Læsetid: 5 min.

Baskerslag i Ardennerne

Som den første spanier nogensinde vandt Igor Astarloa en cykelklassiker, Fleche Wallone, og det danske hold kan se tilbage på en arbejdsom kvajedag
24. april 2003

Cykling
Aldrig nogensinde har en spanier vundet et af de store nordeuropæiske klassiske cykelløb. Miguel Indurain har i det seneste ti-år stukket næsen frem i Liege-Bastogne-Liege et par gange, men blev den gang, han var tættest på, overrumplet af Rolf Sørensen, Claude Criquielion og Moreno Argentin, der vandt dengang i 1991, efter at de fire havde lavet den definitive udskilning. Indurain har vundet San Sebastian, som er et World Cup-løb, men ikke en klassiker i traditonsmæssig forstand, lige som sidste uges hollandske Amstel Gold Race heller ikke er det. Og det er ren politik. Store cykelnationer som Spanien og Holland skal have et World Cup-løb på kalenderen, hvilket giver løbene prestige, men det gør dem ikke til klassikere, og World Cup’ens cykelpolitiske bestemte struktur med ti løb over sæsonen har været hård ved løb som Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne, der er klassikere af alder, tradition og prestige, men ikke giver point til World Cup.
Ingen spanier har vundet en klassiker siden den hurtige Miguel Poblet i 1957 og ’59 vandt Milano-Sanremo, og det på trods af, at Spanien har været stormagt i denne idræt altid. Men løbsstukturen og traditionen i Spanien er en anden, end den er i Italien og i Nordeuropa. Man kører korte intense etapeløb og satser på de længere. Spanske rytteres forberedelse er lagt an på etapeløbene hjemme i foråret, på Spanien Rundt og på Tour de France. Lorteløb i strid blæst og regn og på brosten har aldrig været højtprioriterede af spanske ryttere og hold, og en forklaring på at de skidefryser, når de kommer til Gent, holder nok ikke. Det er løb der bare ikke ligger i deres opdragelse og for deres evner. Man skal være god til at køre opad og helst i flere dage, men at udfolde sig – og især taktisk – på en enkelt mulig regnvejrsdag har aldrig været spansk styrke. Der er også en nationalfølelse af selvtilstrkkelighed i det. Tour de France kan man som event ikke røre ved, men spanierne har sloges hårdt for at gøre Vuelta mere vigtig end den italienske Giro, og i den internationale løbskalender er etapeløbet i Baskerlandet sammenfaldende med Flandern og Paris-Roubaix, som rytterne ikke kan køre begge.
Så siden Poblet i 50’erne var det første gang for en spanier i en klassiker, da Igor Astarloa i går vandt Fleche Wallone. Tilmed foran landsmanden, og en anden basker i øvrigt, Aitor Osa.

Nok mest italiensk
Men Astarloas sejr i Ardennerne er nu nok mest italiensk. Den 27-årige fra omegnen af Bilbao kunne i 1998 ikke få plads på et professionelt spansk hold og søgte derefter sin lykke i Norditalien, hvor han kom under den tidligere italieneske mester Bruno Lealis vejledning. Astarloa er som cykelrytter vokset op i Brescia og taler lombardisk dialekt. Han blev lærling i 1999 på det hold, som nu hedder Saeco, og der har han i de sidste to år spillet rollen som hjælperytter for Danilo di Luca. Med en ret ironisk konsekvens: Di Luca har i snart flere år været udset til at være den unge italiener i kuldet efter Tafi og Bartoli, som skulle vinde klassikere, men det var Astarloa, der sidste år markerede sig stærkest i World Cup med andenpladser i Hamburg efter Museeuw og i San Sebastian efter Jalabert, og Astarloa var til det sidste en outsider som World Cup-vinder, skønt han ikke havde nogen sejre.
Den kom i går. Efter en atypisk afvikling af Fleche Wallone.
Det er den afsluttende Mur i Huy, der med sine op til 23 procents stigning skiller skidt fra kanel, men undertiden lykkes det for nogle at foregribe muren med et tidligt udbrud. Således vandt Kim Andersen Fleche Wallone i 1984, på trods af at han ikke var nogen klatreørn. Mere typisk vandt Bo Hamburger løbet i 1998 foran Frank Vandenbroucke fordi han var bedre til at klatre opad til sidst.
Astarloa vandt efter et atypisk løb. Et mærkeligt løb. Allerede efter 65 kilometer kørte en gruppe på 15 væk, og sammensætningen af den burde ikke vække bekymring, men størrelsen af den nok, hos favoritterne. Men selv med 30 kilometer til mål og blot et minut efter var passiviteten bagude så stor, at ingen af de formodede store formåede at køre de 15 ind, hverken ved individuelt initiativ eller ved holdindsats.

Taktisk dødssynd
Det var bagude Fassa Bortolo, med favoritterne Bartoli og Basso, og CSC med Hamilton, der måtte slæbe i front, og det var for Riis’ tropper selvfølgelig både meget synligt og magtfuldt, men det var samtidig – som det var for Fassa Bortolo – en taktisk dødssynd, at man ikke havde en mand med i så stort et udbrud, så man kunne have undgået forfølgelsesslæbet. Sådan noget bliver straffet. Det kan ske, men må ikke ske, og krisetegnet efter at Andrea Peron og Nicki Sørensen havde slæbt foran i forfølgerfeltet var, at Tyler Hamilton selv måtte køre op og både blotte sig og spilde kræfter alt for tidligt.
Men CSC var ikke ene om at kvaje sig. Ingen andre end de og Fassa Bortolo tog ansvar for forfølgelsen, og på den næstsidste stigning, Côte d’Ahin 12 kilometer fra mål, hvor man kunne have ventet individuelle aktioner, var alle favoritter passive.
Men ikke Astarloa foran. På Côte d’Ahin angreb italieneren Mazzoleni, som ikke er nogen ørn, baskeren satte efter ham og 15-mandsgruppen blev sprængt. Kun Aitor Osa fra San Sebastian kunne køre op til landsmanden, og det var derfra en ren baskisk duel på muren i Huy. Osa er en god bjergrytter. Astarloa en hurtig afslutter. Muren i Huy udjævner evnerne. Med små tre hundrede meter opad til mål kiggede Astarloa kort Osa i øjnene. Så hans tilstand og kørte væk mod sejren i et tørt ryk. Som sejrherren plejer at gøre i Huy.
For CSC må det have været ret bittert. I forfølgergruppen var det Danilio di Luca, der kom først op, men hans hjælper Astarloa havde jo allerede vundet, og som spot til nogens skade var Aleksander Shefer fra samme Saeco-hold og udbrydergruppen blevet nummer tre. Men med Di Luca sloges en velkørende Hamilton, som fik en fuldstændig ubrugelig 14. plads, der kunne have været kampen om sejren, hvis hans hold – og de passive andre favorithold – havde kendt deres besøgelsestid.
For CSC er gennembruddet endnu engang udsat til på søndag, hvor rækkken af forårsklassikere afsluttes med Liege-Bastogne-Liege. Trøsten er, at Hamilton og Nicki Sørensen har ben og hoved til at køre om sejren, men skåret i moralen er, at de i går forskertsede muligheden for at vise det.
For Igor Astarloa var det en sejr, som sætter Spanien på klassikernes landkort. For ham selv er det nok vigtigere, at han har sat sig selv ind i rækken af kommende klassiker-favoritter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu