Læsetid: 2 min.

Franko-filister fristes på Frb.

Et supermarked holder kammerat-skabsaften for fans af fransk
11. april 2003

Under proppen
Det var på Frederiksberg. Og det var fransk.
Irma City’en på Falkonér Allé havde sammen med tvillingen på Vesterbrogade – bestyrerne hedder passende Tommy & Tommy – indbudt til »En aften med franske fristelser«.
Nå ja, indbudt og indbudt. Man skulle slippe 100 slanter for at lade sig friste. Men da min husstand jævnt hen er til det franske, indfandt vi os forventningsfuldt. Også fordi der er noget rørende ved, at Irma holder kammeratskabsaftener for kunderne. Det vækker mindelser om den spejderånd, der skabte butikskultur i Børge Olsens velmagtstid som Irma-fører. Trist, at den gæve mand fik eftermæle som den, der solgte sin landbrugsejendom til Thor Pedersen.

Nå, men fristelserne begyndte med en pastis som aperitif. Det studsede min husstand over. For vi har engang på et spisehus i Rhône-dalen oplevet, at Madame nægtede at imod vores bestilling af sådan en. »Mine herrer,« sagde hun, »Pastis ødelægger Deres smagsløg, så De ikke kan værdsætte min mad.«
Siden har vi ikke turdet bestille Pastis før middagen. Vi måtte da også medgive, at
Irmas Berger-pastis kradsede gevaldigt på tungen.
Første vinsalve bestod af tre slags:
En Bourgogne Chardonnay, der ikke var pjasket, men knastør og fast. Fint nok.
En Alsace Pinot Noir – distriktets eneste røde – som var læskende, sval, men ikke køleskabskold.
En sydrhônesk Heritage Caves des Papes. Den var kraftfuld.
Måske netop derfor kom den fjerde flaske til at falde igennem.
En Pierre Ponnelle, rød Bourgogne 2000. Den havde en blomsterfyldig duft, men smagen var tynd, nærmest vandig. Desværre ikke usædvanligt for Bourgogner.

Gætteleg var næst på programmet. Et hold flasker var svøbt i staniol. Hvilken rød var i?
Hurra, en chance for at vise de dér Frederiksberg-amøber, at når man kommer fra Dragør, har man foden på gåsen.
Det hjalp, at der under staniolen kunne anes Bordeaux-flaskeform. Det ledte ligesom tanken i en bestemt retning. Men var det nu St. Emillion eller Medoc?
Vi smiskede og smaskede. »Fad nr. fem,« råbte en Frederiksberger. Vi udvekslede medlidende blikke.
Indholdet viste sig at være en Rebelle, den vin, der hedder sådan, fordi den gør oprør mod det officielle vinsystems fordringer til druesammensætningen. Det var »Rebelle årgang otte«. (Ham, der råbte »nummer fem«, var ikke så tosset.)
Og jo, den var produceret i Bordeaux, men det kunne vi ikke hovere af at gætte, for det må ikke stå på flasken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her