Læsetid: 3 min.

Fucking højt til loftet

Med et uhørt højt ambitionsniveau fortsætter duoen Salem deres udforskning af Den Menneskelige Tilstand med anden del af en trilogi, der tegner til at blive et af nærværende ti-års vægtigste danske rockværker
12. april 2003

Med et uhørt højt ambitionsniveau fortsætter duoen Salem deres udforskning af
Den Menneskelige Tilstand med anden del af en trilogi, der tegner til at blive et af nærværende ti-års vægtigste danske rockværker

Ny cd
Det starter med, hvad der lyder som et astmatisk åndedræt – eller en person inde i en gammeldags dykkerdragt, der hastigt afløses af fjernt herrekor og militaristiske trommer, før forsanger Mikkel Risbjerg sætter i med sit uforlignelige organ – lige dele Jacques Brel og Scott Walker – og sangen »The Death Of A Farmer«. Og så er duoen Salem ellers tilbage i ens liv med anden del af den stort anlagte trilogi, de lancerede sidste år med etteren, det skammeligt oversete I Kicked The Dog, ét af de mest vovelystne og udfordrende albums i det Herrens år 2002.
Selvfølgelig kan man ikke bade i den samme flod to gange – men hvorfor egentlig ikke? – og på samme måde bliver man måske ikke lige så gysende betaget over Salems udtryk i anden ombæring, thi chokeffekten kan altså ikke gentages.
Hvad der derimod vækker stor glæde – grænsende til ærefrygt – er, at de to herrer Mikkel Risbjerg og multiinstrumentalist Kasper No Behrens uden at ryste på hænderne holder niveauet på The Anatomy Of Pain, som dette inciterende og imponerende udspil hedder. Hvor de på I Kicked The Dog udforskede passionens mange bizarre facetter og fremtrædelsesformer, griber Salem denne gang fat om smerten – i bredest tænkelige forstand – som de giver en rodbehandling, så det synger i kraniet på lytteren.

Hjerte – og hjerne
Hallo, si’r De så nu – handler det meste af nutidens kurante rock fra Radiohead over Coldplay til Nyborgs fineste, Saybia, ikke om netop dette evigtgyldige tema?
Jo, men det er ofte og som tommelfingerregel den personlige smerte, fortalt fra mellemgulvet og opefter, der synges udfra. Det fine ved Salem er, at de på mange måder angriber deres emnekreds litterært (og filosofisk, damn it!); her må det så indskydes, at duoen uomtvisteligt har noget mellem ørerne, og at den tilmed formår at omsætte den rigelige hjernemasse til – nå ja, undskyld – Kunst!
Dette betyder bl.a. evnen til at holde det givne emne ud fra sin forpulede navle og anskue det såvel oven- som nedenfra… og fra flere sider tilmed, hvilket betyder, der er fucking højt til loftet på The Anatomy of Pain. Sagt på en anden måde – de 13 sange her er skabt med lige dele assistance fra hjerne som fra hjerte.
Som på forgængeren optræder en lang række indforståede referencer, som vil glæde den belæste. I øvrigt i samklang med diverse fiktive figurer – heriblandt et par gengangere fra debuten – der kastes ud i situationer og set-ups, der fungerer voldsomt illuminerende i forhold til temaet.
Dét sagt er der steder, hvor teksterne næsten er ved at give efter for de to herrers prætentioner – og det er heller ikke hver gang, den engelske syntaks synes helt skudsikker, med lige lovlig flot brug af ye olde English (»thee«, »thou« o.s.v.) omvendte ordstillinger og sine steder den pure uigennemtrængelighed – men hellere gloriøse vildskud end lunken artighed.
Til gengæld kan man ikke sætte fingeren på det musikalske.
Det er en ren fornøjelse atter at fremhæve Risbjergs stemme – ved på én gang at dryppe af den skinbarlige patos og alligevel holde sig på længst mulig afstand af klamt føleri lyder han som ingen anden i branchen herhjemme p.t. En lys og udtryksfuld baryton er Risbjerg en sand fornøjelse at lytte til på plade såvel som scene og i absolut særklasse.

Visuelt schwung
Det ville dog hjælpe fedt, hvis ikke parret skrev så vidunderlige sange, som det nu engang gør og dér trækker Kasper No Behrens det tunge læs. Han spiller udtryksfuldt og fermt på de fleste af mennesket kendte instrumenter, om end antallet af gæstemusikere er steget markant denne gang.
På The Anatomy of Pain blander film- og musical-klange sig med mariachi-trompeter og western-guitarer, rock, folk, Broadway, country, chanson og singer-songwriter blandes så ubesværet som et spritnyt spil kort, og i det hele taget er det kun fantasien, der sætter grænser.
Med dette udspil i ryggen tegner det til, at Salem – når trilogien engang er færdiglavet – har leveret ét af nærværende årtis største musikalske satsninger på dansk jord. Og til teater- og filmfolket: Salem lyder som svaret på jeres bønner, venner, thi tal lige om musik med et visuelt schwung. På finansloven med dem!

*Salem: The Anatomy of Pain (Cope Records) Produceret af Mikkel Risbjerg & Kasper No Behrens. Udkommer i dag.
*www.houseofsalem.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her