Læsetid: 4 min.

Grønlandsk missildans

Drømmen om selvstyre skal gennemføres med USA’s hjælp
10. april 2003

Analyse
Sagen er oplagt: Grønland siger selvfølgelig et klart nej til Thules brug i missilforsvaret. Anden konklusion kunne man næsten ikke komme til, da Jensine Berthelsen, formand i Landstingets udenrigsudvalg, i mandags holdt tale under en høring.
»Det er udvalgets holdning,« sagde hun, »at en udbygget Thule-radar ikke må have en negativ indvirkning på verdensfreden eller medvirke til et fornyet våbenkapløb.«
Læg dertil, at Jensine Berthelsen også afviste den danske regerings redegørelse om missilforsvaret. Den er, sagde hun, »meget ensidig«, og den udgør »alene… et partsindlæg«. Hun luftede også utilfredshed, fordi regeringen har givet tynde svar på en række opfølgende spørgsmål.
Under selve høringen påviste den indkaldte sikkerhedsekspert, professor Ole Wæver, desuden, at missilforsvaret kan påvirke verdensfreden negativt, og der er stakkevis af dokumentation for denne opfattelse.

Kina er målet
Både grønlandske politikere og nyhedsmedier er meget opmærksomme på den rolle, som Kina spiller. Det danske udenrigsministerium har i et svar til Landstingets udenrigsudvalg hævdet, at »der er ingen, der ser behov for missilforsvar mod Rusland og Kina«. Så det har vakt opsigt, at USA’s tidligere præsident Jimmy Carter i maj sidste år under en tale på Stanford University sagde: »Forsvaret mod atomraketter er ikke udviklet som et forsvar mod Nordkorea, der slet ikke har en atomslagkraft. Det er imod Kina, og kineserne ved det.«
Kinas reaktion har stor betydning for grønlænderne, fordi verdensfreden kan blive påvirket negativt, og fordi Kinas atomslagstyrke i høj grad kan anvendes mod Thule i en konfrontation.
Jensine Berthelsen, som repræsenterer centrums- og regeringspartiet Attasut, er i god overensstemmelse med fundamentale grønlandske værdier. Aqqaluk Lynge fra det venstreorienterede oppositionsparti IA, fremhæver også, at grønlænderne er stolte, fordi de aldrig har været i krig.
For 20 år siden beskæftigede den daværende borgmester i Qaqortok, Henrik Lund, sig mere indgående med disse værdier: »I grønlændernes hverdag spiller naturen og forholdet til alt levende en afgørende rolle. Når man oplever naturgevalterne og ser mennesket lille mod havets, isens og bjergenes kræfter, så føler man i sig et stærkt ønske om at beskytte og bevare alt levende.« Og han fortsatte: »Denne grundholdning betyder, at grønlænderen intet forhold har til det moderne militær og den livsholdning, militærapparatet er udtryk for.«

Ja, trods alt
Alligevel – trods disse værdiers betydning – tyder meget på, at Grønlands hjemmestyre vil sige ja til missilskjoldet.
Landsstyrets formand, Hans Enoksen, har i manuskriptet til en tale, som skal holdes sent onsdag dansk tid, åbnet døren for et ja. Også han holder fast ved, at »Thule-radaren ikke på nogen måde må bidrage negativt til den eksisterende verdensfred«. Men så argumenterer han, yderst kortfattet, at missilforsvaret »i sig selv næppe bidrager negativt til verdensfreden«, og det »giver næppe anledning til et våbenkapløb«. Missilforsvaret er nemlig »ikke rettet mod Kina«.
Det er påstande, som er hentet frem, fordi man har andre mål, som vejer tungere, end de her beskrevne værdier. Som Hans Enoksen selv udtrykker det, så befinder Grønland sig »i en proces frem mod selvstyre, og de afgørelser, vi træffer nu, vil også have betydning for et selvstyrende Grønlands fremtid«. Man ønsker støtte og samarbejde med USA, Danmark og NATO – og derfor »må vi også yde bidrag«.

Nøgtern vurdering
Realpolitisk set er det en ganske nøgtern vurdering. Det store spørgsmål er så bare, hvorvidt man får ændret reelt ved magtforholdene, som forsvarsaftalen fra 1951 mellem Danmark og USA afspejler. Under høringen afviste professor Nikolaj Petersen, at man kan opnå andet end symbolsk indflydelse – og måske nogle konkrete ydelser fra amerikansk side, f.eks. uddannelsesmuligheder i USA.
Der er udsigt til, at Landstinget vil se fremskridt i forbindelse med en »modernisering« af aftalen fra 1951, inden man giver grønt lys for brug af Thule-radaren. Men det er formentlig kun en manøvre, som skal fortælle befolkningen, at man har »fået noget for noget«, og så er det mindre vigtigt, hvad det »noget«, som man får, rent faktisk betyder.
Grønlands ledere vil gøre en dyd af nødvendigheden. Man anser det for givet, at Danmark vil sige ja, selv hvis Grønland sagde nej, og man anser det for givet, at USA vil oprette et missilforsvar – også uden brug af Thule.
Hvis man i den situation kan skaffe sig point i Washington med et ja, så er det et ekstra plus. Nok bliver man med en underskrift på 1951-aftalen medansvarlig for en traktat, som fortsat vil afspejle et kolonialt magtforhold, men måske kan man i spillet om øget selvstyre i resten af Grønland skaffe sig amerikansk opbakning. Nu har man jo vist Washington, at også et selvstændigt Grønland vil være en god partner – at man har fleksible værdier, som er forenelige med Bush-regerings politik.
Og så kan man jo undre sig over, hvorfor en offentlig debat, hvor hensynet til verdensfreden blev halet frem, overhovedet var nødvendig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu