(2. sektion)
Radio
Jeg ligger i mit soveværelse med begge vinduer og øjne åbne og lytter til byens lyde, der må være omtrent de samme som på Absalons tid. En fjern brandert er det eneste der bryder stilheden. De havde vel også branderter på Absalons tid?
Men stille er der i byen på denne tid af døgnet. En truende stilhed, forekommer det mig.
I radioens Agenda i søndags skændtes stud. teol. Sørine Gotfredsen med stud.mag. Nicoline Müllertz så lydteknikeren havde svært ved at holde decibellene nede. Bliver vores standpunkter mon klarere og mere overbevisende ved, at vi skriger dem i hovedet på hinanden? Min egen råben fra sidst, jeg var oppe at diskutere med nogen, hænger endnu som tinitus i mine ører.
Så stilheden er altså ikke total. Og faktisk er jeg vågnet, fordi jeg mener jeg hørte et bombelignende brag ikke så langt bort. Måske er det derfra tinitusen stammer? Nu ligger jeg og venter på udrykningshornene, politi, brandbiler og ambulancer. Men der kommer ingen udrykninger. Så det er nok bare noget, jeg drømte. Eller måske har jeg faktisk hørt en bombe. Det var bare en, der faldt i min barndom og nu kom tilbage med 60 års forsinket ekko. Eller det var en bombe, der faldt så langt borte, at man kun kunne høre den i drømme. Eller det er måske en, der slet ikke er faldet eller sprængt endnu. En tidsindstillet fremtidsbombe. I drømme sker der så meget.
Ulvetimen
Jeg har glemt, hvad de skændtes om, de to studiner, men jeg nærmer mig ulvetimen og kommer i tanke om, at titlen på deres skænderi var »De andre, angsten og det multikulturelle samfund«. Sørine erklærede, at »hun står på angstens side«, fordi hun var bekymret for Danmarks fremtid, når befolkningens sammensætning forandrer sig, som den gør. Og hun mente ikke, at mennesket generelt kan bære det ansvar, der idag bliver lagt på dets skuldre af dem, der kalder sig progressive. Hun mente, at de progressive i virkeligheden er det modsatte af progressive, fordi de ikke anerkender menneskets natur, som efter hendes mening er at nære angst for de fremmede. »Selvfølgelig skal vi have en eller anden mængde af fremmede, men den skal begrænses. Det er forkert at tro, at angst kan udryddes,« sagde Sørine.
Nicoline kendte også til angst. Men det var mest »mennesker som dig, Sørine, jeg kan blive bange for, hvis jeg skal være helt ærlig«. Og dermed mente hun mennesker, der taler for et samfund, hvor forskellighed ikke er et gode, hvor vi helst skal ligne hinanden så meget som muligt, og hvor man ikke må se ud! Men også hun erklærede sin afstand til »de der progressive venstreorienterede fra 68 med deres godhed og det rigtige de sidste 20-30 år i Danmark, (sagde Nicoline).
Man kan undre sig over de to studiners monotone nedrakning af de 68ere, der rent faktisk grundlagde blandt andet den frihed, hvormed de samme to kunne gebærde sig og tiltale hinanden. At de misbrugte denne frihed til noget, der lignede mudderkastning, må blive deres egen sag. Jeg ligger og føler en voksende angst for den intolerance over for hinandens synspunkter, som kom så skrigende til udtryk, og som lød som de fjerne hyl i min aktuelle ulvetime. Alligevel falder jeg i søvn og drømmer, at den såkaldte koalition er noget, jeg har drømt. For snart at vågne op til det mareridt at hverken Bush, Saddam, Blair eller Fog er nogen aprilsnar.
