Læsetid: 7 min.

Film skal være oplevelser

’Jeg er interesseret i film, som udforsker subjektive oplevelser’, siger den tyske filmskaber Tom Tykwer, der snart er biografaktuel med ’Krigeren og kejserinden’
4. april 2003

(2. sektion)

Interview
Tom Tywer selv er ikke i tvivl. Det er med sin forrige og fjerde film, Krigeren og Kejserinden, at han er kommet tættest på sit eget filmiske ideal.
»For mig er Krigeren og kejserinden det, jeg helt oprigtigt i mit hjerte leder efter i film,« siger han.
»Den repræsenterer ideen om, at en film på én gang kan føles som en drøm, skildre en virkelighed, som vi alle kan relatere til, overskride en masse grænser, når det kommer til filmsproget, og stadig fremstille troværdige og komplekse karakterer og i høj grad lade skuespillerne udforske menneskelig adfærd.«

Skæbnefortællinger
På fredag 11. april er der dansk premiere på kærlighedsdramaet Krigeren og kejserinden (2000), og i anledning af den og en retrospektiv serie i Cinemateket med Tykwers fem spillefilm, er den 38-årige, tyske instruktør taget til Danmark for at møde pressen og sit danske publikum.
Tom Tykwers første film, Die tödliche Maria (1993), når ikke biograferne herhjemme, men hans næste film, den meditative skæbnefortælling Vintersoverne (1997), bliver godt modtaget af danske kritikere, som i Tykwer kan se et stort fortællemæssigt talent.
Men det er Tykwers tredje film, Lola (1998), som får hele verdens øjne op for ham. Filmen, der har det rødhårede energibundt Franka Potente i hovedrollen, handler om Lola, som i løbet af 20 minutter skal skaffe 100.000 mark, ellers bliver hendes kæreste slået ihjel. Lola løber og løber - originaltitlen er Lola rennt. Tre gange begynder historien forfra, og vi ser, hvorledes små hændelser undervejs er med til at dreje plottet og udfaldet af hendes desperate søgen i vidt forskellige retninger.
Det er en opfindsom film med masser af tekniske tricks og en leg med filmsproget, som understreger Tykwers visuelle begavelse og sans for at fortælle usædvanlige historier på usædvanlige måder.
I sin fjerde film, Krigeren og kejserinden, spiller Franka Potente den stille eksistens Sissi, som efter mange års social og menneskelig dvale bliver kørt ned og reddes af en ung, ukendt mand. Hun kan ikke glemme ham, og da hun forlader sin skal for at finde ud af, hvem han er, begynder hun også at lære sig selv at kende.
Skæbnen og de valg, vi foretager, og som definerer os som mennesker, spiller en vigtig rolle i Tykwers film. Også i hans femte og seneste film, Heaven (2002), der havde dansk biografpremiere sidste år. I filmen, Tykwers første på engelsk og baseret på et efterladt manuskript af nu afdøde Krysztof Kieslowski, bliver en ung, italiensk politimand forelsket i en kvindelig bombemand, og kærligheden blomstrer, mens parret flygter med verden i hælene.
Begge film er visuelt meget mere afdæmpede end Lola, men bærer stadig Tykwers tydelige aftryk på de stiliserede, meditative billeder, særprægede, men sympatiske karakterer og næsten magiske historier om kærlighed på trods.

Passion som drivkraft
»Jeg ser mennesker, som bliver kastet ind i et system, og det system tvinger dem i en bestemt retning,« siger Tykwer, en imødekommende, velovervejet mand, om skæbnelementet i sine film.
»De bliver smidt ind i det ved et tilfælde, og den tilfældige situation viser dem deres begræsninger og det system, de er låst fast i. Og det, i hvert fald hovedpersonerne i mine film gør, er at kæmpe. De accepterer ikke, at der er grænser for tilværelsens muligheder.«
Trods de forskellige rammer, karaktererne udfolder sig i, sammenligner Tykwer Lola med Sissi. Begge kvinder kæmper og prøver at overvinde alle forhindringer.
»Sissi konfronteres med en situation, som umiddelbart er håbløs – en fyr som ikke reagerer på hendes tilnærmelser – men hun giver ikke op, lige så lidt som Lola giver op, fordi hun på ingen måde kan skaffe 100.000 på 20 minutter. Hun insisterer bare, og det, der giver hende kræfter til at overvinde alle disse forhindringer, er passionen.«
»Passion er også den fremadrettede kraft, som gør Heaven i stand til at fortsætte som film efter de første drab. Den slutter på sin vis efter 15 minutter, hvor bomben sprænger på det forkerte sted. Man spørger sig selv om, hvordan man i alverden vil kunne acceptere denne kvinde som heltinde, for hun har gjort noget helt og aldeles utilgiveligt. Men så kommer en scene, hvor man ser, hvad der ligger bag hendes handling – den tillukkede skikkelse åbner op, og den passionerede person bagved bryder igennem.«

