Læsetid: 6 min.

A.P. Møller favorit til oliejagt i Irak

For Gud holder jo med os – de gode
4. april 2003

FRIE ORD
Tør man ikke risikere at blive misforstået, bliver man heller aldrig forstået. I disse tider, da vi fremmede angribere af mål i Irak hverken vil kalde vores handlinger for krig eller os selv for angribere og da slet ikke for aggressorer for ikke at sige interna-tionale terrorister, som en halv million fredsdemonstrerende arabere ellers gjorde i sidste uge, er det vanskeligt at være modstander af det, som på verdens-imperiets sprog kalder Operation Iraqi Freedom, forkortet OIF (Operation
Iraker Frihed), uden at blive misforstået som tilhænger af iraker ufrihed og hængt ud som Saddam Husseins nyttige idiot. Enhver, der giver udtryk for et hvilketsomhelst synspunkt, kan ganske vist beskyldes for nyttigt idioti, som Informations-læser Jørgen Thomsen påpegede i avisen i går – »og da især de, der bruger udtrykket om andre«! Men da nu vores allierede, præsident George W. Bush for Amerikas Forenede Stater igen og igen har gjort Jesu Kristi ord til sine egne og forkyndt, at den, der ikke er med os, er imod os, er jeg ubeskrivelig glad for at kunne meddele, at overskriften over disse ord, der hævder at være frie, skønt de hverken er med OIF eller ’os’, ikke er min egen overskrift, men ord til andet JyllandsPostens!
Hvor nyttigt idioti til fordel for Saddam Hussein det ellers kan risikere at blive udlagt, om olien overhovedet sættes i forbindelse med klyngebombernes frigørelse af irakerne, fremgår af et reuter-telegram, som med citat fra et amerikansk talkshow hævder, at Anders Fogh Rasmussen og hans allierede oprindelig ville have kaldt ikke-krigen for det mere nærliggende Operation Iraker
Befrielse, altså Operation Iraqi Liberation – indtil de allierede opdagede, hvordan forkortelsen i så fald kom til at lyde på verdens-imperiets sprog...
Så derfor er det altså, at det nu i stedet for hedder OIF.

