Læsetid: 3 min.

Halvgjort gerning

Modig satsning på Det Kgl. Teater med Holbergs Den Stundesløse, men den er ikke radikal nok på sine egne præmisser
14. april 2003

Teater
Den stundesløse er en af Holbergs bedste komedier. Den har noget karakterfast og tidløst ved sig, der har appelleret til den ene epoke efter den anden: det stundesløse som et væsenstræk i en bestemt tid og i en bestemt type. Ikke mærkeligt, at Det Kongelige Teater har opført den 417 gange i syv forskellige iscenesættelser. Senest for 30 år siden med Jørgen Reenberg i hovedrollen, for 14 år siden med Arne Hansen.
Det er derfor modigt gjort af teatret at sætte unge, nyuddannede teaterfolk som instruktøren Anna Novovic, scenografen Helle Damgård og lysdesigneren Antonio Rodrigues Andersen på sagen. De har gjort den stundesløse til en kvinde, Fru Vielgeschrey, spillet af Birgitte Simonsen.

Kvindelyst og -list?
Den stundesløse er det menneske, der har så travlt med at have travlt, at hun intet får gjort og samtidig ikke opdager, at hendes magt dermed løber hende af hænde. Viel Geschrei und wenig Wolle, og hvad det ellers hedder.
Det er Vielgeschreys sekretær eller husholderske Pernille, spillet af Ditte Gråbøl, der sætter intrigen mod sin chef i værk. Dette spil mellem Vielgeschrey og Pernille står centralt i de traditionelle opførelser, komedien tidligere har været udsat. Men når Vielgeschrey nu er en kvinde, så fravælger man naturligvis hele det erotiske tabu og lysttema mellem de to. Til gengæld potenserer valget en magtkamp mellem to kvinder og to typer af kvindelyst. Men den kamp spilles heller ikke for alvor i komedien. Det skyldes bl.a., tror jeg, at Ditte Gråbøls ubetvivlelige komiske kropstalent er for moderne i sit stive betræk – i denne sammenhæng. Gråbøls Pernille er her mere en dramatisk mediator for komediens handling. Men hvorfra vokser komedien så?
Ordene er Holbergs fra 1720’erne. Handlingen er flyttet op i 1950’erne i et kontormiljø med Las Vegas-islæt. Fru Vielgeschrey er direktøren, men rollerne de samme som hos Holberg i 1723: Gammeljomfruer, fusentaster, bogholdere og skriverkarle. Intrigeudviklingen er Holbergs. Men heri tilsættes alt i en scenisk »cocktail af genrer og tidsepoker« og musik fra Bach til Barry Manilow og Dolly Parton. Hovedpersonens erotik er tæt forbundet med hendes stundesløshed, der igen er afhængig af arbejde og magt. Falder det ene, falder det andet. To do or not to do, det er spørgsmålet, hun får stillet.
Spørgsmålet stilles i en række tumultariske scener, der river hendes trummerum i tusind stykker og umyndiggør hendes magt. Det er disse scener og en række af birollerne, der holder komediens temperatur oppe. Kristian Holm Joensen, Olav Johannesen, Gerz Feigenberg og Thomas Bendixen gør hver deres til at fylde komedien med karakter, krop og komik. Det er især gennem dem vi får en komedie om, hvordan man kan snøre den stundesløse og få hendes datter gift med en anden end Vielgeschrey selv ønsker.

Komediens vægelsind
Vielschrey har så travlt med at komme frem, at hun ustandseligt træder forkert eller bringes til at træde ved siden af sig selv. Birgitte Simonsen får denne sindstilstand og kropsaktivitet til at vokse frem, især i de store scener med scenografisk postyr. Ellers er det mest det moderne menneskes fortvivlelse ved sig selv, hun står frem med. Og det er der sådan set god mening i, iscenesættelsens idé taget i betragtning.
Men den tildels tragiske dybde, komedien rummer, og som netop gør den til en af tid og sted uafhængig moderne komedie, den får ikke meget at skulle have sagt her. Galskaben får hverken tragisk eller komisk perspektiv. Selvindsigten er ikke komedisk, blot psykologisk. Ærgerligt, når nu komedien er i gang på andre planer, i handlingen og i de komiske biroller. Det er som om, at Novovic faktisk ikke er gået radikal nok til værks. Tilskuddet udefra af stilarter og anakronismer har ikke fundet sit modsvar i komediens indre dramaturgi. Tilbage står Holberg-traditionen faktisk som en hindring for sig selv.
Men alene de spørgsmål, iscenessættelsen stiller til komedien er, sammen med skuespillernes indsats, en aften værd.

*Den stundesløse. Af Ludvig Holberg. Iscenesættelse: Anna Novovic. Scenografi: Helle Damgård. Lysdesign: Antonio Rodrigues Andersen. Det kongelige Teater, lille Turbinehal frem til 17. maj. Web: www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu