(2. sektion)
Premiere i dag
Hvad vil en mand foretage sig de sidste 24 timer, inden han skal afsone en fængselsdom på syv år for narkohandel?
Det er det simple stilgreb i 25th Hour: at følge et enkelt menneske et døgn, der markerer afskeden med det liv, han hidtil har levet. Vi har set det før, f.eks. i Thomas Vinterbergs kortfilm Sidste omgang (1995), hvor en ung, cancersyg mand siger farvel til vennerne. Også Spike Lees egen mesterlige Do the Right Thing (1989) udspiller sig over 24 skæbnesvangre timer i et kvarter i Brooklyn. Men 24-timer-konceptet kan sagtens tåle at blive genbrugt, for her sættes livet effektivt og troværdigt på spidsen med alt, hvad det indebærer af følelsesmæssige og eksistentielle spørgsmål.
Kongenialt spejl
Et stort øjeblik i enhver fortælling er point of no return, hvor der ingen vej er tilbage for hovedpersonen. 25th Hour er ét langt point of no return. Men filmen er mere end beskrivelsen af vendepunktet i et menneskeliv. Handlingen udspiller sig nemlig i New York, og instruktøren forsøger ikke at skjule, at filmen er lavet efter 11. september.
To lyssøjler, der oplyser New Yorks skyline under forteksterne, er en direkte reference til Twin Towers Memorial, og en central scene foregår i en lejlighed med svimlende udsigt over Ground Zero, hvor oprydningsarbejdet efter terrorangrebet pågår.
Stærke referencer, der kan virke distraherende, men som samtidig skaber et storslået historisk rum omkring den fiktive historie. Og efterhånden som handlingen skrider frem, kommer hovedpersonen Montys tab af uskyld og hans nedtur med sorg, selvbebrejdelser, vrede og paranoia kongenialt til at spejle den krise, New York har oplevet i tiden efter terrorangrebet.
Nortons autoritet
Det er Edward Norton, der spiller den hvide middelklassefyr Monty, og det gør han med umådelig autoritet. Monty er dybest set et amoralsk menneske, som har levet af andres ulykke, men Edward Nortons enestående blanding af tough guy-energi og drengede skrøbelighed gør karakteren konstant fascinerende.
Vi følger hans sidste døgn i friheden, hvor han forsøger at binde sit livs mange løse ender sammen. Han mødes med de mennesker, som har haft betydning: den selvbebrejdende far (Brian Cox), kæresten Naturelle (Rosario Dawson) og de livslange venner, børsmægleren Frank (Barry Pepper) og engelsklæreren Jacob (altid veloplagte Philip Seymour Hoffman). Han prøver også at finde ud af, hvem der har stukket ham til politiet, og mens uret tikker og afgrunden nærmer sig, gør han sig angstfyldte forestillinger om de homoseksuelle overgreb, der venter i fængslet.
Euforiserende virkning
For Spike Lee, der startede filmkarrieren som den undertrykte sorte befolknings indignerede talsmand, er 25th Hour et usædvanligt portræt af en hvid middelklasse i krise. Det er historien om forspildte muligheder og strandede liv, som vi desværre kun får en flig af. Vi kommer ikke ind til benet af de antydede konflikter mellem personerne, dertil vil Spike Lee tydeligvis for meget.
Ikke desto mindre nyder man hvert øjeblik af det, instruktøren igen meget rammende har kaldt »a Spike Lee joint«. Her er en instruktør, der med celluloid i blodet og 16 spillefilm i bagagen ikke har behov for »et plot«. Filmens naturlige forløb danner en ubesværet og uafbrudt cirklende bevægelse, og de bedste scener har en euforiserende virkning, ikke mindst takket være Barry Browns suggestive klipning og Terence Blanchards melankolske jazz-score.
Et par forklarende flash back-scener indruller instruktøren elegant i handlingen, og i en drømmesekvens foldes den amerikanske drøm ud, så man et øjeblik tror, det er sandt. Og midt i det hele serveres en dristig billedmontage, hvor en rappende Edward Norton giver de indestængte aggressioner frit løb. Sådan skal denne film opleves: en stemning, en tilstand, et vredesudbrud, et sørgedigt. Woody Allen har fået en værdig konkurrent som New Yorks førende filmskjald.
*25th Hour. Instruktion: Spike Lee. Manuskript: David Benioff. Amerikansk. Grand Teatret og CinemaxX i København.
