Læsetid: 6 min.

Det amerikanske århundrede

En verdensorden baseret på én supermagts sikkerhedspsykose og andres usikkerhed holder ikke, siger USA’s kritikere
25. april 2003

(2. sektion)

USA’s vision
Det var præsident Ronald Reagan, der i 1983 fostrede stjernekrigs-projektet. Og det er præsident George W. Bush, der 20 år senere har relanceret det i form af missilskjoldet, det ballistiske missilforsvar. Men det er en gruppe af nykonservative ideologer, som i de mellemliggende år har formuleret det verdenssyn og den doktrin for ’Det amerikanske århundrede’, som nu har sat global dagsorden, og som det modificerede stjernekrigsprojekt føjer sig logisk ind i.
Reagans Star Wars-projekt var et produkt af den kolde krig. En vision om med laservåben og dræbermissiler endegyldigt at kunne neutralisere truslen om et sovjetisk atommissilangreb og den deraf følgende gensidigt garanterede ødelæggelse, kaldet MAD for ’Mutually Assured Destruction’.
Men Reagans projekt var teknologisk urealistisk, og i 1989 faldt Berlinmuren efterfulgt af Sovjet og dermed Den Kolde Krigs trusselsbillede. USA stod ikke længere over for en militært ligeværdig supermagt, endsige en kommunistisk trussel. ’Kapitalisme’ blev igen et stuerent udtryk, og det meste af kloden fik The American Way of Living som forbillede.
Hvor verden før Murens fald var præget af magtbalance mellem stærke stater, af multilateralisme i form af internationale aftaler og institutioner samt af konsensus mellem stormagterne om nedrustning som ambition, tegnede der sig nu helt nye perspektiver. I hvert fald for den gruppe af nykonservative politikmagere i USA, som fra 1989 begyndte at formulere visionerne for en ny amerikansk-domineret verdensorden. Folk som Richard Cheney, Paul Wolfowitz, Donald Rumsfeld, Richard Perle, Charles Krauthammer og James Woolsey, der med Murens fald øjnede en historisk mulighed og begyndte at tale åbent om ’det unipolære imperativ’.
»Amerikas mål må være at styre verden bort fra dens kommende multipolære fremtid og mod et kvalitativt nyt resultat – en unipolær verden,« skrev Charles Krauthammer i 1989.
Lykkedes projektet, ville de have skabt en Pax Americana, en ny æra af global fred under amerikansk lederskab. »I så fald vil det 21. århundrede blive det amerikanske århundrede,« skrev de visionære nykonservative.

Wolfowitz’ plan
I 1992 forestod Paul Wolfowitz, på det tidspunkt viceforsvarsminister under Bush senior, udformningen af et internt regeringsdokument, Defense Planning Guidance, der definerede ambitionen om at »etablere og beskytte en ny verdensorden« under amerikansk lederskab.
USA måtte sikre sig evnen til at »afskrække potentielle konkurrenter fra nogen sinde at gøre sig håb om en større regional eller global rolle.«
»Vort primære mål er at forhindre en ny rivals genopdukken,« hed det i dokumentet, der bl.a. definerede ’preemptive action’, forebyggende krig, som redskab til at fremme amerikansk dominans.
»Om nødvendigt må USA være rede til at handle unilateralt,« ligesom USA »skal betragte fremtidige koalitioner som ad hoc-samarbejder, der måske ikke varer ud over en given krisesituation.« Et signal om at FN, NATO og andre institutioner ikke skulle tilkendes principiel gyldighed og autoritet, men kun når og i det omfang de kunne anvendes til at fremme amerikanske mål.
Tiden var imidlertid ikke moden for de nykonservatives visioner. Det vakte ramaskrig, da Wolfowitz’ dokument lækkede til pressen, og samme år blev George Bush senior afløst i Det Hvide Hus af demokraten Bill Clinton.
De nykonservative gik i hi i det private erhvervsliv og i konservative tænketanke som Richard Perles American Enterprise Institute, indtil de i 1997 indledte en ny offensiv for at genvinde Det Hvide Hus. Dels ved at gå i alliance med George Bush junior som ny præsidentkandidat, dels ved at formulere en kampagne for et Project for the New American Century. Kampagnen, der blandt sine initiativtagere talte Wolfowitz, Rumsfeld, Cheney og Perle, var ikke alene foragtfuld over for Clintons optagethed af bløde transnationale emner som klimapolitik, konfliktforebyggelse, en international straffedomstol m.m. – emner, der begrænsede USA’s handlefrihed. De var også i aktion mod de konservative politikere, der ønskede, at USA skulle passe sig selv og holde lav udenrigspolitisk profil.
En afgørende faktor var beskrivelsen af det ny internationale trusselsbillede. Hvor kritikere hævder, at de nykonservative efter Sovjets fald jagtede et nyt fjendebillede for at legitimere deres projekt – herunder den militærindustrielle oprustning, som flere af dem har haft direkte aktier i – så var det ifølge de nykonservative en kendsgerning, at den enkle trussel fra Sovjet var erstattet af en mere kompleks, men ikke mindre skræmmende trussel fra religiøse fundamentalister, terrorbevægelser samt illegitime, ondsindede regimer – af de nykonservative kaldet slyngelstater og af George W. Bush siden udpeget som ’ondskabens akse’. For de nykonservative var visionen at overgå fra defensivt at holde Sovjet i skak til aktivt at rydde op på kloden og rense ud i sådanne kræfter og regimer, der stillede sig i vejen for en harmonisk verdensorden bygget på amerikanske værdier.

