Læsetid: 9 min.

’Hongkong tager pusten fra dig’

’Hongkong will take your breathe away’ – sådan lød sloganet for den tidligere britiske kronkoloni indtil for få dage siden. Men SARS-epidemien har fået bystyret på andre tanker
12. april 2003

For tre uger siden kunne 90 procent af Hongkongs dengang 220 tilfælde af SARS-epidemien (Severe Acute Respiratory Syndrome, red.) spores til én eneste mand og tilmed en specifik situation: aftenen den 21. februar ved elevatoren på Hotel Metropoles niende sal. Syg og svækket af feber var lægen Liu Jialun, 64 år, ankommet fra Guangzhou (tidligere Kanton) hvor han i flere uger havde behandlet SARS-patienter. Host og nys i løbet af denne ventetid på elevatoren inficerede hans svigersøn og otte turister fra Toronto og Singapore.
Det var ham, som smittede verden.
Hvis man kun tæller antallet af døde og smittede, er SARS ikke de mange opsigtsvækkende overskrifter værd. På internettet finder man da også stadig flere indvendinger imod mediernes massive dækning, der siges at have forvoldt uro og panik.
Godt 100 døde og 2.700 smittede i skrivende stund kan hverken sammenlignes med den spanske syge, som tog mere end 20 millioner liv i 1918, eller den asiatiske influenza og Hongkong-influenzaen, som hver kostede en million mennesker livet i henholdsvis 1957 og 1968. Hvert år dør titusindvis af mennesker af influenza, uden at nogen overhovedet reagerer.
Sammenligningen halter naturligvis.
SARS bliver næppe nogen massedræber. I stedet skal den ses som et alarmsignal på, hvad vi kan vente i fremtiden af nye vira, mutationer og kombinationer.
Frustrerede forskere bekymrer sig over, at den nye virus stadig er ukendt og uidentificerbar fem måneder efter det første udbrud.
De frygter det dybe syd i Kina, som er en gigantisk rugemaskine for nye vira.
Og de klager over den kinesiske mur af tavshed, et politisk system, som behandler epidemier som statshemmeligheder.
Summen er stor uvished, usikkerhed og frygt.
»Det er som for tyve år siden, da hiv-virussen dukkede op ud af ingenting, og aids begyndte at hærge blandt unge amerikanske mænd,« siger David Smith, leder af Australiens ’Epideminetværk’.
Lad os begynde i Guangdong-provinsen.
Det er bøndernes og industrialismens Kina samlet i ét, og her findes verdens største koncentration af mennesker (90 millioner), ænder, gæs, høns og grise. De lever tæt side om side, i byerne nærmest som i klumper mellem rismarker og andedamme, hvor man avler rejer og karper ved hjælp af affald.
»Det er én stor suppe af virus og bakterier,« siger Christine Loh, politiker i Hongkong, som er engageret i kampen mod miljøtruslen.
Klimaet er subtropisk, og i regntiden rinder den ildelugtende pløre ofte over husenes tærskler. Bliver grisene syge, drager bønderne til byens apotek, hvor de uden recept kan få, hvilken som helst antibiotika de vil have, og de injicerer selv grisene uden indblanding fra dyrlæger.
Det var i en forstad til Foshan (3, 2 millioner indbyggere), at den mystiske luftvejssygdom blev opdaget den 16. november i fjor. To midaldrende mænd blev pludselig smittede, og virussen spredte sig siden til Guangzhou og andre steder.
Læge Bi Shengli, virusdetektiv og vicechef for Center for Sygdomskontrol, bemærkede på sine besøg en yderst komplicerende faktor. De to syge handlede med vilde dyr og fugle til madlavning og havde selv spist ugler et par dage forinden.
»Det er hverken sundt eller hygiejnisk, eftersom ugler er rovfugle, som æder kadavere og samler på alskens parasitter, bakterier og vira,« sagde han til WHO-eksperter i mandags.
I det sydlige Kina har man allerede spist store dele af den vilde fauna op, og mange arter er udryddelsestruede. Trods forbud sælges dyr og fugle på byernes markeder under kummerlige forhold med stinkende blod og afføring i rendestenen.
Guangdong er den perfekte grobund for virus, og det var også her, at den asiatiske influenza og Hongkong-influenzaen blev født. Meget tyder også på, at den spanske syge kom fra en sydkinesisk virus.
Forskernes mareridt er allerede under udvikling.
Man har opdaget, at mikrober ’hopper’ mellem arter og i flere tilfælde fra dyr til mennesker. Her har temmelig harmløse vira undergået genetisk mutation, som har gjort dem mere ondartede, mens andre har absorberet dele af vildfarent genetisk materiale, som har ført til opkomsten af nye, totalt uberegnelige vira.

