louis med sine dragende øjne og enorme stemmepragt, var der ikke et sæde tørt i miles omkreds.
Af en eller anden grund har jeg den opfattelse, at disse film altid vistes søndag eftermiddag, og mens de kørte, gav de alting et fortryllet skær. Og når de var ovre, var det omgivelserne, der pludselig var i sort-hvid. Så var det tilbage til plæneklipperen, mens man nynnede »The Trolley Song«, til man var ved at kaste op.
Forestil Dem så hvor dramatisk en oplevelse det var at gå i biografen. Allermest uforglemmelig står mødet med The Sound Of Music, hvor hele familien var med. Julie Andrews, som hun dér i starten nærmest kom flyvende over de østrigske alper, mens hun med sin vidunderlige stemme påstod at »the hills are alive with the sound of music«, står stadig som en af de mest uforglemmelige filmoplevelser fucking ever..
Det enorme lærred, de blændende technicolor-farver, den imponerende lyd. Alt var godt. Selv dét, der ikke var det. Dér var man tryg for Torben Flue-I-Øjet og Stig fra Kærets konstante mobberi. Dér var der lykkelige slutninger på alting. Dér lærte folk af deres fejltagelser og blev bedre mennesker på 90 minutter – helt uden terapi, religion, (ret mange) tærsk eller noget så ufilmisk som bitter erfaring. Dér herskede nogle lovmæssigheder, den såkaldt virkelige verden kunne lære et og andet af. Og altid med en sang på læben. Det var tider, var det.

Åbenbaring!
Og de fik en ende, gjorde de, da jeg kom i puberteten og vendte mit eget bedre jeg ryggen til fordel for en karriere som en tvær, trodsig, usamarbejdsvillig, hashrygende, rockmusikdyrkende, knallertkørende og konstant horny teenager – mærkeligt egentlig, at man ikke bare spærrer teenagere inde, til de bliver rigtige mennesker igen! – der foragtede musicals... men blev dog ved med at se dem, på tv, på teater, på film! Især da de fik tilført rockelementer, som f.eks. Hair, Jesus Christ Superstar og kultfavoritten The Rocky Horror Show. Det var must
sees, da far var dreng.
Jeg havde – og har – det dog lidt med de der rockmusicals som W.C. Fields, der på sit dødsleje skulle have sagt at »all in all, I’d rather be in Philadelphia!« Ja, op gennem mine 20’ere og tidlige 30’ere havde jeg kun fingeren til overs for genren som sådan, selv om den brændte igennem ved særlig festlige lejligheder: Cabaret, All That Jazz og New York, New York kunne man ikke bare sådan affærdige. De var simpelthen for gode. Ja, gik man ikke ud og købte lydsporene til samme bagefter for sin surt tilnassede bistandshjælp?
Men så var der den aften, hvor jeg havde røget for mange joints og ikke kunne komme op af stolen foran fjernsynet og satte i med en maraton-zapning, der burde kvalificere til Guinness Book of Records. Pludselig tonede forteksterne til The Band Wagon (Let på tå) frem og zapperen fik fred. Måbende lod jeg Vincente Minnellis sofistikerede og intelligente backstage-musical (selvfølgelig en Comden & Green-kreation, men alligevel) suse gennem bevidstheden, mens jeg måtte sluge adskillige hundrede kameler i processen. Wasn’t it wonderful, wasn’t it marvellous? Jow, det var det sgu. Fred Astaire – som den udbrændte danser Tony Hunter, hvis comeback afhænger af, om kemien mellem ham og den bedårende ballerina Gabrielle Gerard (og var Cyd Charisse nogensinde mere graciøs og indbydende?) både funker og imponerer. Det var en åbenbaring, musikken simpelthen eminent, scenografi og koreografi i top, men vigtigst af alt: Lortet hang sammen. Alt gav mening. Hvorfor de sang, når de gjorde... og ikke bare det at de dansede, altså, men måden hvorpå de dansede, ikke sandt. Okay, jeg havde taget fejl (igen! – nu mangler jeg bare opera, New
Orleans-jazz og death metal, så må jeg æde alt det onde, jeg har sagt derom, i mig igen).
Nu er jeg sådan indrettet, at bliver jeg grebet af noget, går det gerne og pr. automatik over gevind. En ubændig nysgerrighed sammenholdt med et amokløbent samlergen gør mig farlig for mig selv – og til en gave for underholdningsindustrien. Som bogormsveteran forsøger jeg altid i første omgang at læse mig til alting – pudsigt, egentlig, når mine lidenskaber nu hedder film og musik. Men venner – der er skrevet så meget godt om disse emner af lidenskabelige, vidende, begejstrede, analytiske og velskrivende sjæle, at der simpelthen sjældent bliver tid – eller lyst! – til det såkaldt skønlitterære felt, som jo i forvejen primært kreeres af en flok egomaniske løgnhalse, der alle til hobe tror, de er genier og i øvrigt besidder svaret på alting, fordi de har fået trykt et smalt bind noveller, som fik pæne ord med på vejen af Jyske Vestkysten.

Frem- og fortid
Godt. Det blev altså film musicalen, jeg kastede min kærlighed på. Den er handy og tilgængelig (på dvd) og kan ad digital vej ses igen og igen. Hvad jeg sandt for dyden også gerne gør. Jamen, hvorfor? (spørger De så nu fortvivlet). Årh jow... i musikfilmen Almost Famous stiller journalist-spiren William Miller sit idol, guitaristen Russell Hammond fra gruppen Stillwater, følgende spørgsmål: »So Russell – what is it you love about music?« Hvortil Russell svarer: »To begin with – everything!«
Så selv om jeg f.eks. ikke brød mig særlig meget om Dancer In The Dark, så jeg den dog to gange i biografen, alene fordi de musikalske optrin fungerer fortrinligt – og så fordi den via den fortrinlige Björk opdaterer genren musikalsk, hvad den i stigende grad har behov for, hvis ikke den skal gå hen og blive det rene museum. Vi savner nemlig i høj grad musicals, der begavet formår at udnytte idiomer som f.eks. rock, hiphop, electronica, triphop og R&B. Lissom vi savner visionære instruktører, manuskriptforfattere, sangskrivere og koreografer, der som 90’ernes hotteste talefilmsnavne – Coen-brødrene, Soderbergh, Tykwer, Fincher, Lynch, Boyle, Almodóvar, Anderson, Tarantino m.fl – formår at forny musicalens formsprog og sprænge dens genrekonventioner, som f.eks. en Bob Fosse gjorde det i 70’erne med en film som Cabaret.
Et positivt tiltag i den rigtige retning var Jonathan Larsons Rent (1996), der dog aldrig blev til celluloid... og man kan mene, hvad man vil om Baz Luhrmanns Moulin Rouge (2001) – det fede er jo, at mange orker at hade den – men den gav virkelig genren en overhaling, der ikke kom et sekund for tidligt. Og fik folk i biografen, hvilket er vigtigt, thi Musicalen er omkostningstung og man får kun producerne til at skyde spåner i lortet, hvis de tror på dens publikumsappel.
Men indtil fornyelsen kommer, lad mig da bade i genrens gloriøse fortid: Meget tidligt stod det klart, at filmsproget gav nogle helt andre muligheder end teaterscenen, hvilket i 30’erne foldede sig rigt ud i Busby Berkeleys surreelle overflødighedshorn af næsten absurdt iscenesatte værker, der fremstår som rene kaloriebomber – og derfor kun har en egenskab: De smager godt. I 40’erne og 50’erne kom der dog form på det via den såkaldt integrerede musical, hvor sang og dans har uomtvistelige plotfunktioner. Her var det navne som instruktørerne Vincente Minnelli, Stanley Donen, Gene Kelly og MGM-producenten Arthur Freed, der var de store navne bag kameraet. Og så kom der jo farver på – sorthvid er godt til meget, men ikke alt. Allerbedst skrigende technicolor, thi de løfter Verfremdungs-begrebet til højder en Brecht kun kunne drømme om og minder i processen konsekvent én om hvilken sanselig drømmeverden, man befinder sig i!
Lad os sige, storhedstiden starter med den vellykkede The Wizard Of Oz og ender med mesterværket My Fair Lady, én af de vittigste, mest indbydende og gennemført underholdende af de store klassiske musicals. Det giver os pejlemærkerne 1939-1964, og lad os bare kalde de 25 år for Filmmusicalens guldalder, for der står hovedværkerne én om ørerne i en grad, de færreste andre genrer kan matche. Men det hverken slutter eller begynder dér, thi selv om tiderne som bekendt har skiftet utallige gange, siden Rockkulturen gik sin sejrsgang over den vestlige verden i 60’erne, skal musicalen nok få sit comeback. Vi er helt enkelt for mange, der elsker den til, at den sådan kan forsvinde fra Jordens overflade – og derfor hurra for den Oscar, der tilfaldt Chicago i år!
Så længe musikken spiller, er det for altid søndag eftermiddag i min martrede sjæl. Og bagefter skal den overvurderede, såkaldte Virkelighed, såmænd nok kræve sit. Nå, jeg må løbe, der står en pantefoged og banker på min hoveddør...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu