Læsetid: 4 min.

De folkevalgtes – og folkets – røst

Det er svært at sætte sig op mod USA, siger S og R. Så længe ingen andre siger noget, er det svært
25. april 2003

(2. sektion)

Debatten
Spørgsmål: Hvor står Socialdemokratiet og De Radikale i spørgsmålet om det amerikanske missilskjold?
Svar: De står – godt gemt – bag inuitterne. Klumpet sammen så godt de kan bag de grønlandske politikere og fangerbefolkningen i Thule.
En af de aktuelle spøgefuldheder på Christiansborg, når man spørger, hvorfor de to partier i centrum af dansk sikkerhedspolitik ikke kan finde ud af at mene noget klart om præsident Bush’s missilskjold med dets radarer, raketter og laser-rumvåben.
Begge partiers ledende skikkelser har igen og igen udtalt, at de ikke har taget stilling og i øvrigt står bag grønlænderne – et ståsted, der ifølge frustrerede partimedlemmer kunne ligne pantsættelse af egen beslutningsevne.
Den politiske tøven udspiller sig på en baggrund af manglende folkeligt engagement. Greenpeace har herhjemme aktioneret og skrevet mod missilskjoldet, men resten er stort set tavshed. Det største militære investeringsprojekt i årtier udvikler sig uden at udløse større diskussioner og engagement – for eller imod – fra ’civilsamfundet’.
Da præsident Clintons daværende sikkerhedsrådgiver Ivo H. Daalder for to år siden talte om missilskjoldet ved en høring i det danske folketing, forklarede han, hvordan den slags udlægges i Det Hvide Hus: »Stilhed betragtes i USA som stiltiende accept.«

Rustningskapløb
Det er ikke, fordi Socialdemokratiets nuværende leder, Mogens Lykketoft, ikke har formuleret synspunkter på det amerikanske projekt. Men han gjorde det mest, mens han endnu var udenrigsminister i SR-regeringen – og før USA’s anmodning til Danmark om brug af Thule-radaren var ankommet.
Lykketoft påpegede i folketingssalen i maj 2001, at »De største risici for et nyt rustningskapløb ligger i Asien.«
»Hvis man tager sig den luksus at prøve at tænke 10-20-30 år frem i tiden, er det sandsynlige internationale billede, at der igen er to supermagter, og at den ene hedder Kina.«
Med USA som den anden kaldte Lykketoft det »utrolig vigtigt«, »at der ikke skabes nye konfrontationer mellem disse to lande.« Hvorfor han fandt det afgørende, »at et missilforsvar netop ikke giver anledning, bliver starten til et nyt rustningskapløb.«
Lykketoft tilføjede, at det er »af afgørende betydning, at hovedperspektivet er ikke-spredningsaftaler, dybe aftalte nedskæringer i strategiske kernevåben m.v.«
Den daværende udenrigsminister ville bruge NATO-alliancen som »muligheden for at komme i nærkontakt med amerikanerne og viderebringe de bekymringer, der er i forhold til de mulige udviklinger af dette raketforsvarssystem.«
Jeppe Kofod, partiets sikkerhedsordfører, påpegede i samme folketingsdebat, at USA har brugt 100 milliarder dollar på missilskoldet og agter at bruge mindst 60 mere.
»Hvis USA brugte samme kreativitet og bare en brøkdel af føromtalte ressourcer til at øge den globale sikkerhed og stabilitet ved at investere i økonomisk og social udvikling, havde dagens verden unægtelig set langt mere positiv ud,« sagde Jeppe Kofod.
Socialdemokratiet afviste imidlertid i 2001 at tage stilling til missilskjoldsplanerne, og det samme gjorde De Radikales ordfører Niels Helveg Petersen med henvisning til, at amerikanerne endnu ikke havde spurgt.
Nu har amerikanerne spurgt, men holdningen til missilskjoldet hos S og R synes fortsat flydende.

Giv tid
»Efter min bedste vurdering er det ikke muligt for det danske folketing at træffe sin beslutning, før en afklaring (i Grønland) har fundet sted,« skrev Helveg Petersen i januar i år, mens Mogens Lykketoft i marts kaldte det »afgørende, at vi giver os tid til at få en ordentlig diskussion.«
I begge partier er der blandt medlemmerne frustration over den fortsatte træden vande. Det radikale hovedbestyrelsesmedlem og medlem af partiets udenrigspolitiske udvalg Christian Friis Bach har talt og skrevet for en radikal afstandtagen fra missilskjoldet som sådan.
»Jeg er ikke i tvivl om, hvad De Radikale burde mene om det projekt, men det har været meget svært at få denne debat til at række helt ind på Christiansborg, hvor der er meget stor forsigtighed om, hvad man skal mene,« siger Friis Bach.
Han mener, at både de radikale og Socialdemokratiet lider under et traume fra den såkaldte fodnotepolitik i 1980’erne, hvor man som del af et flertal uden om den borgerlige regering og med en stærk fredsbevægelse i ryggen sagde nej til NATO’s beslutning om at opstille krydser- og pershing-missiler i Europa. De Radikale og Socialdemokratiet blev dengang hårdt angrebet for at »gå Sovjets ærinde«.
»Man er bange for at ende i en ligende situation,« siger Christian Friis Bach. »Bange for at blive beskyldt for at spille hasard med Danmarks sikkerhedspolitik af populistiske årsager. For det er jo ikke nogen svær sag at forklare befolkningen, at missilskjolds-projektet i sig selv er det forkerte projekt på det forkerte tidspunkt og til for mange penge.«.
Noget tilsvarende foregår hos Socialdemokraterne. Ikke mindst flere af de unge med karrieren på Christiansborg foran sig er skræmt ved udsigten til at skulle gentage ‘fædrenes synder’ og placere sig uden for magtens centre, siger én af partiets politikere.
Partiformanden er mest af alt bange for genopblussen af fløjkrige på de indre linjer. Samt bekymret over, at man nu efter Irak-krigen er på det hold, der talte mod krigen, som Bush og Fogh vandt på en måned.
»Mit grundsyn er, at der er forskel på størrelsen af magterne i denne verden, og vi har sådan set ikke nogen muligheder for at forhindre amerikanerne i at udvikle et missilforsvar, hvis de virkelig insisterer på det. Det kan de også gøre uden at anvende Thulebasen. Det er det primære udgangspunkt,« sagde Lykketoft som udenrigsminister i 2001.
Så længe ingen udenfor siger noget andet, er det i alt fald situationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her