Læsetid: 4 min.

Dissidenter forsvarer krig

Vaclav Havel, György Konrad og Adam Michnik anklages for intellektuelt forræderi, fordi de støtter krigen i Irak
9. april 2003

Centraleuropa
Tre af Centraleuropas dissidenter, »der engang poserede som ’Det Nye Europas’ organiske intellektuelle stiller sig på sejrherrernes side. Det er er endnu et kapitel af kontoristernes forrædderi.«
Sådan skrev Christian Semler i den venstreorienterede tyske avis Die Tageszeitung for en måned siden i raseri over, at Vaclav Havel, den ungarske forfatter György Konrad og den gamle Solidarnosz-mand, Adam Michnik, åbent har sagt, at de støtter krigen imod Saddams regime i Irak.
»Råbet om frihed og demokrati er sunket ned i ideologisk retorik,« beklagede Semler og beskyldte de ’tre hellige konger’ – Havel, Konrad og Michnik – for at være amerikanske eftersnakkere, at læse historien selektivt og ignorere USA’s Vietnamkrig og støtte til latinamerikanske diktaturer.
Semlers artikel rørte ved et spørgsmål, mange sikkert har stillet sig. Hvordan kan Havel – den gamle dissident fra Charter 77’s oprør mod den sovjetiske totalitarisme, og som skrev essays om ’De magtesløses magt’ og ’livet i sandhed’ – støtte krigen i Irak, hvor civile mister livet? Og hvordan kan György Konrad – manden bag politikkens anti-politik – dog skrive i et essay i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at han »er for krigen i Irak«? Konrad har oven i købet fordømt det, han kalder fredsfolks »groteske forståelse for et dødbringende diktatur«.
Hvad er det, der driver disse centraleuropæiske intellektuelle?
Konrads landsmand, nobelprisforfatteren Imre Kertész, tog tråden op i sidste uge på en konference i Berlin. Selv om Kertész er imod krigen, erklærede han dog ikke desto mindre, at han er ’irriteret’ over »den anti-amerikanisme, der findes i Tyskland«.
Han beklagede, at tyskerne åbenbart har lettere ved at demonstrere imod USA end »imod den frygtelige irakiske diktator, Saddam Hussein«.

Aldrig mere München
I februar forklarede Vaclav Havel over for David Remnick fra magasinet The New Yorker, at det nok »ikke er tilfældigt, at ideen om at stille op imod det onde har fundet mere opbakning i de lande, der har en nylig erfaring med totalitære systemer. (...) Den tjekkiske erfaring med Mün-chen, med ’appeasement’, med at give efter for det onde og kræve flere og flere beviser for, at Hitler virkelig var ond, kan være en årsag til, at vi ser på det en anden måde. Men det betyder ikke automatisk, der skal gives grønt lys for forebyggende angreb« mod alle regimer, som ’den euro-amerikanske verden’ ikke bryder sig om.
Der må skønnes i hver enkelt sag, fastslog Havel.
Her forleden tog så Adam Michnik ordet i debatten med en kronik under den selvironiske overskrift: ’Vi, forrædderne’.
Michnik, der i dag er chefredaktør for den store polske avis Gazeta Wyborcza, skriver, at det, der forener ham med Havel og Konrad, er ’kærligheden til friheden’, ’troen på den menneskelige værdighed’, ’den civile ulydighed over for totalitarismen’ og en fælles erfaring fra lande, ’der led meget under totalitære regimer’.
Michnik siger, at han altid har fordømt magtens arrogance, uanset hvor den forekommer og ikke bare Bush’s arrogance, »som mine tyske og franske venner er så indignerede over.«
Han støttede demonstrationerne i 1968 imod Vietnam-krigen. Men han blev ’forfærdet’, da han så, at efter kommunisternes sejr måtte tusindvis af vietnamesere flygte fra deres land i små både:
»Jeg husker de manikæiske tilhængere af Vietnam, der for at forsvare landet brændte nordamerikanske flag af, men bagefter ikke åbnede munden for at fordømme den totalitære realitet, som kommunisterne gennemtvang.«
»Jeg har altid fordømt dobbeltmoralen på den vestlige venstrefløj, der sagde, at den værste kommunisme dog var bedre end enhver kapitalisme, fordi den førte menneskeheden til en lys fremtid.«
»Og hvad består mit forrædderi så i? At jeg i dag, som før, nægter at sætte lighedstegn mellem et antipatisk og konservativt regime, der er demokratisk, og så et diktatur, uanset hvilken kulør det har.«

Forsvar for demokratiet
Michnik mener, at det er ’absurd’ at »se en totalitær fare i Bush’s handlinger og samtidig forsvare Saddam Hussein«. På det moralske plan er krigen mod Saddams regime ’retfærdig’ ligesom krigen mod Hitler og Finlands krig imod Stalin.
Og det er ’politisk retfærdigt’ at føre »en krig, der har som målsætning at vælte en tyran, som støtter den internationale terrorisme og som forsøger at få fat i masseødelæggelsesvåben«.
Han understreger, at »George W. Bush ikke er helten i mine drømme og hans manikæisme irriterer mig, men jeg støtter ham i den krig, han har indledt imod bin Laden, al-Qaeda og Saddam Hussein«.
Michnik bryder sig ikke om Bush’s indenrigspolitik, hans retorik og alliance med det kristne integrister, og han er ’bekymret’ over, at »Bush’s politik kan likvidere de humanitære principper for den internationale politik. Men jeg tror, at det farligste for disse principper er tolerancen over for totalitære diktaturer og de kujonagtige forsøg på at dække over kriminelle handlinger begået af regimer som Irak, Nordkorea, Libyen og Cuba.«
»Terrorismen har erklæret krig imod den demokratiske verden, og vi ønsker at forsvare denne verden, selv om vi til fulde kender dens mangler og synder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her