Læsetid: 4 min.

Giv agt, fjenden er overalt!

Jeg tror på lykkelige slutninger. Jeg tror på blå stue. Og på demokrati og sund fornuft
4. april 2003

(2. sektion)

Dag for dag

1.
Det kan give op til 16 års fængsel at sige noget, der kan svække den danske kampdygtighed. Så lad mig sige det fuldstændig klart: Saddam er ond. Så ond, at man må myrde sig gennem Irak for at gøre det til et ægte demokrati.
Når arabiske tv-kanaler bringer billeder af civile ofre, så er det bare for at piske en stemning op. Og dét er forkert. En skarpsindig analyse viser, at et offentliggjort billede af et barn med bortsprængt hoved netop er en del af en manipulerende arabisk mediestrategi.
Og så er der fredsaktivisterne. Tjah, her ser man frugterne af at have forkælet sine børn og ladt dem få en alt for demokratisk opdragelse på ’blå stue’. Claes Kastholm har set dette helt klart. Fredsaktivisterne er simpelthen dumme. De har ringe skolekundskaber og naive holdninger. Og dum er Kastholm bestemt ikke, for han har gennemskuet denne uhellige alliance mellem arabere, børnehavepædagoger og blødagtige forældre.
Folkeretten er ikke noget problem og har aldrig været det. I virkeligheden havde man slet ikke behøvet at mødes i FN. Mandatet til krig har været der siden 1998 – og måske altid været der, hvis man ser rigtigt efter.
Det er med at holde hovedet koldt. Vi lukker for blå stue.

2.
Ser vi bort fra den aktuelle verdensscene, så ser det faktisk ud til, at man kan udøve indflydelse uden brug af skydevåben, økonomisk tvang eller politiske repressalier. Ledere i det frivillige arbejde gør det hele tiden. De kan ikke gemme sig bag formelle sanktionsmidler og regler. Og de kan ikke betale sig fra dårlig ledelse.
I dag samles 30 ledere fra lokale frivilligcentraler i Middelfart for at drøfte frivillig-ledelse. De er med i Landsorganisationen af Frivilligcentraler. Deres opgave er at tiltrække nye til det frivillige sociale arbejde, formidle frivillige job og understøtte de lokale foreninger. Igennem de sidste 10-15 år har de være laboratorier for nye måder at deltage i samfundslivet på, nye måder at udøve indflydelse på og nye former for ledelse. De er oaser for samfundsmæssige dyder, der er mangelvarer.
Der er mange erfarne ledere, og fokus er på inddragelse af nye kræfter og på sigt forberedelse af et generationsskifte.

3.
120 unge samles et andet sted i Middelfart. Ungdommens Røde Kors holder møde for sine lokalgrupper. En del af dem vælger at bruge dagen til at træne frivillig-ledelsens noble kunst.
Jeg er fuldstændigt betaget af deres indsigt i humanitære og demokratiske værdier som grundlag for frivillig-ledelse. Og for deres suveræne mestring af gruppeprocesser. Gruppeøvelser, der har bragt erfarne topchefer til infantilitetens rand, klares med indføling og stilfærdig koordinering og med et forrygende resultat.
Det er blå stue, når den er bedst.

4.
Thomas Højrup skriver i sin afhandling fra 1995: »I kontrast til stammestatens krigsskare er den imperiale stats feltarmé i stand til at engagere sig i langvarige operationer fjernt fra hjemmebasen… Den imperiale stats forsvarsform gør brug af denne feltarmé til at forebygge mod potentielle angrebstrusler ved på forhånd at række ud for at slå til mod mulige farer uden for imperiets grænser.«
Imperier kendetegnes ved deres evne og vilje til forebyggende angreb. Bush-doktrinen siger klart og tydeligt, at USA vil slå først mod alt, der potentielt kan være en risiko for USA og deres særegne opfattelse af frihed.
Denne doktrin er et imperium værdig. Den er grænseløs i sin rækkevidde. Hvad kan ikke være en potentiel risiko for USA? Ikke ret meget. Prøv at lave en liste. Og spørg dig selv, hvordan det er at leve i verden, der er domineret af det, der står på listen.
Der er grund til at frygte diktatorer som Saddam. Men der er dæleme endnu mere grund til at frygte, at verdens største koncentration af militær magt er samlet hos en kreds af bibel-fundamentalister, der påberåber sig USA’s årtusinde, retten til at definere godt og ondt og slå til mod alt, hvad de finder potentielt truende.

5.
Det er en mandag morgen med militære tømmermænd. Rumsfeld har mødt intern kritik for »troppeudtynding«. I nat har bomberne regnet over Bagdad og gjort pointen klar: Koalitionen har ikke mistet fremdrift.
Peter Arnett er blevet fyret fra NBC. Han kom til at sige til irakisk tv, at amerikanerne har mødt mere modstand end ventet. Udtalelsen var nok en trussel mod det demokrati, krigen skal bane vejen for.
Krigstilstanden har sin egen logik. Måske kan man vænne sig til den. I Berlingske Tidende erklærer Henrik Hauge, at krigen har en normaliserende virkning på det danske samfund. Ikke flere sprælske særstandpunkter. Ikke mere blå stue. Vi er blevet en normal nation. Vi er med til at føre en ganske normal lille krig, som politikerne med fuld alvor kan betegne som »skånsom«.

6.
Det forlyder, at Saddam befinder sig ombord på ubåden Sælen. En dristig aktion skulle smugle ham gennem koalitionens linjer ud til kysten, hvor en irakisk ubåd ville føre ham i sikkerhed.
Samtidig var Sælen netop på patrulje. På grund af sin høje alder og dunkende dieselmotor blev Sælen forvekslet med det irakiske fartøj, og Saddam steg om bord. Uden at vide at han ville møde en handlekraftig dansk besætning, der hurtigt fik den målløse diktator bragt under streng bevogtning i maskinrummet.
Koalitionens ledelse har lagt mørke over sagen. Men anonyme kilder i Qatar oplyser, at besætningen har sat kursen mod København for at hjembringe det prominente krigsbytte.
Direktoratet for Kriminalforsorgen meddeler, at den irakiske leder i givet fald vil blive indsat på en særlig afdeling for negativt stærke fanger, da internering i Sandholmlejren eller husarrest i Sorø synes udelukket.

7.
Jeg tror på lykkelige slutninger. Jeg tror på blå stue. På særstandpunkter og bøvl.
Hvis ikke mandskabet på det gode fartøj Sælen ordner det for os, så må vi selv. Ved at skabe stærke folkelige bevægelser og holde liv i demokrati og sund fornuft.

*Klaus Majgaard er leder af Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her