Det værste scenarie er, hvis en dødelig virus som SARS slår pjalterne sammen med genetiske sekvenser fra en influenzavirus i cellerne hos en vært, der har begge infektioner, og forårsager en pandemi som den i 1918.
SARS mistænkes for at være et coronavirus, som har en sjælden evne til at ’suge’ genetisk materiale fra andre vira.
Tilbage til epidemien i Guangdong. Der er stadig væk ingen informationer om, hvad der skete frem til begyndelsen af februar, hvor rygter spredt via e-mail og sms udløste panik med hamstring af antibiotika, eddike, salt og urtemedicin til følge.
Uroen tvang myndighederne til at indkalde til en pressekonference, hvor de meddelte, at fem var døde, og 305 var syge på grund af en mystisk epidemi, som – forsikrede man – nu var under fuld kontrol.
I en uge fik medierne lov til at skrive om udbruddet, men med udtrykkelige forskrifter om at berolige befolkningen. Derefter blev der igen lagt låg på, og tavsheden, som fulgte, gav folk indtryk af, at problemet i virkeligheden var ovre.
Trods ihærdige forsøg måtte WHO vente yderligere syv uger på at få de første detaljer om epidemien og tilladelse til at sende egne eksperter til epidemiens epicentrum.
En gammel talemåde siger, at når Guangdong nyser, bliver folk i Hongkong syge. Med nutidens hastige kommunikation trues hele verden nu af Beijings kroniske mistro til åbenhed.
De kinesiske myndigheder bærer et stort ansvar for den globale trussel, eftersom hurtig udmelding og alsidig information er alfa og omega for virusbekæmpelse. Den eneste formildende omstændighed denne gang er, at en influenzaepidemi hærgede i syden samtidig med SARS-udbruddet (og derfor maskerede dødsvirussen i løbet af nogle uger).
Kina har en lang tradition for at mørklægge katastrofer og epidemier. Jordskælvet i Tangshan i 1976, som kostede 240.000 livet, er ét eksempel. Aids-epidemien er et andet: Den bizarre blodhandel i Henan, som inficerede en million mennesker med hiv, er stadig væk skjult af tavshedens slør ligesom den mere gængse smittespredning, som har antaget alarmerende dimensioner.
Krisehåndteringen er naturligvis derefter. I Hongkong husker alle opstandelsen og frygten, da Kina umiddelbart efter Tjernobyl-katastrofen i 1986 besluttede at bygge kernekraftsanlægget Daya Bay blot 50 km mod nord. Alle frygtede, at kommunistpartiets propagandabureau ville fortie det, om der så skete en nedsmeltning.
Desværre har attituden i Beijing ikke forandret sig nævneværdigt. SARS-epidemien kom desuden på et politisk set ubelejligt tidspunkt, umiddelbart efter afslutningen af den 16. partikongres og før den årlige parlamentssession. Magtskiftet var i gang, og den nye generations ledere ville hverken forstyrres eller snavses til. Officiel hemmeligholdelse og bureaukratisk handlingslammelse blev forstærket både lokalt og centralt. Selv lægerne tav, selv om de burde vide bedre end at ordinere urtemedicin mod en virus, som ingen af dem nogensinde før var stødt på. Man undveg virkeligheden og fandt på en ny ved at lade, som om krisen var ovre, og ved at garantere, at problemerne var under fuld kontrol.
Ingen vovede at udfordre overmagten ved at tage ansvar eller handle rationelt.
Efter tre uger i Beijing får WHO’s ekspertteam nu daglige rapporter om tilstanden i Guangdong og Beijing. Et stort fremskridt, men tør man stole på informationer, som så ihærdigt signalerer, at faren er ovre?
Læge Jiang Yanyong, 72, tidligere chef for militærets sygehus nr. 301 og partimedlem i 50 år, gør det ikke. I udtalelser og i e-mails anklager han den nye sundhedsminister Zhang Wengkang for at lyve med henblik på at »vise sin dygtighed fra begyndelsen«. I stedet for 19 tilfælde – fire af dem døde – hævder han, at to militære sygehuse har mindst 120 SARS-patienter, og at der findes omkring 60 på et andet. Og at et politisygehus er lukket for at blive renset for smitte.
Ifølge læge Jiang håber myndighederne på at overbevise udenlandske turister og investorer om, at Kina nu er risikofrit, ved hjælp af den ugelange 1. maj-festlighed, hvor 300-400 millioner kinesere vil rejse rundt i landet.
»Fra et medicinsk synspunkt er det uansvarligt at stimulere en sådan folkeflytning, mens SARS stadig hærger,« siger han.
I turistkampagnen indgår et hæfte på 38 sider, der med titlen »SARS er ikke noget at være bange for« tørt konstaterer, at »de fleste smittede er blevet reddet«.
I Guangzhou kritiserer sundhedschefen, Huang Qingdao, kraftigt WHO for i sin globale alarmering at have frarådet folk at tage til provinsen, »inden de overhovedet selv var på plads«.
Mens WHO taler om »fremskridt« i Guangdong, tør man ikke drage nogen konklusioner om spredningen i Beijing og i det øvrige land.
»Der er mange oplysninger og rygter, men vi får ingen klare svar på vores spørgsmål,« siger læge Henk Bekedam.

I Beijing var de fleste aldeles uvidende om SARS-truslen frem til slutningen af forrige uge. Mange pegede ligefrem fingre ad de udlændinge, som bar maske. Hvert år rammes byen af influenzaepidemier, og det har man vænnet sig til på samme måde som de årlige sandstorme i Mongoliet. De fleste ved også, at medicin er virkningsløst og er derfor gået over til urteekstrakter.
Det var først, da Rolling Stones aflyste deres koncert, at man begyndte at undre sig. Avisen Ungdommens Dagblad fortalte forleden om panikagtige scener, hvor folk begyndte at hoste i fly, i busser og i stormagasiner, mens det engelsksprogede China Daily i en leder sagde, at en »informeret offentlighed er den eneste nøgle«, og medgav, at lokale myndigheder mørklagde epidemien. Men for at vide mere om, hvad der sker i Kina, er kineserne henvist til internettet og til telefonsamtaler med venner i Hongkong og udlandet.
Selv om Hongkong i de sidste seks år har været en del af folkerepublikken, synes byen at have fjernet sig fra Beijings radar, og intet af dramaet dér har fundet vej til kinesisk tv. På den anden side har Hongkong mørkelagt alle officielle informationer om epidemien i Guangdong-provinsen.

Nærheden til denne »epidemi-inkubator« tvinger Hongkong til konstant at være forberedt på mikrober af alle slags, og byen har tidligere været hårdt ramt – byldepest slog i 1894 20.490 mennesker ihjel. I 1997 opdagede man en fuglevirus, H5N1, som medførte slagtning af 1,5 millioner fjerkræ og godt en måneds importforbud af æg og kylling fra Kina. Seks døde, men epidemien ebbede ud, idet virussen kun smittede gennem kontakt med fjerkræ.
I fjor opdagede man endnu en ny virus, H5, med meget høj dødelighed, men til gengæld ikke særlig smitsom.
Men SARS er måske den værste epidemi til dags dato, eftersom Hongkong trues med at blive isoleret fra omverden. Flyselskaberne har allerede skåret ned på trafikken til den tidligere kronkoloni og flere overvejer at stoppe helt og holdent, da mange fly går i luften med sølle 25-50 passagerer.
Ligesom i Guangzhou har sygehusenet været de største smittesteder i Hongkong. Først var det læger og plejepersonale. Derefter var det nervøse mennesker, som gik til lægen med symptomer, men klumpede sig sammen med mange andre i venteværelset. Var de i forvejen ikke syge af SARS, er de siden blevet det.
»Vi var forberedte på Irak-krigen, men ikke på dette,« siger pr-kvinden på Peninsula Hotel opgivende.
Situationen er i dag kaotisk. Et tredje boligområde i Kowloon er netop blevet ramt, og plejeressourcerne er uhyre sparsomme. Man frygter flere tusinde nye ofre, og endnu flere kan risikere at komme i karantænelejre i løbet af 10-20 dage.
Kampen for at identificere virussen er den mest omfattende nogensinde. 11 af verdens bedste forskningslaboratorier i ni lande arbejder febrilsk, men er hidtil ikke nået endeligt frem. Gennembrud er blevet udbasuneret – klamydia og paramyxovirus er blevet udpeget – men efterfulgt af skuffelser. Nu koncentrerer man sig om en art af corona-virus, som indtil nu blot har været kendt for at have mindre alvorlige følgevirkninger som forkølelse og diarré.
Corona-virus er ikke beslægtet med influenzavirus, men anses for at kunne drage lige så stor fordel af de gunstige forhold i Guangdong. De animalske varianter har ofte ført til dødelige sygdomme for hunde, katte, grise og høns. Trusselbilledet formørkes.
Det er endnu for tidligt at sige, hvor smitsom SARS-virussen i virkeligheden er. Mystikken er stor. Hvorfor er udbruddet så kraftigt i Hongkong, når det meget fattigere Hanoi klarer sig? Spredes virussen via luft, eller kræver den tæt kontakt ligesom på Hotel Metropole? Blandt WHO’s viruseksperter hersker en forsigtig optimisme. SARS synes at have svagheder, som begrænser spredningseffekten. Men hvad med den næste nye virus og den næste igen?
Kina har en nøgleposition fremover. Spørgsmålet er, om partiledelsen har lært lektien. Verden ville uden tvivl blive sikrere, hvis WHO fik lov til at etablere et forskningscenter for virus midt i Guangdongs gigantiske rugemaskine.

*Oversat af Camilla Mehlsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu