Læsetid: 4 min.

Fest i hatte- og hutteland

Det ville slet ikke have overrasket, hvis Iraks uforlignelige informationsminister pludselig var dukket op som hemmelig gæst i tv’s store gallashow
16. april 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Hattedamerne begav sig i gamle dage med nogen ængstelse og stor fare for deres opsatte frisurer ud i slumkvartererne for se, om der var nogen, de kunne hjælpe, og det var der altid. Åh, de ville så gerne hjælpe. Men hvad kunne de gøre? De kunne give en skilling og noget brugt tøj videre eller stille op med en grydefuld dampende kartoffelsuppe. Lidt til grin var de, men også kontante på deres facon.
Velfærdsstaten i dag har mere karakter af en gensidig forsikring, men er i pricippet det samme: De rigeste afleverer noget til de fattigste. En frivillig Robin Hood.
I USA er fænomenet udviklet til det raffinerede. Rige mennesker betaler en tårnhøj pris for at deltage i en velgørenhedsmiddag, hvor de får lejlighed til at møde Jodie Foster eller Kevin Costner samt hinanden. Derved æder og drikker de sig til en stor hjælp til ghettoen og u-landene og knytter nyttige kontakter til senere brug i egen business. Genialt!
Med radio og tv udvikledes nye teknikker. I Danmark huskes endnu den mediehistoriske begivenhed Ungarnshjælpen i 1956, hvor Volmer Sørensen eller også Svend Petersen, for det kan vel ikke have været Sanne Salomonsen, gejlede pengene ud af seerens lommer, donorerne blev nævnt ved navn, mens en mand – husker ikke mere hvem – lod sit kendte fuldskæg falde mod et større beløb fra et firma. Rasle-rasle.
Rockmusikeren Bob Geldorf fra Boomtown Rats blev slået til ridder for at have arrangeret den største internationale Afrika-koncert nogensinde med navne som Sade og Freddy Mercury. »Giv en hånd til Afrika,« sang rockmusikere i kor, også i Danmark, så intet øje kunne forblive tørt.
Hvad man kan sige, samlet, er: De ofrede sig for andre – og havde det sjovt med hinanden samtidig. Sarajevo har vi også hjulpet, og lørdag samlede vi 44 mio. kr. ind til Iraks ofre. To tredjedele mere end håbet. Hvor er vi egentlig gode.

Reimars tyroler
Kaffe til fem kroner per kop, serveret af Tim og Gordon og Johnny Reimar på Café Sebastopol. Derefter ud på Strøget i København med tyrolerhatten og hjem igen med både hatten og lommerne fulde af penge. Tyrolerhatten, som Reimar altid har liggende i bilen for en sikkerheds skyld. En stor succes, og på næste lørdag går de ud med hatten igen.
Lotte Heise og Sacha Dupont og Suzanne Bjerrehuus ved telefonerne. Man kunne komme til at snakke med dem personligt. Lars Hjortshøj med vittigheder om ubåde og ørkenkrig og patter. En stor check (for ham lille) fra A. P. Møller og en flok hut-drenge kom ind med et mindre beløb (for dem stort) og Christiania i stor skrift på bluserne. (Hutten har ikke noget med Hood at gøre, men er slang for hiphoppernes hat.) Hans Pilgaard, Klaus Bondam og Morten Løkkegaard i en slipshappening. Sidstnævntes Dolce & Gabbana-slips blev solgt – stor begivenhed – for 100.000 kr. til kvalitetschef Mille fra callcentret Transcom, en callgirlcentral for transvestitter i Vordingborg, hvis det da ikke er et kommunikationsfirma, der knytter kontakt mellem virksomheder og kunder, og det er det nemlig. Som hun sagde bagefter: »Det er bare for sjov.«
Og indimellem: Stillbilleder af de irakiske ofre, der vist blev ofret i mere end én forstand.
Udsendelsen gjorde hele Mediedanmark til én stor, kollektiv, orgiastisk, surrealistisk organisme. Kunne det blive plattere? Ja, det kunne det såmænd nok. Som dansker må man have stor tiltro til sig selv.

Etiske kollisioner
Det var jo bare for sjov. Men det var også alvor, for det var jo alle tiders chance for at få sig promoveret i den bedste sendetid, hvad enten man var kunstner eller bare kendt, og hvad enten man var et firma eller en privat. Den skjulte dagsorden var ikke særlig skjult, men indgik i den praktiserede surrealisme.
Egentlig manglede kun, at Saddam Hussein dukkede op som hemmelig gæst sammen med sin uforlignelige informationsminister, Mohammed al-Sahaf. Man vidste ikke, om man skulle le eller græde, så det mest fornuftige var at gøre begge dele på én gang ligesom teatermaskerne. Det hele er jo alligevel så dobbelt for ikke at sige tredobbelt. På et tidspunkt oplevede man sig selv zappe fra DR over på TV 2.
Man kunne have forestillet sig et mere værdigt gallashow med dronning Margrethe i den ene ende og Ebbe Reich i den anden og noget kongeligt duarder og klassisk musik.
Det ville dog næppe have skaffet nær så mange millioner, og det ville heller ikke hjælpe irakkerne en døjt, at vi sad her i Danmarks og sørgede en hel lørdag aften. Man kan faktisk slet ikke sige noget imod arrangementet.
Det er ved sådan en event, som med selve krigen; resultatet er det, der tæller. Og det er også, ligesom når aktiekurserne og erhvervsjournalisterne følger lige efter krigskorrespondenterne og lemlæstelserne i tv-nyhederne.
Visse kultursammenstød – eller etiske kollisioner – er så store, at man simpelthen ikke kan rumme dem. Her var et af dem. Vi er kommet ind i pengene, helt ind, og vi kan ikke komme ud igen. Et eller andet har skrevet os ind i dem.
Gud ved, hvad de irakiske patienter på hospitalerne ville have tænkt, hvis de kunne følge det hele med irakiske undertekster? De vil have undret sig såre. Som det mindste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu