Historien handler om en brummende sten og det tyvende århundrede. Denne
sten hugges ved forrige århundredeskifte ud af væggen i en klippehule i Schweiz af en esoterisk anlagt huleamatør. Historien følger stenens vandring fra person til person gennem det tyvende århundrede over anarkister i Berlin og frem til et museum for moderne kunst i Vesttyskland. Det er Peter Adolphsens første store fortælling, Brummstein, som udkommer på torsdag. Information bringer et uddrag fra bogen: Vi er nået til en boghandel i Berlin på Krystalnatten i 1938
Efter Krystalnatten den 9. november 1938, hvor boghandlen blev hærget og Judiths bror Jakob gennemtævet, og den efterfølgende annullering af alle jøders borgerrettigheder, valgte Moses endelig at flygte med sin familie til Aalborg i Danmark, hvor han havde en søster, der tilbød at huse dem. Uheldigvis glemte Judith sin kuffert, og i den æsken med den valnøddestore skærv, i toget mellem Hamburg og Flensburg, hvorefter kufferten endte på Altona-banegårdens afdeling for glemte sager.
Egentlig foreskrev reglementet, at glemte genstande efter 18 måneder tilfaldt Deutsche Reichsbahn, men krigsudbruddet 1. september det følgende år betød, at den funktionær, der hidtil havde bemandet afdelingen, blev indkaldt til militærtjeneste og erstattet af den pensionerede billetsælger Georg Weide, der krigen igennem, uvidende om ovennævnte regel, passede på den fugtige træbarak yderst på baneterrænet med dens hundredvis af kufferter, tasker, frakker, hatte, paraplyer o.s.v. Takket være et usandsynligt held og en afsides placering mellem to lave volde undgik barakken samtlige allierede bombardementer inklusive brandstormen den 28. juli 1943 under operation Gomorrha.
Allerede i maj 1941 blev bygningen i Langenfelder Straße, der indeholdt Georgs egen lejlighed, ramt af en fuldtræffer, og han flyttede permanent ind i barakken på baneterrænet. Egentlig var der ganske hyggeligt: Kakkelovn, bord, stol, briks og et udendørs das var allerede til stede, og med de få ejendele, som han fik gravet frem af murbrokkerne, fik han indrettet barakken, så der ikke manglede noget væsentligt; selv et mørklægningsgardin hængte han op.
Det var i december 1943, at Georg endelig overskred den indre barriere, der hidtil havde afholdt ham fra at lægge hånd på de glemte sager. Et nobelt motiv, sult, drev ham: Måske en af kufferterne indeholdt en dåse gullasch eller bare en pose bolsjer. Han gik systematisk til værks: Påpasselig med at hver genstand beholdt sin oprindelige nummerseddel anbragte han alle de løse objekter, frakker, hatte o.s.v., tæt pakket i den ene side af barakken. Derefter vendte han sig mod kufferter, mapper m.v. En efter en tog han dem op på bordet, og med en følelse som en kirurg, der har en patient på operationsbordet, åbnede han dem og lagde indholdet op på snorlige rækker. Efterfølgende lagde han tingene tilbage i omvendt rækkefølge, frataget hvad han kunne bruge, hvilket inkluderede to fyldepenne, en lille stak bøger, lidt penge, en del tøj og et antikt lommeur. Hver gang han tog noget, lagde han i stedet en lille seddel med en ordknap beskrivelse af genstanden og følgende sætning: »Ich, Georg Weide, nahm in einer Zeit großer Armut diesen zurückgelassenen Gegenstand an mich.« Han fandt ikke meget spiseligt, som ikke også var råddent, men der var dog enkelte fangster: En rulle beskøjter og hele ti dåser makrel i en lærredspose, en slidt læderkuffert indeholdt tre store flasker øl og en flaske blommebrændevin, og i en kurv fandt han to store glas syltede agurker. Madvarerne skrev han ikke sedler for. »Der er krig,« sagde han til sig selv.
Undervejs i gennemsøgningen fandt han æsken med skærven af det brummende klippemassiv. Forsigtigt pillede han de to gulnede sedler op. Hans øjne var gamle, og vintersolen trængte knap gennem det snavsede vindue, men med tålmodighed fik han læst, hvad der stod. Han samlede stenen op og mærkede derved dens lette dirren, hvilket forskrækkede ham, så han slap den med et lille støn i falset. »Hvad er du for én?« spurgte han ud i stilheden. Med et blik på det fremlagte indhold af tasken, hvori æsken med stenen var blevet fundet, bedømte han taskens ejer til at være en jødisk kvinde. Han samlede stenen op fra gulvet, hvilket afstedkom visse rygsmerter, og forvissede sig om, at den dirrede. »Holzschachtel mit ein seltsamer Stein. Ich, Georg Weide, nahm in einer Zeit großer Armut diesen zurückgelassenen Gegenstand an mich« skrev han på en seddel til erstatning for æsken, som han skubbede ind under briksen.
Allerede som barn var Georg udstyret med en fremragende hukommelse kombineret med en total mangel på ambitioner, hvilket gav ham et langt liv som sælger af togbilletter uden nogensinde at geråde i tvivl om jernbanernes takster eller procedurer. Årene i billetlugen havde desuden givet ham præcise erindringer om hundredetusindvis af billetkøbere, og en stor del af tiden i barakken på baneterrænet blev brugt på at bringe orden i dette hav af erindrede portrætter. Til en begyndelse inddelte han dem efter køn og i tre aldersklasser, alt efter om de havde ønsket en børne-, normal- eller pensionistbillet, samt i tre sociale klasser, alt efter om billetten var til 1., 2. eller 3. klasse. Hvilke klassifikationsprincipper han yderligere skulle betjene sig af, blev genstand for langvarige overvejelser. Han forsøgte først at indplacere dem efter beskæftigelse, men komplikationerne multiplicerede sig hurtigt på denne måde: Var det f.eks. hensigtsmæssigt at skelne mellem barnepiger og ammer eller mellem omrejsende sælgere, der henholdsvis var ansatte i et firma eller arbejdede alene? Desuden opstod der så mange tvivlstilfælde, når han ville benytte økonomiske eller sociale parametre, at han måtte erkende, at de bedste holdepunkter for en arkivering af de erindrede personer var træk, der kun hidrørte fra billederne selv og ikke fra hvad han kunne konkludere ud fra opførsel, sprog og påklædning, eftersom disse konklusioner altid tenderede mod at være fordomme. Ergo måtte han klassificere efter rent udvortes træk. Han opretholdt inddelingerne i mænd, kvinder, børn, voksne, gamle, 1., 2. og 3. klasse og arkiverede derpå ansigterne efter næselængde, som han efter et par uafgørlige tilfælde omdefinerede til næsevolumen.
Tålmodigt bragte han orden i sin hukommelse til en dag i september 1944, hvor arbejdet var uigendriveligt tilendebragt. Arkivet havde vist sig at omfatte præcis 361.412 personer. Besynderligt stakåndet sad han og betragtede det fra sit indre fugleperspektiv. De følgende dage følte han en stor tomhed. Han prøvede at vende tilbage til arkivet med konstruerede spørgsmål som »antallet af næser med tre eller flere anomalier, vorter, kraftig hårvækst o.lign.« eller »de grønneste øjne«, men hvorledes definere »anomali«, »kraftig« eller »grøn« uden at vade durk ud i subjektivitetens kviksand? Hele forehavendets formålsløshed skar ansigter af ham, og der gik nu ofte flere dage i træk, hvor han ikke tænkte på arkivet.
Det var også rigeligt tidskrævende at skaffe mad og brændsel. Han gennemgik samtlige glemte genstande igen og tog alt, hvad der kunne indbringe noget på sortbørsen, og efterlod hver gang en seddel. »Nu har jeg skrevet denne sætning 500 gange,« tænkte han en dag efter at have sat punktum efter »... Gegenstand an mich« på en seddel, der skulle erstatte et par skindhandsker.
Blå bog
*Peter Adolphsen er født i 1972 og debuterede i 1996 med Små historier som han i 2000 fulgte op med Små historier 2. På torsdag udkommer Adolphsens tredje bog Brummstein på Samlerens Forlag
