Læsetid: 4 min.

Et belastet forhold

I Frankrig går bølgerne højt, ikke bare om Irak og USA, men også om den gamle franske tradition for anti-amerikanisme
2. april 2003

Anti-amerikanisme
PARIS – Hver aften ser franskmændene den satiriske marionet-tv-avis på Canal Plus, Les Guignols de l’Info, hvor George W. Bush er en retarderet person med en intelligens svarende til en cirka tre-årig, styret håndfast af en general, der har Sylvester Stallones virile ansigt og muskuløse skikkelse, med andre ord Rambo. Det foregår i et USA, hvor »en fundamentalistisk sekt har taget magten«.
Les Guignols de l’Info er morsomt, talentfuldt og professionelt lavet – satire i verdensklasse. Det er en revy, der skyder i alle retninger, men USA har i årevis været et af dens yndlingstemaer, symbolet på den uhæmmede merkantile globalisering – med den kyniske Mr. Sylvester (generalens dobbeltgænger) som generaldirektør for World Company.
Nogle vil mene, at dette show – og dets succes – er tegn på en blomstrende anti-amerikanisme i Frankrig. Det kan diskuteres. Men spørgsmålet er på dagsordenen, fordi USA i forbindelse med Irak-krigen kritiseres som aldrig før i Frankrig, og fordi, som Le Monde skriver:
»Aldrig siden den kolde krigs afslutning har der været en så hård konfrontation mellem allierede... Gennem 18 måneder har misforståelser, mistillid og tvetydigheder omkring Irak forgiftet det transatlantiske forhold og fået tandemen Chirac-Villepin til at træde i åben opposition til Bush og hele hans hold.«
Den franske presses angreb på Bush-regeringens Irak-politik, dens lovløse og ensidige krig og den nye amerikanske imperialisme adskiller sig i hovedsagen næppe fra kritikken i mange andre lande – undtagen måske ved deres forholdsvis moderate tone.
Den franske præsident og regering har også hele tiden holdt sig inden for diplomatisk sprogbrug over for USA (omend ikke over for de USA-tro regeringer i østeuropa, som Chirac beskyldte for »dårlig opførsel« og for at have »forsømt en god lejlighed til at tie stille...«).

Stalinistiske fredsbevægelser
Indvendingerne mod USA er sagligt begrundede, rationelle. Franske politikere nægter sig uden undtagelse skyldige i anti-amerikanisme og afviser det som en grov beskyldning.
Socialisten Jack Lang – mangeårig kulturminister – der i stærkere vendinger end nogen anden har angrebet Bush-regeringen og støttet Chirac under Irak-krisen, bedyrer, at han regner sig for en »ven af USA og forkæmper for de kulturelle forbindelser mellem USA og Frankrig«.
Så hvorfor tale om anti-amerikanisme?
Det har noget at gøre med, at USA selv i den nuværende situation har sine forsvarere i Frankrig – således en mindretalsfløj af Chirac-partiet UMP og visse intellektuelle som filosoffen Andrè Glucksmann, forfatteren Pascal Bruckner og filminstruktøren Romain Goupil. Også den kendte radikale politiker Bernard Kochner – læge, humanitær foregangsmand og fhv. administrator i Kosovo – godkender USA’s politik.
Glucksman har i International Herald Tribune sammenlignet kritikken af USA med »de stalinistiske ’fredsbevægelsers’ argumentation« under Den Kolde Krig.
I disse kredse er man tilbøjelig til at stemple modstanden mod USA som et udslag af en traditionel fransk anti-amerikanisme. Samtidig har flere essayister i de seneste måneder fokuseret på dette fænomen, og en enkelt bog, der udkom i februar, har i uforholdsmæssigt omfang bidraget til at sætte anti-amerikanismen til debat, fordi det drejer sig om den første grundige, historiske analyse af fænomenet, et værk på 600 sider. Bogen, L’Ennemi amèricain. Gènèalogie de l’antiamèricanisme francais, Forlaget Seuil, er skrevet af idehistorikeren Philippe Roger, discipel af Roland Barthes og redaktør af tidsskriftet Critique.
Philippe Roger har udtalt sig i mange interviews i pressen og i tv-debatter og derved bidraget til at skabe det indtryk, at anti-amerikanisme er et stærkt udbredt og højaktuelt fænomen i Frankrig. Han hævder, at den er stærkere i Frankrig end i noget andet land.
»Vi er og bliver førende i Europa ifølge meningsmålingerne – selv om vore naboer er i færd med at hale ind på os som følge af Irak-krisen,« siger han til ugebladet L’Hebdo des Socialistes.
Roger tidsfæster den franske antiamerikanismes gennembrud til 1700-tallet: Amerika regnes for mindreværdig i forhold til Europa allerede før USA’s opståen. Derefter optræder den i tre faser. I det 19. århundrede interesserer man sig kun lidt for USA, men i slutningen af århundredet begynder frygten for et ’imperialistisk’ USA med den spansk-amerikanske krig om Cuba og Filippinerne – USA’s første militære sejr over en europæisk magt, Spanien – og den tredje fase begynder efter Første Verdenskrig: »Vi hadede amerikanerne for at have hjulpet os for sent og for lidt, og især fordi de krævede tilbagebetaling af krigslånene.«
I mellemkrigsårene fulgte en antiamerikanisme med forankring i det yderste venstre og det – tildels antikapitalistiske – yderste højre.
Efterkrigstidens historie er mere velkendt – kommunistpartiets store tilslutning og prestige i Frankrig, de Gaulles USA-kritiske holdning, protesterne mod USA’s krigsførelse i Vietnam. I hele perioden havde den intellektuelle elite i Frankrig en overvejende antiamerikansk profil.
Hvis den franske holdning til USA er kritisk i dag, må det ikke glemmes, at amerikanernes vrede over den franske modstand mod USA giver sig voldsomme udtryk. Den engelske historiker Timothy Garton Ash rejste fornylig til USA for at studere dette fænomen, og han havde rystende oplevelser, som han opregner i en stor artikel i The New York Review of Books og det franske tidsskrift Commentaire: »Jeg havde ikke gjort mig klart, i hvilken grad det gamle engelske tidsfordriv, der består i at rakke ned på franskmændene, er udbredt i den folkelige amerikanske kultur.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu