Læsetid: 3 min.

Fældet af Fred

Efter fire års analysearbejde kunne 60 journaliststuderende og en tidligere journalist i denne uge sætte navn på den mytiske kilde bag Watergateskandalen
26. april 2003

Bob Woodward, journalisten der sammen med kollegaen Carl Bernstein oprullede Watergateskandalen, kunne ikke lade være at grine ned i telefonrøret. I den anden ende var en journalist, der ville vide, hvorfor Woodward nægtede at lade sig interviewe af en gruppe studerende fra University of Illinois, som forsøgte at afsløre hans hemmelige og legendariske Watergatekilde, Deep Throat.
»Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke,« lo Woodward fornøjet.
Siden han og Bernstein i 1974 udgav bogen Alle Præsidentens Mænd, havde utallige forsøgt at sætte navn på Deep Throat. Men ingen havde haft held til det.
»Jeg fortæller aldrig om mine kilder, og det har jeg bestemt heller ikke tænkt mig at gøre nu,« forklarede Woodward og lagde på.
Det var sidste år.
I denne uge kunne de journaliststuderende fra universitetet i Illinois sammen med deres lærer, Bill Gaines, så afsløre, at Bob Woodwards kilde var Fred Fisher Fielding, en af Richard Nixons juridiske rådgivere.
En af de studerende ringede til Woodward og spurgte, om han mon havde en kommentar nu, og det havde han. Først ville Bob Woodward gerne udtrykke sin manglende respekt for afsløringen. Derpå råbte og skreg han i et minuts tid, og herefter smækkede han røret på.

Den eneste mulige
Fire år har det taget Bill Gaines og hans gruppe på 60 studerende at nå frem til navnet Fred Fielding.
Gaines, der i 38 år arbejdede som undersøgende journalist for The Chicago Tribune og to gange har vundet Pulitzer Prisen, besluttede fra starten at gå yderst metodisk til værks. Sammen med de studerende gennemgik han 16.000 sider FBI-rapporter, mødedokumenter, avisartikler og så videre.
Ved hjælp af udelukkelsesmetoden fandt de til sidst frem til, at kun Fred Fielding kunne have vidst alle de ting, Deep Throat gennem tiden fortalte Bob Woodward. Bill Gaines er da også sikker i sin sag:
»Hvis ikke det var Fielding, så kan jeg ikke se, hvem det skulle være,« erklærede han på en pressekonference i denne uge.
»Vi har dokumenter, der bekræfter hvert eneste punkt i vores sag. Der er ingen fortolkninger her, intet gætværk.«
Adspurgt om ikke han finder det etisk forkert at afsløre en anden journalists hemmelige kilde, svarer Gaines, at det sørme er Woodwards egen fejl. Han har ikke beskyttet sin kilde ordentligt, blandt andet har han åbent fortalt, hvor og hvordan de holdt møder.
»Woodward har også fortalt os, at Throat er en mand, som ryger og drikker skotsk whisky,« skriver Gaines om baggrunden for afsløringen og konkluderer, at Woodward selv har legitimeret alle gætterierne.
Watergateskandalens kerne var den republikanske præsident Nixons forsøg på at udspionere og aflytte Demokraterne. På grund af sagen måtte han i 1974 tage sin afsked i vanære, men indtil det sidste arbejdede Fred ’Deep Throat’ Fielding tæt på præsidenten.
Fielding var assistent for Nixons senioradvokat og blev involveret i snart sagt alle aspekter af Watergate. Blandt andet var han med til at rydde et pengeskab for belastende dokumenter, hvilket var en af de lyssky begivenheder, Woodward og Bernstein kunne afsløre i The Washington Post. Fielding havde også kendskab til afgørende FBI-rapporter og fortrolige samtaler m.m. – alt i alt besad kun han al den viden, Deep Throat øste ud af.

Røg og drak
Samtidig er det et faktum, at Woodward og Bernstein ved flere lejligheder undlod at nævne Fred Fielding ved navn i deres artikler.
Og endelig er det velkendt, at Fielding røg cigaretter og satte pris på whisky. Helst skotsk.
Mens Nixon faldt med et brag, fortsatte Fred Fielding som Ronald Reagans advokat i begyndelsen af 1980’erne.
I dag er han seniorpartner i advokatfirmaet Wiley, Rein and Fielding, og endelig er han med i det panel, George W. Bush nedsatte efter terrorangrebene 11. september 2001.
Fred Fielding, der beskrives som intelligent og diskret grænsende til det usynlige, blev helt tilbage i 1978 udskreget som Deep Throat af Nixons stabschef, Harry R. Haldeman.
Dengang benægtede Fielding alle anklagerne. I dag er han tavs.

*www.deepthroatuncovered.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu