Læsetid: 3 min.

Beijing ramt af SARS-panik

Kinas hovedstad er lammet af SARS-epidemien. 5.000 er sat i karantæne af myndighederne, som forsøger at stoppe udbredelsen af sygdommen, mens WHO kalder det for en overreaktion, som blot vil skræmme syge til at gemme sig
28. april 2003

TOKYO – SARS-epidemien har nu lammet Beijing, hvor myndighederne i går beordrede alle forlystelsesetablissementer, teatre, internet-cafeer, badeanstalter og mange restauranter lukket på ubestemt tid. Flugten fra hovedstaden og hamstringen af fødevarer er i fuld gang, mens rygterne løber løbsk.
Gaderne ligger næsten øde, og Beijing er blevet forvandlet til en spøgelsesby, hvor de fleste tilbringer helligdage indendøre trods det dejlige forårsvejr. Byen med 13 millioner indbyggere er på en uge gået fra den ene yderlighed til den anden.
Mørklægning, passivitet og medier med mundkurve på er blevet afløst af en ny åbenhed, og forholdsregler som skræmmer alle. Mindst to hospitaler – People’s Hospital og Ditan Hospital – er blevet isoleret og bevogtes af et politiopbud: Ingen får adgang til bygningerne, og ingen får lov til at forlade bygningerne, hvor 4.500 læger, sygeplejersker og patienter nu er in-communicado.
I det nordøstlige Bejing arbejder byggearbejderne dag og nat for at færdiggøre et felthospital for 1.000 SARS-syge. Så snart det står færdigt, skal arbejderne igang med at opføre et lige så stort hospital på et endnu ukendt sted i byen. Mere end 1.000 er nu blevet ramt af SARS, og omkring 5.000 mennesker i Beijing er allerede blevet beordret i karantæne, indtil videre i deres hjem. WHO kritiserede i går de kinesiske myndigheder for at »overreagere«.

Et helvede for mistænkte
»Ved at skabe et helvede for mistænkte syge opnår man kun, at de gemmer sig, og dermed risikerer man, at viruset spredes endnu mere,« advarede den tyske virusekspert Wolfgang Preiser under en samtale med journalister i Shanghai. »Myndighederne skal undgå at skade folk og i stedet forsøge at vinde deres tillid.« Chokbehandlingen er blevet til en boomerang.
Mange er bange for at søge læge. Den vanlige forkølelse hærger, og alle frygter at snue og hoste kan sende dem på hospitalet, som ofte er de rene arnesteder for virus.
»Hvis man ikke allerede har SARS, når man bliver indlagt, så er der stor risiko for, at man får det,« siger en bekymret diplomat. Hospitalerne beskrives som ’helveder’ eller fængsler og har fået mange tusinder, primært japanere, til at evakuere deres borgere. De SARS-patienter, som er blevet indlagt i de seneste dage, siges at være i en kritisk tilstand, fordi de har »ventet for længe«.
Åbenheden har medført en strøm af rygter, som har fået regimets appel til byens flere millioner migranter til at klinge for døve ører. For at tvinge de studerende til at blive holdes de snesevis af universiteter i gang, mens 1,7 millioner børn i børnehaver eller grundskoler har fået skolefri.
Den nye sundhedsminister, den 63-årige Wu Ji, kendt som Kinas ’Iron Lady’ og ligeledes kendt for at være en handlekraftig dame, har fået en dårlig start. Hendes oplysningskampagne har spredt kendskabet til SARS til hele landet, og de fleste bør nu vide, hvordan man bedst beskytter sig mod viruset. Men det er sket i et rasende tempo. For en måned siden lød forsikringerne om, at »alt er under kontrol«, og det krævede kun få minutters åbenhed, før alle havde forstået, at viruset var dødsensfarligt, og at man befandt sig midt i katastrofen.
Fra de første dages forsigtighed er mange aviser nu blevet en aktiv del af rygtespredningen ved at bringe sensationelle ’afsløringer’, som bidrager til panikken.
Endnu mere rygtespredning foregår via SMS-meddelelser på mobiltelefoner. Her siger rygterne, at der vil blive erklæret undtagelsestilstand, og at lufthavnen samt alle veje ud af byen bliver lukket. Andre rygter siger, at fly vil overflyve Beijing for at sprøjte med anti-SARS-kemikalier, og i lørdags blev folk advaret mod at gå ud. Der var påstande om, at en sky af viruset ville forgifte byen, når SARS-patienterne blev overført til de nye faciliteter. Forskellige rygter hævder også, at dødsviruset er amerikansk, og at et bombefly på vej til at bombe Nordkorea styrtede ned i Guangdong-provinsen.
SARS-panikken har nu også spredt sig til Taiwan, hvor viruset i går krævede sit første offer. Her har myndighederne sikret sig retten til at arrestere forkølede blot på mistanken om SARS.

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her