Kunst
Man kan i dag fornemme civil ulydighed vokse til en slags modebegreb og aktioner blive en mere alment accepteret, ja, populær form for demokratisk praksis. Man rykker ikke direkte i fængsel, men i Folketinget og Ud & Se af at slippe høns løs på Christiansborg. Man kan blive kendt af politiet og offentligheden på den gode måde ved at time, orkestrere og lede den politiske modkulturs aktioner og demonstrationer. Det er i hvert fald, hvad den globale rod og tidligere autonome, Pelle Dragsted, har gjort gennem sin alternative politiske karriere.
Den vellykkede aktion er kendetegnet ved at være ekstremt billedskabende. Aktivisten kender som kunstneren, reklamemanden eller den effektive politiker værdien af at kunne komprimere en masse information i et enkelt, forstyrrende billede.
No war
No War stod der for eksempel med rød og barnlig skrift på Mærsk Datas nye, fine bygning ved Vibenhus Runddel tirsdag den 7. om morgenen. Så lidt skulle der til for at henlede offentlighedens opmærksomhed på den alliance, Mærsk i årevis har indgået med militærindustrien, ikke mindst i USA. Placeret på nabobygningen havde samme protest selvfølgelig været en tom gestus, der kunne have stået uimodsagt hen i årevis.
I den anden ende af byen finder vi for tiden noget, der forsøger at få nøjagtig samme problemstilling igennem til almenheden, men i et langt mere indviklet mix af politiske og infantile attituder.
Nordland står der på et oppusteligt, lyseblåt objekt med kaninører, der dingler over Sturlasgades lave tage. På afstand ligner det et reklamefremstød for Disney-produktet Lilo&Stitch, men ved nærmere iagttagelse finder man ud af, at den mystiske maskot vist ikke er videre børnevenlig. Nordland var så vidt vides navnet på den nordiske SS-division. Og farven er umiskendelig Mærsk-blå, ligesom den syv-takkede, hvide stjerne, der sidder i panden, også minder om noget velkendt. Sammenblandingen af referencer: Disney, nazisme, shipping slår en konspirationsagtig tone an. Den er åbenbart helt gal med Mærsk, men hvordan? Det finder vi ud af ved at træde ind på udstillingen Playschool i Galleri Christina Wilson, der er anledningen til ballonmaskotten. Her hænger et par uddybende tegninger, som betror os, at Mærsk ejer 30 procent af aktierne i Dansk Industrisyndikat, der stod bag et maskingevær, man leverede til tyske tropper under krigen. Ligeledes har Mærsk tegnet store kontrakter med amerikansk militær omkring transport af tropper og materiel under begge Golf-krige. Oplysningerne er måske ikke så overrumplende, som der lægges op til, al den stund, pressen og den forrige regering for nogle år siden søgte at kortlægge flere danske virksomheders problematiske rolle i Anden Verdenskrig, og lyset i den grad var rettet mod A.P. Møller.
Som medieforbruger husker man måske også Mærsks indsats under Første Golfkrig, omend den stod i et mere heroisk lys dengang end nu. Som konkret politisk afsløring har værket altså en begrænset effekt. Til gengæld giver udpenslingen af de politiske realiteter bag de uskyldsrene overflader projektet dæmonisk karakter på den der klovneagtigt ubehagelige måde.
Førskolebørn
På Playschool handler det altså nu også først og fremmest om at blande leg og politik, ikke til aktivistiske, men kunstneriske billeder. Som Jakob Boeskovs Nordland-projekt demonstrerer, betyder det imidlertid her, at det politiske mere indgår som attitude og stemning end program, målsætning og ideologi.
Blandingsforholdet mellem leg og politik er dog stærkt variabelt. Helt bogstaveligt bliver det i Ôyvind Fahlström-klassikeren fra 1970 World Trade Monopoly, hvor man kan manipulere den økononomiske verdensorden i »et matadorspil om verdenshandlen«. Men ellers finder man i den ene ende svenskeren Karl Holmquist, der efter amerikansk forbillede i den grad skruer op for sammensværgelserne og minoritetspolitiken.
I et tableau af viftepalmer, som vel skal illudere borgerskabets historiske saloner og deres hykleriske omgang med det eksotiske, det fremmede, tager han udgangspunkt i et af vor tids åbenbart helt store ofre: De royale elefanter, som står opmagasineret i Zoo. Urimelighederne mod disse dyr, hvad enten man betragter dem som biologiske eller metaforiske væsner, er så mangfoldige, at de logisk ender med at ophæve hinanden. Hvor Holmquist egentlig vil hen, ved man ikke. Men vred det er han, og den kunstneriske atmosfære af universel uretfærdighed er trykkende.
I den anden ret upolitiske, men fyldige ende af spektret finder man tre skulpturer: et af østrigeren Franz Wests berømte Paßstücks, Stephane Calais mentale og visuelle balanceakter og Eva Rotschilds flettede objekter. Alle minder mere om modens accessories end skulpturens monumenter. Dette er skulptur, man mentalt og fysisk ifører sig. Skulptur, der ikke lukker sig autoritært og manende om sig selv, men som cyborg-agtigt kan integreres i beskueren. Det er der en masse kunsthistoriske forklaringer på, som man helt sikkert kan konstruere en række ideologiske og kunstpolitiske pointer ud af. De virker imidlertid så sekundære i denne sammenhæng, at de får hvile her. Værkerne lægger mest endnu et legende lag til den samlede udstilling, som helt klart er mere legende end politisk.
Arrangøren bag, Pernille Albrethsen, hævder, at det ikke er særligt tidstypisk, men nærmest provokerende at blande leg og poesi med politiske udsagn. Dette synspunkt udgør alene udstillingens kuratoriske grundlag. Resultatet er en udmærket, men også en konventionel, lidt forsigtig udstilling. For noget tyder på, hun ikke har ret. Poetisk-politiske praksisser er udbredt og elskede, både i og uden for kunstsystemet. De sidste to documentaer i Kassel har for eksempel ikke handlet om andet Po(l)etics hed den ene ligefrem.
Hvilke forskelle, der er på den politiske kunst og den infantile og poetiske aktivismes billeder i dag, er til gengæld et interessant spørgsmål.
*Playschool Til 26.4. Galleri Christina Wilson. Finissage den 26.4. Karl Holmqvist holder kl. 13 forelæsningen »Aesthetic Movement«