Rumsfelds missiltrussel
Et nøgledokument i kampagnen blev den rapport om missiltruslen mod USA, som Donald Rumsfeld i 1998 blev udpeget af Kongressens republikanske flertal til at forestå. Rumsfeld-kommissionen analyserede efterretningsdata om ’slyngelstater’ som Iran og Nordkorea for at bedømme deres evne til at angribe USA med missilbårne masseødelæggelsesvåben.
»Ved at anvende ræsonnementer om ’det værst tænkelige’ på de ofte modstridende data om disse landes militære evner, konkluderede kommissionen, at en eller flere af sådanne ’slyngelstater’ kunne opstille missiler med evne til at ramme USA inden for bare fem år – på den halve tid af, hvad CIA havde forudsagt,« fortæller sikkerhedsanalytikeren Michael T. Klare.
CIA forholdt sig skeptisk til Rumsfeld-rapporten og pegede på, at missilangreb på USA var meget mindre sandsynlige end lavteknologiske terrorangreb. Og kritikere fremførte, at Rumsfeld havde opnået den korte varslingstid – fem år – ved at spørge avancerede våbenproducenter i USA, hvor hurtigt de kunne udvikle et ballistisk missil.
Men Rumsfelds rapport virkede.
»Rapporten fremmanede et spektrum af frygt, af usikkerhed, af angst for det fremmede, af trusler, der kunne komme fra hvor som helst når som helst. Og hvis dét var truslen, hvem ville så ikke ønske sig et nationalt missilforsvar til at beskytte os?« spørger Joseph Cirincione, nedrustningsekspert hos Carnegie Endowment for International Peace.
Kort før præsidentvalget i år 2000 satte Project for the New American Century trumf på med en strategiplan for et amerikansk imperium: Opsig ABM-traktaten med russerne, etabler et globalt missilskjold, lad USA’s militærbudget vokse med 20 milliarder dollar årligt, omstil det amerikanske militærapparat til at agere forebyggende og globalt, formuler en strategi for regimeskift i diverse slyngelstater.
To måneder senere fik de deres præsident på plads i Det Hvide Hus. Wolfowitz, Cheney, Rumsfeld, Woolsey og Perle indtog nøglepositioner i Bush-administrationen, og præsidenten hentede medarbejdere direkte fra American Enterprise Institute. Som George Bush for nylig sagde ved en æresmiddag på instituttet: »I gør så flot et arbejde, at min administration har hentet 20 hjerner herfra«.

11. september
Dermed burde vejen være banet for det store projekt for et amerikansk århundrede. Men visionerne var ikke alment eje i USA’s offentlighed. Amerikanerne interesserede sig ikke meget for den globale dagsorden. Der manglede en øjenåbner. Som de nykonservative sagde i nøgledokumentet: Der er behov for »en eller anden katastrofal og katalytisk begivenhed – som et nyt Pearl Harbor.«
Den kom den 11. september året efter.
»Den internationale politiks tektoniske plader er begyndt at flytte sig. Det er vigtigt at gribe denne mulighed og bringe amerikanske interesser og institutioner i centrum, før de begynder at størkne igen,« sagde Bushs sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice efter terroraktionen.
Muligheden blev grebet, og i dag synes projektet for globalt amerikansk overherredømme på skinner. ABM-traktaten med Rusland er opsagt, missilskjoldet er besluttet, militærbudgettet er øget, så det svarer til militærbudgettet for de næstfølgende 15 lande tilsammen, en ny national sikkerhedsstrategi med forebyggende krig er præsenteret, en atomstrategi, der åbner for førstegangsbrug af a-våben mod magter uden a-våben, er udformet, regimerne i Afghanistan og Irak er ryddet af vejen, Syrien, Iran og Nordkorea er sat under pres, og USA er militært til stede i 75 lande kloden over. Hertil er Kyoto-aftalen undsagt, den internationale straffedomstol boykottet, en aftale om kontrolmekanismer mod biologisk våbenspredning blokeret. Og USA afviser fortsat at underskrive Ottawa-konventionen mod landminer såvel som at ratificere atomprøvestops-traktaten.
Som en stærkt tilfreds Charles Krauthammer skriver:
»Efter otte år, hvor udenrigspolitikkens succes stort set blev bedømt på antallet af traktater, præsidenten kunne underskrive, og antallet af topmøder, han kunne deltage i, har vi nu en regering, der er villig til at sikre amerikansk handlefrihed og amerikanske interessers forrang. Frem for at spinde amerikansk magt ind i et net af snærende internationale aftaler søger den ny unilateralisme at styrke USA’s magt og uden skam anvende den til fremme af selvdefinerede globale målsætninger.«
Hvor Murens fald i 1989 gjorde det muligt for de nykonservative at formulere deres imperie-vision, har tvillingetårnenes fald d. 11. september 2001 gjort det muligt for dem at føre den ud i livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu