Nye tider
JIMBARAN Vajende palmer, krystalblåt hav og kridhvide sandstrande kan ikke bortforklare det krakelerede billede. Her er ikke en sjæl. I de små hytter med palmeblade på taget er stolene sat op på bordene og i de gabende tomme åbne køkkener blæser vinden ubarmhjertigt. Fiskerestauranterne på stranden i Jimbaran syd for Kuta har været lukket siden oktober sidste år.
En knald sorthåret balineser i T-shirt står og hænger. Før arbejdede han i en af hytterne med at grille hummer, rejer og sværdfisk og servere ved bordene i sandet.
»På grund af bomberne sidste år, bliver turisterne væk, og nu har min chef lukket Sunset. Før oktober var her travlt i alle 70 restauranter.«
Gedé en af de tusindvis nye arbejdsløse balinesere. Han taler udmærket engelsk og sukker.
»Jeg er bare herude og kigge. Nu arbejder jeg i mine forældres rismark inde på øen.«
Han fortæller, at først efter bomberne var balineserne i chok og sad og kiggede ud i luften: »Men så sagde landsbyformændene, at vi skulle i gang. De fleste har overlevet ved at fiske eller dyrke ris som i gamle dage.«
Gedé har netop været inde på turist-kontoret i Kuta for at søge arbejde. Men det var helt umuligt.
»Også på turist-kontoret har de fyret folk,« fortæller han.
Det kan den veltalende turistchef, Oka Darmawan tale med om. Den venlige høje mand med aner tilbage til den kongelige balinesiske familie tager imod på Det Statslige Turistkontor i Kuta. Han residerer i et imponerende kontor møbleret med bambusmøbler, vifte i loftet og det obligatoriske fotografi af præsident Megawati på væggen.
»Bomberne har været en katastrofe for Bali. De små butikker tjener kun en femtedel af det de plejer. Før bomberne var vi på arbejde fire dage om ugen, nu er det kun to dage.«
Oka Darmawan er klædt i en rødbrun uniformslignende jakke-skjorte med korte ærmer.
»Det har været en hård tid. Vi har alle sammen mistet meget og er blevet fattigere.«
Uden for turistkontoret på Jalan Raya Kuta sidder to kvinder og tigger i den bagende sol. Tiggere er noget nyt på Bali.
Øen har det sidste halve år ikke kun sloges med interne problemer. Styrkeprøven gælder nu Balis forhold til regeringen i Jakarta. Præsident Megawati er født på Bali og først troede man, at hun ville være rundhåndet med økonomisk hjælp.
Lang næse
Men balineserne fik en lang næse.
Ganske rigtigt har regeringen i Jakarta afsat en hjælpepakke, Bali for the World, på 3.000.000.000.000 rupiah
(3.000 mio. kr): »Vi ved ikke hvem, der får del i det store beløb. Det er i alle tilfælde ikke befolkningen,« siger Antonius F. Bethan, chefredaktør for den lille avis Bali Today.
Avisen har forsøgt at afdække pengenes færden, men har måtte opgive. Redaktionen er nervøs for dens eksistens, hvis den lægger sig for meget ud med regeringen i Jakarta.
Balis forhold til Jakarta er tydeligt forværret efter bomberne i oktober. Bali har gennem de sidste 20 år været genstand for en stærk vel-standsfremgang, der har fremkaldt Jakartas jalousi. Øen, der er en hinduistisk enklave i det muslimske Indonesien, har aldrig fået hjælp eller anden bistand. Men den frodige ø har haft en økonomisk fremgang næsten på niveau med lande i Vesten. Forklaringen er turisme.
Egentlig er det enkelt. Tag en smuk, grøn og eksotisk ø, med en venlig religiøs befolkning i små landsbyer med templer, gamelanmusik og legongdans. Læg hertil bjerge, strande, tropisk klima, velsmagende mad, og på 20 år er øen forvandlet til et af verdens og største turist-attraktioner.
Indtil oktober sidste år gik det så godt , at 80 procent af Balis indtægter kom fra turisternes lommer. Turistindtægterne blev fordelt til befolkningen efter et sindrigt system. Alle beskæftiget i turist-industrien som f.eks. receptionister, taxachauffører og guides betalte skat til byrådene, som så fordelte en del af overskuddet til alle i landsbyerne. Det betød, at også manden med sit gadekøkken fik en bid af kagen. Ikke underligt at turisten altid er blevet mødt med umådelig venlighed.
Men opvågningen kom brat 12 oktober. Før bomben blev der hver dag fløjet 6.000 turister ind på øen, og med èt kom der ikke et øje.
Indonesiens guldæg var smadret. Turistchefen byder nu på sprite og søde indonesiske kager:
»Vi har lært en vigtig lektie. Det er simpelthen for risikabelt at satse så ensidigt på turisme. Derfor har vi lagt vores politik om. Før var turisme nummer et, nu er landbrug og fiskeri nummer et.«
Nerven i de balinesiske lands- og fiskebyer er byrådene. Mændene mødes en gang om ugen under et stort palmebesat halvtag. Ifølge en flere hundrede år gammel tradition råder byrådet over landsbyens bank Her kan arbejdsløse låne til lav rente.
»Efter bomberne er balineserne blevet mere endnu praktiske. Først ordner vi de økonomiske problemer, så går vi i templerne og ofrer frugt og kager til Gud. Til allersidst spiser vi det hele og morer os,« fortæller Oka Darmawan med et smil
På et halvt år er den samlede balinesiske økonomi raslet til jorden med 60 procent. Balis viceguvernør rejser for tiden rundt i Europa for at overbevise regeringerne om, at øen igen er sikker og at rejseadvarslerne bør ophæves. Hver balinesisk landsby har nu fået en pecalang en sikkerhedsvagt.
Fra et balinesisk synspunkt er det alfa omega at få turisterne tilbage. Men på spørgsmålet om der ikke er grænser for turisme, nikker turistchefen, tager brillerne af og siger.
»Jo vi er vant til to millioner turister om året, grænsen ligger på 2,5 millioner. Vi er tre millioner balinesere, og vi kan ikke være flere på øen.«
På vej ud af turist-kontoret foreslår Oka Damawan, at vi slår et smut hen fordi bombetomterne for Sari Club og Paddys Bar.
Et par knaldgule balinesiske parasoller er sat op på en af de tomme grunde med nedbrændte bjælker.
»Vi diskuterer stadig, om vi skal bygge et monument for de døde. Nogle vil dog genopbygge Sari Club, så det igen bliver Bali før bomberne. Men det tror jeg ikke på. Bali bliver aldrig det samme igen.«
