Læsetid: 3 min.

Efterlønner med ambitioner

For fire år siden fik Oskar Lafontaine nok af Schröder og forlod politik. Var det for altid – eller venter han blot på sit comeback og på den endelige triumf over kansleren?
28. april 2003

Portræt
Berlin – »Tillykke, kandidat!« Ordene var indledningen på Gerhard Schröders vej til posten som Tysklands kansler. I marts 1998 havde han netop vundet delstatsvalget i Niedersachsen i overlegen stil, og hans partiformand, Oskar Lafontaine, ringede for at lykønske ham med valgsejren – og med titlen som socialdemokraternes Kohl-udfordrer ved det forestående Forbundsdag-valg.
På forhånd havde Lafontaine og Schröder aftalt, at hvis Schröder vandt klart i sin delstat, skulle hans popularitet bruges til at bryde Helmut Kohls 16 år lange magtmonopol.
»Tillykke, kandidat!«
Kommaet markerede en pause, et kort sekund, hvor Lafontaine kunne synke bitterheden. Hvordan skulle han kunne glæde sig på denne aften, som kostede ham muligheden for at blive kansler?
»Tillykke, kandidat!«
Når Schröder og Lafontaine på de følgende vælgermøder optrådte sammen, forsikrede de, at man end ikke kunne klemme så meget som et ark papir ind mellem dem. Så nært forbundne var de. Og Lafontaine smilede bredt.
Først længe efter bemærkede man hans kolde øjne.
Oskar Lafontaine havde virkelig forberedt sig på kanslerposten. Han havde skrevet en dynge debatbøger og slidt sig gennem flere partikommissioner, der skulle beskrive fremtidens SPD samt anvise koncepter for beskæftigelse og landets økonomisk udvikling.
Han var gået den slagne vej – ungsocialist (Juso), lokalpolitiker, borgmester i Saarbrücken, ministerpræsident i Saarlandet og partiformand. Han havde været med i 1990 – dengang Tyskland efter Murens fald tumlede rundt i »national beruselse« (Lafontaine) – og han havde tabt, fordi han havde sagt sandheden: Nej, genforeningen hastede ikke, den ville blive alt for dyr.
Kohl vandt. Lafontaine trak sig tilbage til Saarlandet, 1998 skulle være hans år. Men så kom den intellektuelle letvægter fra Hannover og stjal billedet. I oktober blev Lafontaine Tysklands økonomiminister, en sølle nummer tre efter kansleren og den grønne udenrigsminister Joschka Fischer.
Duo’en Schröder-Lafontaine holdt kun et halvt år, så fik Lafontaine nok: Hvor Lafontaine stod for en klassisk socialdemokratisk linje, flintrede Schröder rundt mellem genrerne – og ministrene havde han heller ikke styr på.
Lafontaine sendte kansleren nogle få linjer med sin opsigelse, og murede sig inde i sin villa i Saarbrücken. Tre dage blev han belejret af pressen, før han kom ud med sin to-årige søn Carl Maurice på skuldrene og begrunder sit skridt med det »dårlige holdspil« i regeringen. Nu ville han hellige sig familien og desuden skrive bøger.

Brændende had
Familien fik han tid til, og bøger skrev han også. Med ’Das Herz schlägt Links’ (Econ Verlag, 1999) forsøgte han at få luft sin indeklemte vrede. I bogen frakendte han Schröder enhver evne til at regere, end ikke synge kunne Schröder.
»Hold din mund og drik din rødvin,« anbefalede forfatteren Günter Grass, der samtidig afskrev ham som ven.
De efterladte kammerater i SPD forsøgte at slette mindet om afhopperen, i stedet optrådte han som politisk efterlønner hos Attac, ved fredsmøder og i tv-debatter. De seneste år har han haft en klumme i landets største avis, Bild Zeitung, hvor han jævnligt tamper løs på Schröder.
»Beskæringen af de sociale ydelser og lønmodtagernes rettigheder kaldes reformer. Turen tilbage til det 19. århundrede – ingen beskyttelse mod fyring, ingen medbestemmelse, ingen overenskomst – hedder modernisering. Sjældent har en hjernevask fungeret så godt som hos de neoliberale rottefængere,« skrev han for en uge siden.
I disse uger overvejer Oskar Lafontaine, om han skal møde op ved det ekstraordinære SPD-landsmøde den 1. juni.
Kommer han, er der med fire års forsinkelse lagt op til det endelige show-down med Gerhard Schröder, som han ikke turde tage i 1999.

*Oskar Lafontaine
født 1943. Under studierne i Bonn (fysik) melder han sig ind i SPD’s ungdomsorganisation, Juso. Politisk karriere: 1976-85 overborgmester i Saarbrücken, 1985-98 ministerpræsident i Saarland, 1995-99 SPD-formand, 1998-99 økonomiminister, siden 1999 politisk efterlønner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu