Læsetid: 3 min.

Filmstøtteordning under pres

Alle danske film – selv de mest kommercielle – modtager millioner af kroner i statsstøtte. Og det vil Dansk Folkeparti ændre på: De brede film med stor publikumsappeal må kunne finansiere sig selv
11. april 2003

(2. sektion)

Filmisk
Stort set alle danske spillefilm modtager statsstøtte – ofte adskillige millioner – når de bliver produceret. Men det system vil Dansk Folkeparti gøre op med.
Partiets kulturordfører, Louise Frevert, oplyser, at hun har svært ved at forstå, hvorfor de bredeste og mest kommercielle publikumshittere herhjemme skal indspilles ved hjælp af statspenge.
»Det er en problematik, som jeg er meget opmærksom på,« siger hun. »Hvorfor skal vi give penge til kommercielle film, som flere hundredetusinde danskere ser? Hvorfor kan de ikke løbe rundt af sig selv? Hvordan ser tallene bag de enkelte film egentlig ud?«
Frevert oplyser, at hun vil søge svarene på disse spørgsmål, når hun inden længe skal mødes med kulturminister Brian Mikkelsen for at drøfte filmstøtteordningen og filmkonsulenternes arbejde.
»I den forbindelse vil det være naturligt, at vi også ser på de enkelte films indtjening og deres mulighed for at blive produceret uden penge fra statskassen.«
Hendes synspunkt møder velvilje hos Venstres kulturordfører, Ester Larsen.
»Det ville da være dejligt, hvis man kunne begynde at producere spillefilm uden brug af offentlige midler,« siger hun. Men tilføjer, at hun ikke anser scenariet for at være særligt realistisk.
»I et lille land som vores, hvor der er et begrænset publikums-grundlag, vil der formentlig også fremover være behov for statsstøtte, hvis vi skal opretholde noget så omkostningstungt som filmproduktion.«

Det er centrale aktører i filmbranchen helt enige med hende i. Således siger filmproducent Regner Grasten, der har stået bag nogle af de mest succesfulde danske film i de seneste 20 år, at det slet ikke ville kunne gøre sig at lave populære mainstreamfilm uden statsstøtte.
»Det ville være alt for risikabelt,« siger han. »Hvis jeg var afskåret fra at modtage offentlig støtte, så skulle alle mine film ses af omkring en halv million mennesker hver for at løbe rundt. Og det kan ikke lade sig gøre. Du kan ikke konstant producere film, der rammer så bredt. Med støtten i ryggen behøver jeg ’kun’ at trække 250.000 mennesker i biografen for at skaffe den nødvendige omsætning.«
Og det er svært nok endda, siger Grasten og henviser til, hvor vanskeligt det er at bedømme, hvornår en film vil hitte, og hvornår den vil floppe.
»Askepop med Sofie Lassen-Kahlke solgte for eksempel kun 145.000 billetter, og det er 100.000 for lidt,« siger han. »Til gengæld ser det ud til, at Anja efter Viktor vil trække i hvert fald 350.000 i biografen, så den kommer vi til at tjene penge på. Men vi bliver nødt til hele tiden at arbejde med et ’worst case’-scenario – altså at vi producerer en film, der sælger under 100.000 billetter. Så er den et flop, og sådan et skal vi også kunne holde til. Men det ville vi ikke kunne, hvis vi ikke havde den offentlige filmstøtte.«
Grasten bakkes op af adm. direktør for Zentropa, Peter Aalbæk Jensen: »Vi prøver hele tiden på at lave publikumshittere,« siger han. »Men du kan ikke forudsige, hvornår en film vil få succes. Tag overraskelser som Festen og Bænken. Hvem ville have troet, at danskerne ville se film om incest og alkoholikere?«
Aalbæk oplyser, at man blandt de store filmselskaber i Hollywood opererer med en generel regel om, at to ud af 10 film giver overskud.
Og det viser, hvor svært det er at producere kassesuccesser,« siger han. »Selv amerikanerne anerkender, at det kun kan lade sig gøre i 20 procent af forsøgene. Hvordan skulle vi så kunne gøre det meget bedre herhjemme? Så vidt jeg ved, giver omkring hver tredje danske film overskud, og det betyder, at vi faktisk på nuværende tidspunkt er lidt bedre end Hollywood til at tjene penge.«
Louise Frevert oplyser, at en omlægning af filmstøtten efter hendes mening også ville komme de såkaldt smalle film til gode.
»Hvis man bliver i stand til at producere de meget kommercielle film uden tilskud, så kan vi overføre flere penge til de mere kunsterisk eksperimenterende film,« udtaler hun.
Men den logik afviser Aalbæk.
»Det er mainstreamfilmene, der holder mange af provinsbiograferne i live,« siger han. »Hvis man skærer ned på støtten til dem – og dermed reducerer deres antal – så rammer man hele den fødekæde, der også sikrer de smalle films overlevelse.«

FAKTA
Top 5
*I de sidste fem år har disse fem film modtaget de største støttebeløb fra Det Danske Filminstitut:
1. Dancer in the dark: 12 mio. kr.
2. At kende sandheden: 11,2 mio. kr.
3. Lëila: 10,2 mio. kr.
4. Arven: 9,5 mio. kr.
5. Bornholms Stemme: 9,5 mio. kr.

*Lëila blev kun set af 812 mennesker, og siden 1972 har kun seks film omsat for så mange penge, at producenterne har kunnet tilbagebetale det fulde støttebeløb, heriblandt Italiensk for begyndere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her