Stykke for stykke
Spørger man Tom Tykwer om, hvor han får sine historier fra, svarer han, at han ingen tanker gør sig om historier. Hans film begynder med indtryk – af billeder, stemninger, lyde og lugte – og han forsøger at genskabe de indtryk i sine film. Han betragter sig selv som en opdagelsesrejsende, der finder filmens struktur og den komplekse konstruktion af karakterernes liv, mens han stykke for stykke afdækker deres univers.
»Jeg leder efter nogle centrale billeder og følelser og situationer, som jeg kan forholde mig så stærkt til, at jeg tror på, at der er noget bagved, som jeg kan udforske.«
»I forbindelse med Lola, som er det mest indlysende eksempel, ville jeg lave en film om en desperat kvinde, som løber. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor hun løb, men historien udviklede sig derfra. Med Krigeren og kejserinden havde jeg et behov for at lave en film om en kvinde, som befinder sig et mærkeligt, tranceagtigt sted i livet, og som på grund af en voldsom ulykke vågner af sin trance.«
»Det første indtryk, som kom til mig fra den film, var en pige, som ligger under en lastbil. Det er et mørkt, uidentificérbart rum, som man ikke ved, hvad er. Men efterhånden som hun forsøger at finde ud af, hvad der er sket, indser man, at det er en stor lastbil. Og så går det op for én, at hun er blevet ramt af lastbilen og er ved at dø.«
»Det er en stærk begyndelse, men det er ikke engang en scene, fordi i en scene har man brug for interaktion - og gør vi ikke et eller andet, så dør hun, og så er filmen allerede forbi. En eller anden er nødt til at træde ind i det øjeblik, og så kommer der en mand og redder hendes liv.«
Tom Tykwer elsker, når man opfatter film som væsener, personligeheder - gode venner, som man kan blive ældre sammen med. Film skal være oplevelser, siger han.
»Der er selvfølgelig nødt til at være historieelementer i filmene, for også livet er organiseret og en del af et narrativt mønster. Men jeg er mere interesseret i film, som udforsker potentialet i subjektive oplevelser i stedet for bare at fortælle en historie fra start til slut.«
»Ofte er film enten det ene eller det andet. Enten film, som tjener skuespillerne og giver dem mulighed for at være troværdige. Eller film, som gerne vil undersøge nogle formelle ting i en eller anden narrativ form. Jeg prøver selv at opnå begge dele.«

Hensyn til karaktererne
Det er vigtigt at give karaktererne så meget plads som muligt for at gøre dem til sande og troværdige oplevelser, mener Tykwer. Han gider ikke se en film, hvis ikke den handler om karaktererne, og alle formelle, tekniske beslutninger i hans egne film er underlagt det hensyn.
»Hvordan fandt jeg på de tempofyldte elementer i Lola? Fordi Lola er hysterisk, frenetisk og hurtig, så er filmen også nødt til at være hysterisk, frenetisk og hurtig. Hvorfor er tempoet i Krigeren og kejserinden så anderledes? Det skyldes, at Sissi er i en slags trance. Hun hypnotiserer sig selv og alle andre med sit eventyragtige syn på livet.«
»Filmen er nødt til at overtage hovedkarakterens form for subjektivitet, ellers får vi aldrig fornemmelsen af en film som et hele, men bare som fragmenter. Jeg tror på, at selv topografien og alt andet, man vælger, skal relatere til det, til ens idé om skabelsen af subjektivitet. Og det er så styret af, hvordan karaktererne er konstrueret. De bør aldrig formes af filmens struktur, filmens struktur skal altid formes efter karaktererne.«
Tom Tykwer har om nogen været med til at tegne de senere års positive udvikling i tysk film, som den har kunnet opleves i blandt andet danske biografer, og han er sin filmiske arv og sit kunsteriske ansvar yderst bevidst.
»Jeg føler mig ansvarlig for den måde, som billeder bliver behandlet på. Jeg bryder mig ikke om, at vi bliver begravet af billeder og film, som betyder mindre og mindre, fordi der er flere og flere af dem. På det område er jeg nok ideologisk arvtager til Wim Wenders,« siger Tykwer, der som filmskaber er inspireret af stumfilminstruktøren F.W. Murnau.
»Hver gang jeg ser Sunrise (1927), går det op for mig, hvor meget den betyder for mig. Den er lagret i min visuelle hukommelse. Den tør bryde alle tænkelige regler og afprøver mange nye ting, når det kommer til historiefortælling, uden samtidig at miste grebet om den følelsesmæssige dybde.«

*’Krigeren og kejserinden’ har premiere 11. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu