Læsetid: 4 min.

Gammel and jubilerer

For 20 år siden kunne det ansete tyske ugemagasin Stern præsentere alle tiders sensation: Adolf Hitlers dagbøger
2. april 2003

Stern
BERLIN – Gerd Heidemann var en reporter, som man ellers kun oplever i film. Altid undervejs mod en ny sensation. I Uganda dækkede han Idi Amins fald – og sikrede sig et par af diktatorens underbukser. Han fandt frem til Hermann Görings gamle yacht ’Carin II’ – og købte den.
I begyndelsen af 1980’erne kom Heidemann på sporet af en vis Fischer, der levede af at sælge nazi-relikvier, Hitler-malerier, medaljer og mange andre spændende sager. Fischer fortalte Heidemann om et transportfly, den sidste JU 52 der lettede fra Berlin under Anden Verdenskrig. Flyet var styrtet ned et sted i Sachsen (DDR), i lasten lå bl.a. Adolf Hitlers dagbøger. Ville Herr Heidemann mon være interesseret i dem?
Naturligvis var han det. Forhandlingerne kunne begynde.
Stern skulle betale omregnet cirka 35 millioner kr. for stabelen af dagbøger, som Fischer fik smuglet ud af DDR skjult i eksporterede klaverer. Bøgerne kom drypvis, 63 i alt.
I april 1983 var Stern klar til at afsløre sin sensation: ’Hitlers dagbøger fundet’ og ’nu skal historien om Det tredje Rige skrives om,’ trompeterede ugemagasinet.
Efter en uge stod det klart, at der var tale om et falsum: Blækket, Hitler havde anvendt, kom først i handelen efter hans død. Papiret, han havde skrevet på, indeholdt optisk hvidt, som heller ikke fandtes i hans tid.
»En grotesk overfladisk forfalskning,« bedømte kriminalpolitiet.
Skandalen var total.
Stern mente ellers at have været grundig med kontrollen og bl.a. fået sammenlignet striften i dagbøgerne med et andet Hitler-dokument. At dette dokument også var erhvervet hos Fischers og dermed også var falsk, tænke ingen på at undersøge.
I virkeligheden hed Fischer noget helt andet. Konrad Kujau.
Han var flygtet fra DDR og levede af at forfalske malerier og underskrifter – i DDR var det statslederen Walter Ulbrichts, i Vesttyskland Adolf Hitlers.

Hårdt arbejde
Kujau rådede over en anseelig bogsamling fra nazi-tiden, og ud fra disse bøger med fakta, Hitler-taler og frontbeskrivelser kunne han flikke sit værk sammen.
»Alt i Hitler-dagbøgerne passede, for jeg havde slidt mig gennem 33 bind med frontbeskrivelser lavet af værnemagtens overkommando. Den eneste skønhedsfejl var, at Hitler ikke selv havde ført pennen,« sagde Kujau mange år senere.
Falskneriet havde været hårdt arbejde. Ingen måtte vide noget, altså passede han sit normale arbejde om dagen. Faldt i søvn foran tv om aftenen – og når konen sov, havde han lige fire nattetimer til at forfalske.
Han var under stort tidspres i disse måneder, og det kom til at genspejle sig i håndskriften – hvilket indirekte simulerede det pres og sjælelige forfald, Hitler var udsat for i sine sidste år.
Da falskneriet blev afsløret, kom både Kujau og Heidemann for retten. Begge blev idømt godt fire års fængsel. Stern mistede sine penge og – hvad der var meget værre – sit gode rygte. Efter den pinagtige afsløring af ’efterkrigstidens største jornalistiske sensation’ gled ugemagasinet ud i en læsermæssig tillidskrise, som det aldrig har overvundet. Hvor Stern tidligere havde været anset for bl.a. sin politiske reportage, satser magasinet i dag mere på underholdning og livsstil.
»Vi kunne da ikke vide, at Kujau havde gjort Hitlers skrift til sin egen. Han behøvede ikke noget forlæg mere, han kunne bare skrive der ud ad. Hvis han på det tidspunkt skulle skrive med sin egen skrift, skulle det være blokbogstaver,« sagde Gerd Heidemann i et omfattende interview med avisen Berliner Zeitung fornylig.

Pengene er væk
Dagbøgerne befinder sig i dag i en pansret boks i kælderen under bladhuset i Hamborg. Selvom beviserne for falsummet er overvældende, verserer der hårdnakkede påstande om, at de vitterligt er ægte, og at sandheden bliver undertrykt – eller at andre, dunkle kræfter, med de falske dagbøger ville vaske Adolf Hitler ren.
»Dagbøgerne var da kedelige, og der var heller ikke kun forskønnende sager i. Der stod bl.a. at Hitler ville jævne Leningrad med jorden og sådan noget,« siger Gerd Heidemann.
»I mellemtiden ved jeg, hvor Kujau skrev det meste af – fra fagbøger om Det tredje Rige. Hvis man havde haft andre interesser, ville man ikke skrive af.«
Heidemann mener, at det for Kujau udelukkende handlede om pengene – men hvor de blev af, aner han ikke. Heidemann gav ham knap 10 millioner D-mark, siger han. Kujau hævdede under forhørene, at han kun fik cirka 2,5 millioner for bøgerne.
Siden løsladelsen har den tidligere stjernereporter fra Stern levet af socialhjælp, stemplet som svindler, eller en uansvarlig fantast med Hitler-billeder (Kujaus forfalskninger) i soveværelset.
Konrad Kujau gik det noget bedre: Han havde erkendt sin svindel, dagbøgerne blev hans adelsmærke. Frem til sin død i efteråret 2000 forsøgte han sig bl.a. som politiker og talkshow-vært, men havde størst succes med falske Monet-malerier og en restaurant i Stuttgart.
En lære af historien?
»Hvis Hitler havde beholdt sit rigtige navn Schicklgruber, ville historien have været helt anderledes. Heil Schicklgruber! – det ville ingen have råbt,« siger Heidemann.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her