Læsetid: 3 min.

Hills hæmmede vision

Mødet med Jazzpar-vinder Andrew Hill blev ikke den oplevelse, man turde have håbet på. Lars Møllers stjernekvartet leverede dog varen
30. april 2003

Koncert
Efter sigende havde de i alt fire koncerter, som Jazzpar-karavanen afholdt i sidste uge inklusiv søndag i Glassalen i Tivoli varierende niveau. Det bedrer dog ikke, at selve priskoncerten var en lang, udmattende og til dels forfejlet musikalsk forestilling.
Den amerikanske pianist og prisvinder Andrew Hill havde til lejligheden komponeret en hel suite betitlet »The Day The World Changed« (med henvisning til den dag, da USA begyndte at bombe i Irak uden FN-mandat).
Til at virkeliggøre værket havde han som rytmegruppe to landsmænd Scott Colley (bas) og Nasheet Waits (trommer) foruden en skandinavisk blæsersektion på fem mand: svenskeren Staffan Svensson (trompet), danskerne Peter Fuglsang (klarinetter, altsax), Thomas Agergaard (fløjte, tenorsax), Klaus Löhrer (tuba, basuner) og den litauiske men herboende Liudas Mockunas (klarinetter, saxofoner).

Flertydig musik
Hill arbejdede ikke uventet med komplekse rytmiske, harmoniske og melodiske lagdelinger i sin musik, der skabtes inden for rammerne af en fri og legende puls. Colley og Waits rullede og skummede i bunden med spontane, frirytmiske sekvenser. Henover skabte Hill kontrastvirkninger imellem sit klaver og arrangerede passager for blæserne, eller han lod solister træde frem eventuelt koloreret af klaverakkorder eller horn.
Resultatet var en stærkt krydret musik, der satte store krav til koncentrationsevnen, og som med sin foruroligende flertydighed i starten forekom lovende og fascinerende men snart blev både langtrukken og anstrengende. Ind imellem lyste solistiske udladninger op af især Mockunas og Svensson, og en ikke annonceret gæsteoptræden af sangerinden Lenora Helms gav musikken en kærkommen ekstra dimension.

Særlingen Hill
Men ud over at Hills suite i sin helhed ikke var interessant nok, var en del af problemet nok også hans ret ejendommelige person. Man fornemmede det, da han af en beklemt overborgmester Jens Kramer Mikkelsen modtog og takkede for Jazzparprisen.
Hill fremstod som en særling med næsten autistiske træk, svær at forstå med sin snøvlende og springende tale, og han bevægede sig med en nærmest tøffende gang, der indikerede, at han ikke er, som folk er flest. Han får originale musikalske ideer, fordi han er en original. Men han er såvist ikke nogen pædagogisk mester i at kommunikere med sine medspillere. Ofte forlod Hill klaveret, trissede halvvejs over scenen og gav med ubehjælpsomme fagter tegn til blæsergruppen om indsatser, afslag og dynamiske udsving. Musikerne virkede i de situationer famlende og desorienterede, og så musikken.
Hill er med sin meget personlige vision afhængig af indforståethed hos de musikere, han arbejder med. Men blæsergruppen har kun haft få dage til at blive fortrolige med et hundesvært, nyskrevet repertoire og en særegen leders metoder. Bl.a. derfor forekom den vildtvoksende musik i perioder at være det modsatte af frigjort og organisk.

Hankatten Hart
Anderledes direkte og imødekommende forekom afdelingen med saxofonisten Lars Møllers til anledningen udvalgte combo med tidligere Jazzpar-vinder (1996) Geri Allen ved klaveret, Buster Williams på bas og Billy Hart på trommer. Selvom også denne kvartet bar præg af, ikke at have spillet sammen før – bl.a. virkede amerikanerne i Møllers ballade »Bacharach« tydeligt tøvende – blev der overvejende spillet med gavmildt og frodigt overskud.
Særlig Hart var en aggressiv hankat bag trommerne, der nok i passager stjal for megen opmærksomhed, men til gengæld frigav enormt med energi og om nødvendigt kunne slå om i det fineste broderi på cymblerne. Højdepunktet nåede gruppen i Møllers »Blue Skies In Kamchatka«. Møller har spillet dette nummer et utal af gange med sin nu opløste danske kvintet, men det var spændende at høre den indisk-nordisk inspirerede komposition med nye folk, hvor Williams og Harts robuste backing stod sig godt til Møllers smukke, magtfulde tenorsaxspil, og hvor Allens solo gnistrede med den overvældende opbakning, som rytmegruppen gav hende.

*Jazzpar 2003: Andrew Hill Oktet & Lars Møller Combo, Tivoli, Glassalen, søndag

FAKTA
Nye kandidater
Ved Jazzparkoncerten i Tivoli blev de fem nominerede til Jazzparprisen 2004 afsløret: Paquito D’Rivera (klarinet, saxofon), Bobby Hutcherson (vibrafon), Marc Johnson (bas), Steve Kuhn (piano) og Aldo Romano (trommer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her