Læsetid: 2 min.

Ud i det blå

Tom Tykwers Krigeren og kejserinden lyser af talent, men smuldrer under ambitionernes vægt
10. april 2003

Ny film
Som ren billedfortælling er filmen ofte drømmesmuk og sensuel. Med en musikalsk vekselvirkning mellem ultranærbilleder og total-indstillinger fremtryller Tom Tykwers kamera virkninger af en visuel poesi, der sjældent ses i moderne film. Tykwer er også klipningens mester, når han skaber suggestive billedsuiter i elegant slyngede forløb.
Den æstetiske nydelse, det er at se filmen, svinder dog noget ind, efterhånden som man opdager, at Tykwer har mindre i posen end der lægges op til.
Starten er ellers gådefuld og pirrende i sin indkredsning af to aparte hovedpersoner, der hver især lever i deres egen verden og derfor har svært ved at mødes.

Sær sygeplejerske
Sissi er en ung sygeplejerske på et psykiatrisk hospital, hvor hun også bor privat. Hun har et tæt forhold til flere af patienterne – måske fordi de genkender hende som en af dem selv? Er hendes far en af patienterne? Har hendes mor også været indlagt?
I hvert fald bevæger Sissi sig rundt i en mærkelig uskyldstrance som en mellemting mellem tosseanstaltens tavse Madonna og en uartikuleret Kaurismäki-heltinde.
En dag køres hun over af en lastbil, og den unge kriminelle Bodo, der indirekte er skyld i ulykken, redder hende i en spektakulær scene, hvor han udfører trakeotomi på hende, mens de befinder sig under selve køretøjet.
Her tidsforlænger Tykwer dristigt forløbet og skaber en lille lomme af evighed, en medicinsk kærlighedsscene, der bliver bestemmende for resten af historien. For Sissi forelsker sig i sin redningsmand, der til gengæld ikke vil vide af hende. Han er nemlig selv en tillukket rand-eksistens, tidligere soldat, aggressiv og bitter samt traumatiseret af sin kones død ved en eksplosion på en benzintank.

Kieslowski-inspireret
Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at Tykwer – efter at han havde lavet Krigeren og kejserinden – instruerede Kieslowskis posthume manuskript Heaven med Cate Blanchett.
Som Kieslowski i for eksempel Rød prøver Tykwer i begge film at skabe en poetisk realisme i kunstfærdigt sammenvævede forløb, hvor skæbne og tilfælde, fortid og nutid, i lige høj grad styrer nogle personer på randen af normaliteten.
Desværre arbejder Tykwer i Krigeren og kejserinden mere bastant og tungt med symbolisme og poetiserende stilisering end Kieslowski. Han bryder af og til med stor virkning den meditative rytme med action-sekvenser, der viser hans formelle dygtighed, men som fortælling smuldrer filmen, efterhånden som den totale uvirkelighed tager over, og Bodo for eksempel splittes symbolsk i to skikkelser.
Krigeren og kejserinden er altså en film, der stråler af talent på en lettere distance-blændende måde. Hvad vi får at vide om de to hovedpersoner ender med at blive så tyndt postulerende og uforpligtende, at hele projektet med alt sit skønfilmeri synes at fordampe i den blå luft. Hvad der er ekstra ærgeligt, fordi Tykwer i den markante Franka Potente har en af øjeblikkets bedste unge filmskuespillerinder i hovedrollen som kejserinde Sissi.
Hendes figur fængsler, uden at hun får chancen for at bryde igennem skallen af mystifikation og skabe et fuldgyldigt afrundet portræt.

*Krigeren og kejserinden. Instruktion og manuskript: Tom Tykwer. Tysk (Grand og Empire). Premiere i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu