Læsetid: 2 min.

Dræb dit hus

3. april 2003

Spot
Det kribler og forårskrabler, og der bygges rede i hus og hegn. Også på tv. Udsendelser om renovering af lejligheder og haver topper tv-hitlisterne, og det er ikke svært at forstå, for hvad overgår den inderlige fryd at sidde mageligt i sofaen med en kop øl og se andre slide sig en vabel til med skruetrækker og skuffejern?
Mindst af alle synes DR 2 at have fattet det nye underholdningskoncept. I denne kanals haveprogram, Haven i Hune, er omlægningen af græsplænen ikke iscenesat som et surprise-party, og der mangler et tikkende stopur til at sætte tempoet. Ingen programværter besat af tvangsmæssig hep-hep-optimisme affyrer kvikke bemærkninger. Næh, her er blot en sær have og en sær ejer og ro – altså et program for folk med tålmodighed som en regnorm. Den slags seere bliver der stadig færre af, men det rastløse flertal kan blot flygte til DR1’s hæsblæsende Hokus Krokus, hvor en skvalderkålsbefængt kolonihave i aften loves forvandlet »til en blomstrende oase«. Stedet har været i familiens eje i fire generationer, oplyses det. Tænk, her har forældre og bedsteforældre og oldeforældre levet i dyb uvidenhed – man troede, at man ejede en kedelig kolonihave, men i virkeligheden var det en oase, som blot lå og ventede på at blive befriet af tv. Efter omlægningen til oase vil familien være nødsaget til at ansætte en hær af havemænd, som skal afholde den kostelige stump Eksotia fra at synke tilbage på den gammeldags kolonihaves primitive stade. Men hva’, alt har sin pris.

Helt oppe på beatet er TV 2 med programmet Helt Solgt! som tv-stationen selv føler trang til at kalde et » inspirerende boligprogram«. Inspirationen er ganske speciel, for det hele går ud på at sminke et bolig-lig, så det kan narre mulige købere. Det vigtigste råd er: Slå først dit hus helt ihjel, fjern alle spor af levet liv, af personlighed og sjæl. I aften kan vi se ejerne af en villa i Hvidovre ødelægge deres køkken. De kan egentlig godt lide stærke farver, men tv og den søde værtinde Anette Toftgård kendt fra tv ved, at den går ikke over for køberne, så hvidt det hele over, ikke en smule særhed og individualitet må være tilbage. Det hele skal være mainstream hotelværelsesstil med et forsigtigt, endelig forsigtigt, stænk moderigtig indisk Bollywood.
Se, det er jo tankevækkende råd i en tid, der ellers er udråbt til at være individualismens epoke. Kun få gider se det rigtigt levende menneske, individualisten i DR2’s have i Hune. Man vil meget hellere have en standardiseret ren røv at trutte i fra TV 2, hvide vægge og det hvide snit. Ind på række og march fremad i kampen for nationens forskønnelse.

*Haven i Hune, DR 2 kl. 19.30

*Hokus Krokus, DR 1 kl. 20.00

*Helt Solgt! TV2 kl. 20.50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her