Læsetid: 3 min.

Kändisser indtager boghylderne

Engang blev forfattere kendte, fordi de var forfattere. De dage er forbi. Nu bliver kendte forfattere, fordi de er kendte
16. april 2003

Kommentar
Forlagene vil gerne have kvinderne i tale. Det kan man se af den stime af romanlignende bøger – specielt tilsnittet kvinderne – der i disse tider indtager boghandlernes hylder. De sendes ud fra forlagene for at tækkes nye markeder, som var de selvbevidste trendy sælgere: letbenede sweettalkers, overfladiske sludrechatoller iklædt diskret sprogparfume.
Bøgerne bliver udgivet på velrenommerede forlag som Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. Og så er de skrevet af jævnt udmærkede skribenter, der som udgangspunkt ikke er skønlitterære forfattere, og som måske heller aldrig bliver det.
Eksempelvis Lykkehjuls-bogstavvenderinden Maria Hirse, TV3’s sex og samlivs-tv-værtinde Pernille
Aalund, journalisten og gameshow-værtinden Trine Gregorius, havebladsdronningen Isabella Smith, sangerinden Elisabeth Gjerluff
Nielsen og nu senest Alt for Damerne-journalisten Birgitte Bartholdy, hvis roman Med og uden mænd netop er udkommet på Gyldendal.
Grundtemaerne i disse bøger er alt godt fra brevkassen: parforhold, kriser, sygdom (gerne dødelig), forholdet til børnene, utroskab, sexlivets konjunkturer, tøj og mode, kollegiale intriger, appelsinhudens og rynkernes fremtog, alderens tyngen og dellernes gyngen.

Famefascinationen
Man kan undre sig over, hvorfor nogen vil betale 2-300 kroner for en bog, når man kan gå ned i den lokale kiosk og købe den samme livsstilshistorie i et trendy dameblad. Det koster under en 50’er, skribenterne er undertiden de samme, papiret er glittet, og så er der tilmed flotte farvebilleder og henvisninger til nærmeste forhandler af plaider med rosenmotiver, Louis Vuitton-tasker og kurser med forstående familieterapeuter.
Men det er der angiveligt, og fred være med det.
En af forklaringerne på denne stime af smalltalkende kändis-litteratur kan være, at forlagene har intensiveret demografi-tænkningen, målgruppeorienteringen og markedstilsnitningen og systematisk går efter at udgive bøger til kvinder i det lyserøde og købedygtige segment. At bøgerne simpelthen er et udtryk for forlagenes forestilling om, hvad danske kvinder af i dag allerhelst vil have liggende på natbordet.
Men stimen kan også tilskrives forlagenes jagt på lette salgs-succeser. Og her er det opportunt at lægge sig i slipstrømmen af 15-minutes-of-fame-fascinationen og fremelske skønlitteratur af de ansigter, folk lige har set i tv, læst i Alt for Dåserne eller hørt i radioen. Hvorvidt de er forfattere eller ej, har noget på hjerte eller ej, det er vist mindre væsentligt i denne sammenhæng. For de sælger varen.

15 minutters berømmelse
.
Uanset om man bryder sig om denne slags bøger eller ej, så er det alt andet end lige interessant, at de bliver udgivet, købt og læst.
Det kan være endnu et udtryk for den intimisering, der foregår i og af det offentlige rum. Ikke bare grænserne mellem det offentlige og det private er i stadig opløsning, men også grænserne mod det intime og dybt personlige er i skred.
På mange måder kan disse bøger læses som skønlitterære selvhjælpsbøger, som anekdotisk eksempellitteratur over hvor godt eller skidt det kan gå naboen, alt sammen fortalt med den fortrolige envejs-nærhed som de kendtes stemmer giver. Vi kender dem, men de kender ikke os.
Den tendens er endnu mere udtalt i den selvhjælpsagtige variant af selvbiografien, som også skrives af kändisser. Det er bøger, som går helt tæt på og kaster læseren durk ind i det allerhelligste, når f.eks. Ole Michelsen skriver om sit alkoholmisbrug, Suzanne Bjerrehus om sin kræftsygdom og Maria Hirse om sine spiseforstyrrelser, nærdødsoplevelser og katastrofale vægttab.
Ud over en vis portion nyfigen
dyneløfter-appel har disse udgivelser også et vist opofrende, altruistisk og moralsk opbyggeligt skær over sig. Det er scenen, hvor kendte ofrer deres allerintimeste historier til offentlighedens frådende gab i en nådig gestus i det velgørende håb, at andre kan lære af deres fejltagelser. Og desforuden venligt køber deres bøger.
En ting er i hvert fald sikkert: Vi har ikke set de sidste kändis-kometer på den litterære stjernehimmel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu