Læsetid: 4 min.

En helt almindelig død

Døden pakkes avanceret ind i Camilla Stages dans og Peter Asmussens skuespil. Og Bo hr. Hansens børneteater vikler dødsmisforståelserne ud
1. april 2003

Scenekunst
Døden åndede på teaterscenerne denne weekend: Den langsomme død med Jesus-lidelser, den besk-muntre død med selvmordshumor - og den pludselige trafikdød set med barnets øjne. De tre fremragende forestillinger gik alle lykkeligt uden om krigsdøden, som medierne ellers dækker så grundigt. Teaterdøden var en helt almindelig død.

En smertedød
Der var ellers livskraft og potens til overflod i Camilla Stages danseforestilling Kroppens Ekko for fem mænd. Egentlig virkede koreografien som en hyldest til den mandlige skønhed, for Stage viste mændene, så de fremstod næsten gudesmukke i deres muskuløse kroppe. Paradokset var, at de samtidig virkede urimeligt sårbare – som om deres flyvende kroppe hvert øjeblik kunne ligge ubevægelige og livløse.
Mændene væltede sig i lys. De flettede sig ind i Signe Kroghs røntgenagtige videoprojektioner, og de lod sig velsigne af Lars Egegaard Sørensens katedralagtige guldspots, der lyste så rent, så rent, som gav de et smugkig til paradis. Og mændene lod sig velvilligt belyse med deres sanselige hulninger i ballerne og muskelklumper ved skulderbladene, vidt forskellige i deres maskulinitet: Jean Hughes Miredin fra Frankrig, Jordi Puigdefabregas Serra fra Spanien, Ole Birger Hansen og Lars Bjørn fra Danmark og så norske Vidar Hansen, der fremmessede en smerte, der transformerede sig til et rensende dødsskrig.
Mændene støttede hinandens kroppe i lette løft, men deres leg blev til tvang, og de flåede hinandens arme og ben ud i ekstreme stillinger. En af mændene blev nærmest pakket ind i sig selv – som lig i egen ligpose. Eller som et foster forfra igen?

En selvmordsdød
Genopstandelse eller ej: I Peter Asmussens nye stykke Alle hans gerninger var livet næsten ikke til at komme af med – på trods af en skarp kniv og en sikker hånd. Den barokke selvmordshistorie blev nærmest til cabaret-komik i Madeleine Røn Juuls stiliserede iscenesættelse, og skuespillerne pressede dødsgrinene frem hos publikum med elegant timing. Morten Kirkskovs bedemand havde kistesmalle øjne med klovnens trætte smerte, og Preben Harris’ bedstefar fortalte godnathistorier, som ingen ond troldmand ville kunne gøre mere uhyrlige. Lene Tiemroth spillede svigermor med desperat og selvudkrængende længsel efter at blive elsket – og som sådan blev hun stykkets talerør: Uden kærlighed vil vi helst bare dø. Men uden kærlighed er det næsten ikke muligt at komme til at dø.
Jens Jørn Spottag havde fornøjelsen af at spille lig. Spottags underdrivelsestalent er forrygende, og det vokser for øjnene af tilskueren for hver rolle – i februar var han kidnapper på Café Teatret, og nu er han ophøjet til selvmorder på Husets Teater.
Denne ’manden, der kalder sig jeg’ må igennem dødens ’tre rum’. For som altid er Asmussen tvetydig i sine avancerede replikker, der hæver sig over tid og sted, og som så alligevel er knusende konkrete. Hans kynisme er afvæbnende – »som et kærtegn, han ikke orker,« som en Asmussen-replik lyder.
Ordkulden er gennemført, helt ud i Christian Friedländers scenografi, hvor alt er malet blåt – skærende, skurrende blåt. Selv barnets uskyldige ønskekvist er dyppet i mat, mellemblå plastikmaling, så den stritter dødere end død ud i rummet. Og så alligevel fuld af magi...

En trafikdød
Netop det forunderlige og mirakuløse er kernen i Bo hr. Hansens stykke Franskbrød i himlen for de 3-8-årige. For hvor kommer man hen, når man er død? Ned i jorden eller op i himlen? Og hvad tror vi lige på i vores familie?
Forestillingen er både poetisk og slagkraftig, og Gitta Malling har instrueret med effektiv fodboldstaktik og nænsomme godnathistorier. Desuden har Martin R. Olsen kreeret nogle dukker, hvis øjne prenter sig, som var de virkelige børneøjne – åbne, spørgende øjne fulde af sårbarhed. Og Anne Nøjgaard og Ole Håndsbæk Christensen fører dukkerne helt lavmælt, så al opmærksomheden rettes mod historien om Niels’ mor, der bliver kørt over – og om Niels, der ikke ved, hvor han skal aflevere den franskbrødsmad, som moderen ikke nåede at spise.
Det ville ikke gøre noget, om forestillingen var bare fem minutter kortere – der kommer lovlig meget fokus på slagsmål og kirkegårdsorme hen mod slutningen. Til gengæld er slutscenens franskbrødflyvning så smuk, at det er lige til at tude over. For sådan er det bare: Ens mor vil altid være der. Og ens mor passer altid på én – død eller levende.
Døden bliver pakket ind i mange avancerede lag af Camilla Stages dans og Peter Asmussens skuespil. Men Bo hr. Hansens børneteater vikler misforståelserne ud: Når man er død, kommer man ned i jorden, men man kommer også op i himlen. Når man altså er død sådan En hent almindelig død.

*’Kroppens Ekko’. Danseforestilling af Camilla Stage. Scenografi: Signe Krogh. Lysdesign: Lars Egegaard Sørensen. Living Creatures på Dansescenen, Øster Fælled Torv. Til 12. apr. *www.danceproduction.dk

*’Franskbrød i himlen’. Børneskuespil af Bo hr. Hansen. Instruktion: Gitta Malling. Dukker og scenografi: Martin R. Olsen. Musik og dramaturgi: Peter Jankovic. Teatret Lampe og Limfjordsteatret. Turné. Bl.a. Børneteaterfestivalen i Kolding, 4.-6. apr. *www.limfjordsteatret.dk

*’Alle hans gerninger’. Skuespil af Peter Asmussen. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Christian Friedländer. Husets Teater på Halmtorvet, til 3. maj
*www.husetsteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her