Læsetid: 2 min.

Høj på Hendrix

Feldmann-fixet på Pakhus 11 byder på favnende fuldfartsperformance med psykedelisk Zapolski
24. april 2003

Performancekoncert
Lyden strigler sig ind i ørerne: Weyi, woøij, weyi, wåoh. Albuer knækker og indfanger brystkasser. Lyset bliver skizofrent i hvide strimler med røde stopbjælker, og mørket udenom støver til. Sveddråber pibler frem på ukendte fødder med tåplastre, og som i et fatamorgana er din tilskuerkrop forvandlet til en cello. Dine knogler lader lyden vibrere inden i din hud, og dine øjne opdager, hvordan kæmpereoler kører af sted med halve mennesker strittende ud fra hylderne – på gennemsvømning fra én luftart til en anden under 60’er-lampernes rødlilla søvnmangel...

Mød din indre voyeur
Jimi Hendrix’ syrede verden dyrkes nysgerrigt i Tim Feldmanns nye danseperformancekoncert Hendrix House. Sansepåvirkningerne omringer tilskueren, der selv vandrer rundt mellem hofteproffe dansere og skuldermilde musikere i Pakhus 11’s højloftede rum.
Tilskueren hjælpes til at møde sin indre voyeur – ikke mindst når den svenske Jenny Jacobsson pludselig kaster sig ned på alle fire og lader break-dance og butoh smelte sammen i hæmningsløse hofterotationer – og liderlige lår, der labber hen ad gulvet.

Åndemaneren Zapolski
Her er Feldmann høj på Hendrix. Han lader sig falde bagover i en sanselig bundløshed – det euforiserende ligger lige henne om næste øjeblik. Og Feldmann har valgt at mæske med Hendrix-universet med både trompet og orgel – og med Zapolski Kvartetten som forestillingens urdrift.
Violinisten Alexander Zapolski fnyser som åndemaner over både dansere og tilskuere, og han spiller mørkemystisk musik af Schnittke, så han psykedelisk må stampe i pakhusgulvet for ikke at flyve med op i luften efter sine egne, besværgende armbevægelser.
Koreografisk topper Tim Feldmann her med sin version af den ultimative ’release’-dans. Han har tilsyneladende komponeret et lukket system, hvor bevægelserne indgår i ufravigelige mønstre: Skuldre og ankler er ligeværdige omdrejningspunkter, og arme og ben flyver rundt i afskydningsvinkler, der er mærkeligt modsatte i forhold til klassisk ballet.
Når den klassisk uddannede danser Helen Saunders endda leger med ’en omvendt 5. position’, bliver kommentaren fuldendt. Og Feldmann kræver en dynamik i sine ’ben-nedklask’, der allerede kan kaldes ’en typisk Feldmann’.
Virkningen af Feldmann-fixet aftager undervejs. Måske fordi trippet bliver for langstrakt. Eller måske fordi koreografien alligevel ikke kan lade være med at anbringe danserne distanceret på det sceneareal, som denne totalteater-forestilling ellers så gerne vil nedbryde. Til sidst står tilskueren i hvert fald i alt for sikker afstand fra sveddråberne på dansertæerne.
Men det ændrer ikke ved det væsentlige: at Hendrix House er en favnende fuldfartsforestilling – med fatamorgana-oplevelser til de sansesmidige. Weyi, woøij, weyi, wåoh...

*’Hendrix House’. Idé og koreografi: Tim Feldmann – og de medvirkende. Koreografassistent: Helen Saunders. Musik: Alfred Schnittke – spillet af Zapolski Kvartetten – samt Tobi Wilner, Kirstine Stubbe Teglbjærg og David Linton. Scenografi: Rasmus Jangaard. Lys: Thomas Beck. Kostumer: Thomas Winkler. Wilda i Pakhus 11, Dampfærgevej 2 ved Østerport Station, til 3. maj. *www.wilda.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her