Bag facaden
For enden af en industrivej i udkanten af Århus ligger den og syner ganske fredeligt. Men så husker journalisten det, før han træder ind ad døren i de forhenværende kontorlokaler: mistanken.
Rygtet vil vide, at denne moské hører til de mere radikale muslimers foretrukne blandt udvalget af moskéer på Århus-kanten. Det var her, medierne for en måneds tid siden beskrev, at den tilfangetagne dansker på Cuba havde haft sin gang. Og her, blev det antydet, at han muligvis var blevet påvirket, opfordret, i sidste instans hvervet til at drage i krig i islams navn mod amerikanske styrker i Afghanistan i efteråret 2001.
Men hvad er det så for et sted, der må lægge navn og ry til mistænkeliggørelsen? Er det en te0rroristrede? Hvordan dælen ser sådan én mon ud?
Basket i bederummet
Indenfor er der nærmest hyggeligt. Tilforladelige aktiviteter summer i de forskellige lokaler. Der er et køkken, hvor ét af de frivillige medlemmer af foreningen bag moskéen, Lighed og Broderskab, gør kaffe og te klar til et hold gæster, der er på vej fra nabolaget en halv snes danske kvinder, fortrinsvis ældre, som er nysgerrige efter at få mere at vide om islam.
En dansk islam-konverteret kvinde skal holde et oplæg til diskussion i den afslappede dagligstue bestående af en hjemmelavet hjørnesofa; azurblå trækasser med bløde puder. På bordene foran er dækket op med søde arabisk importerede kager, dadler og te og kaffe og sukker hertil fyldt op i små pommes-frites-kartoner.
En anden af de frivillige render rundt med støvsugeren, og imens kan gæsten fra Information snuse lidt rundt og bevidne, at et trappetrin fører én op på en forhøjning over stuearealet, hvor der er billardbord, legeborg med rutsjebane til børnene og på væggene pointskemaer fra Fun City, et forlystelsescenter nede i byen, hvor man blandt andet kan spille »laser magic«. Det har en Mohammed J. gjort rigtigt godt endda, viser hans score: 17 gange har han skudt de andre i konkurrencen. Og såmænd: der ligger et eksemplar af Jyllands-Posten, men ingen historier på forsiden om den danske Guantanamofange og »terrorforbindelsen« til moskéen i Brabrand.
Mens journalisten spekulerer på, om alle moskéer i Danmark ser sådan ud, mere indrettet som hyggelige væresteder end andægtige religiøse rum, fritidsklubagtigt med allehånde tilbud fra computerrum, bibliotek med bøger om islam og arabiske traditioner på både arabisk og dansk, bordtennis og minsandten! kurve til basketball ophængt i hver sin ende på væggen i det lange bedelokale inde ved siden af, så træder moskeens og foreningens talsmand, Walid Mahmoud, ind ad døren.
Ikke Saddam
En 33-årig dansker af palæstinænsisk oprindelse, som i det daglige arbejder som pædagog. Walid har milde, brune øjne, spredt og ikke for kraftigt fuldskæg, tæt sortklippet hår med enkelte grå stænk. Han er klædt i afslappede tweedbukser, lysegrå vest med velourkrave uden over en hvid skjorte, der ikke er knappet helt op i halsen. Journalisten husker med ét, at moskéen måske slet ikke er så harmløs, børnevenlig og hjemlig, som den giver udtryk af, og spørger så Walid til hele polemikken. Han trækker resigneret på skuldrene og siger:
»Hør her. Vi er åbne over for alle slags mennesker. Uanset baggrund, uanset religion. Vi dømmer ikke folk, vi render ikke rundt og leger politibetjente. Der kommer 200-300 mennesker til fredagsbønnen, og jeg kan jo ikke være ligesom Saddam Hussein, vel?,« siger Walid Mahmoud sarkastisk. Han fortæller om moskéens mange sociale funktioner, for selve det religiøse, bønnerne og diskussionerne omkring islam, er kun ét element i dens virke. Moskéen har indledt et samarbejde med flere aktører i Århus Kommune. Både kommunen selv, og politiet og beboerforeninger i Brabrand.
Det begyndte alt sammen for tre år siden, dengang Brabrand og især Gellerup Parken var synonyme med problemer, problemer og problemer. Det var først og fremmest egnens andengenerationsindvandrere, der uden mål og med hærgede i bybilledet med vold og hærværk. Tidligere justitsminister Frank Jensen tog dengang fat i sagen og iværksatte en række initiativer, der blandt andet betød, at moskéen fik en social ansvarliggørende rolle i nærmiljøet. I dag tilbydes de unge at komme i moskéen, hvor de kan sidde i computerrummet, børn kan lege og spille basket eller fodbold, de går til svømning, får undervisning i etik blandt meget andet.
»Dengang mente århusianerne, at området mindede om Anden Verdenskrig,« siger Walid.
»I dag er der langt mere roligt herude. Vi overvejer faktisk at åbne Brabrand som et turistområde og forlange 50 kroner i entré,« siger han og griner højlydt.
Ikke overmennesker
Den besøgende delegation af danske kvinder har for længst indfundet sig på puderne i den azurblå hjørnesofa. Den kvindelige danske muslim fortæller om kvindens rolle i islam, om frigørelsen i 70erne og om danske mænds ødelagte selvværd.
»Muslimer er ikke overmennesker,« siger hun.
»I må forstå, at de langt fra altid følger koranens budskab, ligesom kristne heller ikke konstant følger biblens.«
Da fotografen vil tage billeder af seancen går en enlig muslimsk imam med sin lille datter væk. Han ønsker ikke at komme i avisen med sit billede. En vittig, hvidhåret tilhører udbryder, fulgt af de øvriges inklusive Walids latter: »Der kommer vel ikke til at stå, at vi er muslimer?«
