Læsetid: 3 min.

Fandenivoldsk

Den skæve amerikanske duo, The White Stripes, kan sin musikhistorie og formår at omsætte den til et kurant og prægnant udtryk
3. april 2003

Nye cd’er
De internationale – læs: angelsaksiske – musikblade er presset til konstant at komme op med større eller mindre sensationer, allerhelst trends, thi det giver dem muligheden for delvis at sætte en dagsorden, delvis lokke nye, unge kunder i butikken og endelig forsikre dem selv om deres eksistensberettigelse, der rækker ud over rollen som kuratorer af arven efter alle fra Elvis over Beatles, Dylan og Bowie til U2, The Smiths og Nirvana. Det er der ikke noget galt i – man skal jo leve og så er opsøgende arbejde en uomgængelig del musikjournalistikkens væsen – bare man erindrer sig alle de gange, pressen i sin iver efter at være på forkant har taget fejl.
De sidste par år har samme presse lanceret den gode gamle garagerock i nye klæder som det sidste skrig, rockens fremtid og hype-hype-hype. Hvilket minder dem, der ikke er født i går, om de mange gange man inden for rocken er blevet nødt til at gå tilbage for at komme frem. Og understreger, at mange kritikere har det svært med den hårdtslående raprock kaldet nü-metal – eksemplificeret ved Limp Bizkit, Linkin Park, Staind m.fl. – der p.t. købes (og brændes!) i metervis af især unge mænd... og bagom musikpressens fordomme måske i virkeligheden er tidens sande rock-toneklang. Dét sagt er genren generelt lidt af en prøvelse med en irriterende mangel på trang til at bevæge sig uden for kollektivt afstukne normer. Et band som System Of A Down har dog formået at præsentere verden for et sublimt inciterende udtryk, de fleste af kollegaerne kunne lære et og andet af.

Herlig lytning
Inden for neo-garage-rocken har der stået en kraftig medieblæst om navne som The Strokes, The Hives, The Raveonettes, Black Rebel Motorcycle Club, The Vines, Yeah Yeah Yeahs og ikke mindst Detroit-duoen The White Stripes, hvis frontfigur Jack White har opnået musikskribenternes gunst, fordi han giver gode interviews. White fremstår både som en god guide med uantastelig smag og en kølig fætter, der ikke ligger under for kravet om MTV-tilpasset metervare. Alt i alt den fødte kultfigur.
Over tre albums har Jack White akkompagneret af egen guitar og/eller klaver samt eks-kæresten Meg White på trommer serveret en minimalistisk og indbydende cocktail, der består af lige dele no frills rock’n’roll, sumpet
blues, hysteriske garageovertoner, tussegamle folk-toner, deep country og psykotisk pop. Det er herlig lytning, medrivende, morsomt og stilsikkert, men det ville faneme være en dødssynd at påstå, der er noget som helst nyt under solen – andet end lige den drejning parret giver sangene. For Jack og Meg har fundet deres helt egen fandenivoldske og klædeligt beskidte lyd, der folder sig smukt ud på gruppens fjerde udspil, kaldet Elephant.

Kommer vidt omkring
Duoen kommer stilistisk vidt omkring, men med en befriende enkelhed i højsædet, hvilket bl.a. skyldes pladen er indspillet på grej fra før 1963! Dette er rock’n’roll, som det er enhver nogenlunde hæderlig guitarist muligt at eftergøre, om end Jack Whites særegne stil og evner som sangskriver er noget, man må arbejde i mange år for at opnå. Her er massiv uhyggestemning i sange som »Seven Nation Army« og »The Hardest Button To Button« og indtagende popansatser på numre som »You’ve Got Her In Your Pocket« og den bedårende afslutningsduet med Holly Golightly, »Well It’s True That We Love Each Other« – med alle mulige stationer ind i mellem.
At pladens ene cover-version – Bacharach & Davids udødelige »I Just Don’t Know What To Do« – stinker, skal ikke skygge for 13 hjemmekomponerede goodies, der får det maksimale ud af en lillebitte smule. Og dét er dog også en kunst – ja, nogen kalder det rock’n’roll!

*The White Stripes: Elephant (XL Recordings/Playground) Produceret af Jack White
*White Stripes spiller på Store Vega, Kbh., 15. maj
*www.whitestripes.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her