Læsetid: 4 min.

Amerikanerne holder på olien

Alle veje fører til Sikkerhedsrådet, når det gælder genoptagelse af Iraks olieeksport. Men Bush-regeringen vil helst gå udenom Frankrig og Rusland. Briterne truer med at finde en legal smutvej
16. april 2003

Hanekamp
BOSTON – I havnebyen Ceyhan på Tyrkiets Middelhavskyst ligger 8,5 mio. tønder irakisk olie og skvulper i beholdere. Det er, hvad Iraks tidligere regering nåede at sende gennem olierørledningen, inden krigen startede og FN’s generalsekretær, Kofi Annan, suspenderede ’mad-for-olie’ programmet.
Hvis olien i beholderne blev solgt i dag på det internationale marked, ville den indbringe 238 mio. dollar. For den hårdt ramte irakiske befolkning er det også penge. Rent faktisk har den FN-kontrollerede eksport af 2,5 mio. tønder irakisk olie hver dag finansieret brødfødningen af 60 pct. af Iraks befolkning siden 1996.
Men efter invasionen står besættelsesmagterne USA og Storbritannien over for et meget vanskeligt juridisk problem.
»Olien tilhører det irakiske folk. Men hvem forvalter ejendomsretten? Skal det fortsat være Sikkerhedsrådet? En overgangsregering? Og hvem tager beslutningen? Besættelsesmagten eller FN,« spørger James Placke, tidligere amerikansk diplomat i Bagdad og seniorrådgiver for Cambridge Energy Research Associates.
USA og Storbritannien har ikke lagt skjul på deres krav. FN’s sikkerhedsråd bør vedtage en resolution, som ophæver den økonomiske blokade mod Irak og olie-for-madprogrammet. Det ville være ensbetydende med det internationale samfunds anerkendelse af deres besættelse af Irak. Herefter kunne en irakisk overgangsregering blive anerkendt af FN’s generalforsamling og striden om forvaltning af ejendomsretten til olien blive løst.
Men set i lyset af splittelsen i Sikkerhedsrådet op til Irak-krigen er det højst usandsynligt, at tre andre permanente medlemmer – Frankrig, Rusland og Kina – kan acceptere denne model. De anser stadig invasionen for at være illegitim. Sammen med et flertal i rådet vil de tre stormagter efter alt at dømme modsætte sig, at Sikkerhedsrådet opgiver sin rolle som forvalter af Iraks olie, med mindre besættelsesmagterne involverer FN og dets medlemsstater i genopbygningen af Irak.
»I særdeleshed vil de tre permanente medlemmer kræve forhåndsgarantier om det nye Iraks overholdelse af koncessionsaftaler med deres nationale olieselskaber indgået under Saddam Husseins styre. De vil kræve milliarder af dollar i lån tilbagebetalt,« forudsiger Placke.
Kan de to besættelsesmagter gå udenom Sikkerhedsrådet? Det er en mulighed, som bliver overvejet i London og Washington. »Hvis de permanente medlemmer ikke vil samarbejde, må vi finde en lovlig løsning, således at olien kan blive solgt og indtægterne går til det irakiske folk,« advarede den britiske udenrigsminister Jack Straw mandag.
Muligheden for at finde en smutvej under internationale traktater eksisterer. I henhold til den fjerde Genévè-konvention fra 1969 skal USA og Storbritannien som besættelsesmagt udnytte Iraks naturressourcer til gavn for befolkningen, men kun til at imødekomme indbyggernes daglige materielle behov og til udbedring af krigsskaderne.

I princippet
I princippet må amerikanerne og briterne ikke indgå langtidsaftaler med olieselskaber om investering eller produktion på vegne af Iraks folk. Hvis de derimod begrænser sig til at anvende indtægten fra en genoptaget olieeksport til humanitære formål og til reparation af olieboretårne vil det ikke være i strid med Genévè-konventionen. Salg af olie udover dette behov skal forvaltes af en ny irakisk regering, hvis legitimitet er anerkendt af FN’s generalforsamling.
»I sidste instans er besættelsesmagternes forvaltning af Iraks oliefelter dubiøs fra et folkeretsligt synspunkt og en katastrofe fra et politisk synspunkt,« siger David Scheffer, tidligere ambassadør for krigsforbrydelser i Clinton-regeringen.
Dertil kommer, at eksperter i den internationale olieindustri finder det højst tvivlsomt, om salgsselskaber tør gå ind og sælge irakisk olie på et tyndt juridisk grundlag. Store summer står på spil, og et sagsanlæg ved Den Internationale domstol i Haag kan f.eks. sætte en midlertidig stopper for eksporten.
»De fleste i industrien ville holde sig væk. Vi ville spørge: Har jeg ejendomsret til denne olie? Uden afklaring vil ingen købe,« siger en kilde i olieindustrien til The New York Times.
Uanset, hvordan besættelsesmagterne griber sagen an på lang sigt, synes alle veje altså at gå til Sikkerhedsrådet. Hvis FN følger en logisk beslutningsproces skal følgende ske:
*Blokaden mod Irak bliver kun ophævet, når våbeninspektørerne fra UNMOVIC og IAEA har berigtiget, at Irak ikke besidder ulovlige masseødelæggelsesvåben. Det er derfor nu op til USA og Storbritannien at invitere inspektørerne tilbage til Irak.
*Først efter ophævelsen af blokaden vil Sikkerhedsrådet kunne afvikle mad-for-olie programmet, der brødføder 14-15 mio. irakere og anerkende en irakisk overgangsregering.

Fransk og russisk nej
Men hverken Frankrig eller Rusland er indstillet på at give grønt lys til denne proces, med mindre deres interesser i Irak bliver tilgodeset. Mere generelt vil Sikkerhedsrådet formentlig også forlange, at FN involveres direkte i udpegningen af en overgangsregering. Hvis amerikanerne og briterne bare fremlægger en liste med dens medlemmer, får de et afvisende svar.
Tidsrammen for en løsning af disse komplicerede juridiske og politiske problemer er kort. Ved krigens start gav Sikkerhedsrådet generalsekretær Kofi Annan bemyndigelse til at administrere mad-for-oliekontoen i FN, der ligger inde med tre mia. dollar. Bemyndigelsen udløber 12. maj. Den 3. juni skal olie-for-madprogrammet fornyes. Det sker hvert halve år.
Olieproduktionen i felterne omkring Kirkuk i det nordlige Irak blev ikke beskadiget under krigen, så produktionen kan genoptages i midten af maj. Senest 3. juni skal beslutningerne være taget og ført ud i livet. Ellers er det besættelsesmagterne pligt at brødføde den irakiske befolkning.
Et sideordnet spørgsmål er, hvem der skal finansiere genopbygningen af Irak til en minimumspris på 20 mia. dollar. Bush-regeringen har kun tilsidesat 2,5 mia. dollar om året. Iraks daglige førkrigsproduktion på 2,5 mio. tønder olie betaler kun for maden til 14-15 mio. irakere. Hvornår vil oliefelterne kunne fremstille mere? Vil OPEC øge Iraks kvote?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu