Læsetid: 2 min.

Halvkedelig karrierekomedie

Overraskelserne udebliver i Det Kongelige Teaters komedie om karrierrelivets pris
8. april 2003

Teater
Der er iskoldt på toppen. Og skal man tro den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig, så er vejen op mod tinderne endnu koldere. I hvert fald i den internationale megakoncern, der sættes på scenen i den såkaldte komedie Push up. Her møder vi alle taberne og vinderne i kampen om de attråede pladser på karierrestigen – hvis man da overhovedet kan tale om tabere og vindere. For bag de skarpe powersuits, de kalkede facader og den hårdt tilkæmpede kontrol, er der stort set kun ofre. Fra vagterne Annika Johannessen og Thomas Corneliussens kleinbürgerliche trummerum og forspildte kærlighedschancer i bunden til Solbjørg Højfeldts gennemfrosne magtdemonstration i toppen af pyramiden.
For slet ikke at tale om de indædt bidende, sparkende og benspændende mellemledere, hvoraf flere slås om en ledig lederstilling i New Delhi. Her svinger man om sig med mobiltelefoner, Gucci-poser og manipulerende career moves. Men alting har naturligvis en pris, når arbejdslivet æder det hele.
Og staklerne bekender sig til os, sig selv og hinanden i et overbud af neurotisk usikkerhed, fatalt mindreværd, ubodelig ensomhed og bristede illusioner om et liv med indhold. Ann Eleonora Jørgensen er et rent nervevrag af en enlig UG-pige, Mikael Birkkjær konkurrerer på liv og død med Helle Fagralids sexede marketingpige, så deres evige positioneren sig smadrer alle gryende forsøg på nærhed, mens Joen Bille – forudsigeligt nok – må se sig overhalet af Nicolai Dahl Hamiltons trøstespisende computernørd.

Sikker rutine
I en række små scener får vi konflikterne ridset skarpt op i Alexa Thers i og for sig udmærkede iscenesættelse, der manøvrer rutinemæssigt sikkert mellem det kyniske statusspil og den hudløse erkendelse, figurerne lægger for dagen. Ikke sex nok, ingen at elske, udsigtsløs motion for ingenting, desperat sex-surfing i nattetimerne, umulige forsøg på at købe lidt stakket sikkerhed. I novelleagtige monologer plaprer staklerne ud om det hele på den udstillings-catwalk, der er lagt frem i salen – eller som hysterisk krakeleren, køligt konstaterende erkendelser og rå analyser i afsides bemærkninger, der lader underteksten dukke op i fuld øjenhøjde midt i dialogen.
Et fint lille og ikke specielt originalt stykke repetitionsdramatik om kommercialismen og liberalismens fremmarch. Arbejdsmarkedets erobren af den sidste bastion: privatlivets fred. Selverkendelsesteater for alle mappedyrene, slipsedrengene og karierreklatrerne. Men så heller ikke ret meget mere. Hvor er overraskelserne henne? Push up er et stykke, der må være valgt for at udfylde nationalscenens ide om en moderne komdie for det brede publikum. Det er muligvis ikke helt retfærdigt at sige det, men virker det ikke lidt som om skuespillerne egentlig hellere ville lave noget andet? På Det Kongelige Teater må det nemlig ikke bare være rigtigt sjovt, selv om Nationalscenen i den grad snart trænger til at slå røven gennem stråhatten.

*Push Up. Skuespil af Roland Schimmelpfennig. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Alexa Rher. Scenografi: Carsten B. Kristensen. Det Kongelige Teater, Stærekassen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her