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det derfor, at netop Jyllands-Posten under oven-stående overskrift for nøjagtig en uge siden – og altså mere end en uge inde i den skovtur eller tur til bageren, som befrielsen af irakerne blev bebudet at skulle blive – i selve under-rubrikken skrev: »Den danske støtte til krigen kan give fortrinsstilling, når freden kommer«. Nu vil de sædvanlige onde tunger påstå, at årsagsrækken måske også kan vendes om: For at sikre A.P. Møller med sine gode forbindelser til den siddende regering en fortrinsstilling, når freden kommer, insisterer regeringen med alene Dansk Folkepartis godkendelse på dansk støtte til krigen. Men de tunger er så ufatteligt onde, at jeg straks lader tungen gå tilbage til Jyllands-Posten, der mærkeligt nok kalder ikke-
krigen for krigen og skriver: »Når Irak-krigen slutter, er A.P. Møller blandt favoritterne til at få del i oliejagten i Irak. En mulighed kan være i et konsortium med det amerikanske olieselskab Anadarko Petroleum Corporation, der er operatør på A.P. Møllers største udenlandske olieeventyr i Algeriet. Den amerikanske regering har klart indikeret, at den vil hjælpe amerikanske virksomheder med at komme først til fadet – men har samtidig opfordret til partnerskaber med virksomheder fra lande, som støtter krigen. Hos A.P. Møller er skibsreder Jess Søderberg opmærksom på, at Danmarks bidrag til Irak-krigen med ubåden ’Sælen’ og korvetten ’Olfert Fischer’ har banet vejen for forretningsmuligheder for danske virksomheder i Irak.« Men som også fremstillet i forrige Frie Ord er det ikke helt pænt og smagfuldt at tale alt for meget om de der oliefortjenester, mens klynge-, undskyld friheds-bomberne falder, så skibsrederen siger til Jyllands-Posten: »Situationen i Irak er meget ulykkelig. Vi må håbe, den snarest bliver løst, så man kan tage fat på at genopbygge landet. Men at gøre det om til forretningsmuligheder på nuværende tidspunkt, det er ikke sådan vi tænker.« »Men han erkender, at A.P. Møller er klar til at slå til, hvis det er muligt. ’Vi kigger selvfølgelig på, hvad der er af muligheder verden over. I forbindelse med Irak har vi ekspertise på transport og olie, og det er de områder, vi kan bidrage med. Vi har ikke konkrete planer, men kigger på det individuelt,’ siger han. A.P. Møllers nære samarbejdspartner Anadarko har dog en klar strategi om at udnytte mulighederne i Irak. Foruden sine aktiviteter i Algeriet er Anadarko aktiv deltager i olieudvinding i de to små golfstater Qatar og Oman, der ligeledes er A.P. Møllers eneste oliebaser ved Den Persiske Golf. Anadarko lægger ikke skjul på selskabets formål med aktiviteterne i Qatar og Oman: ’Vi gik ind i Qatar og Oman for at få fodfæste i Mel-lemøsten. Vi er nødt til at være i Mellemøsten for at være klar, når Irak og Iran igen bliver en del af verdenssamfundet,’ har Robert J. Allison Jr., adm. direktør for Anadarko, tidligere sagt til New York Times.«
Og sandelig om ikke et ritzau-telegram fra dagen før, den 27. marts lyder: »Danske firmaer fa-voritter til amerikanske Irak-kontrakter. De amerikanske myndigheder opfordrer nu direkte danske virksomheder til at byde på amerikanske underkontrakter i forbindelse med genopbygningen af Irak. Som koalitionsland står Danmark nemlig forrest i køen til at vinde nogle af ordrerne, oplyser den amerikanske ambassade i København til TV-Avisen i aften.
Danmark er gået forrest og har deltaget i Koalitionen. Derfor vil vi gerne sikre, at danske virksomheder og andre koalitionslande har mulighed for at deltage i genopbygningen af Irak, siger Christopher Fitzgerald, talsmand på den amerikanske ambassade i København, til TV-Avisen. Ifølge Fitzgerald vil koalitionslandene og deres virksomheder være i forreste linje til at vinde underkontrakterne fra US Aid.«
Og sandelig om ikke den forhenværende socialdemokratiske forsvarsminister Hans Hækkerup, der heller ikke er kendt som decideret modvillig over for USA, skriver i Berlingske Tidende i mandags: »Det bliver ikke nemt at skabe enighed om den Sikkerhedsrådsresolution, der skal fastlægge, hvad der skal ske i Irak efter krigen. Det bedste ville være, hvis man – som efter Kosovo-krigen – kunne opnå bred enighed i Sikkerhedsrådet, men det bliver ikke let. (...) I modsætning til Kosovo og Afghanistan vil Irak selv være i stand til at betale for en stor del af genopbygningen, når der igen åbnes fuldt ud for olieeksporten. Og netop her er de givtige kontrakter på spil – hvilke olieselskaber, der skal bistå med at løse den opgave, er ikke helt ligegyldigt.«

Nej, det er det ved den Gud i Himmelen, som USA’s præsident bestandig anfører, ikke. Tysklands præsident Johannes Rau skabte ved ugens begyndelse opstandelse ved utvetydigt at opfordre Bush til ikke længere at påberåbe sig og det amerikanske folk en særlig guddommelig missionsbefaling for det, som af Bush selv kaldes et korstog. Og selv om det kristelige erstattes af sækulære henvisninger til menneskerettigheder, demokrati, frie markeder, frit forbrugsvalg, fri sex og andre humanitære umistelige rettigheder,
bliver det ikke mindre kvalmende af den grund, at olie-interesserne ikke må nævnes som i hvert fald en del af formålet med de velsignede klyngebomber. Nogle kalder ligefrem olien for hovedformålet og hævder, at erobringen af den har været forberedt i mindst en halv snes år. Stærkere end hvad Niels Carstensen i onsdags-avisen fik gengivet fra en telefonsamtale med en iraker i Bagdad kan det vel ikke udtrykkes: Irakeren, der i øvrigt er kristen, har et barn grædende trøstesløst med hænderne for ørerne, mens vores frihedsbomber falder et par hundrede meter derfra. »Vi hører, at Bush trak sig tilbage for at bede en bøn, før han satte krigen i gang. Hvad er det for en kristendom? Hvilken tro er det? Er det hvad Jesus Kristus har lært os?« spørger irakeren.
Jeg lader som nyttig idiot for det irakiske barn spørgsmålet gå videre til Bushs allierede, statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans spindoktorer: Er der slet ingen grænser for vores hykleri, bare fordi vi er de gode?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her